Til DaBUFs generalforsamling i april, blev Mariella Harpelunde Jensen valgt ind i DaBUFs bestyrelse efter et spændende kampvalg. I denne måneds Pråsen kan du blive klogere på, hvem DaBUFs nye bestyrelsesmedlem er, og hvilke visioner Mariella har for DaBUF.
Mariella Harpelunde Jensen
Vil du kort fortælle om dig selv?
Jeg hedder Mariella Harpelunde Jensen. Jeg har i mange år arbejdet som filminstruktør, manusforfatter og producer ifb filmproduktioner til børn og unge. Siden 2019 har jeg været programchef på BUSTER – Danmarks store filmfestival for børn og unge. Jeg er autodidakt med en baggrund fra Det Danske Filmværksted og DRs talenthold, jeg har instrueret og skrevet en række tvserier og flere bøger. Jeg har instrueret adskillige tvserier, dokumentarfilm og kortfilm. Jeg er især kendt for mit arbejde med tvserier for børn på DR Ramasjang og Ultra. ‘Barda’, ‘Dansk hulebyg’, og ‘Isas stepz’. Jeg har også skrevet to børnebøger.
Hvad er din begrundelse for at træde ind i bestyrelsen?
Jeg vil gerne bidrage med min efterhånden brede viden fra mit arbejde bl.a på BUSTER til at styrke DaBUF. Det er en unik historisk vigtig institution i Danmark. Klubberne er spredt over hele landet og er centrale for dansk biografkultur og det unge publikums møde med biografoplevelsen og spillefilmen.
Hvad håber du at opnå som medlem af DaBUFs bestyrelse?
Jeg vil gerne bidrage til at styrke DaBUFs fortsatte virke og måske især gøre noget for den nordiske kort og langfilm til børn og unge.
Har DaBUF mulighed for og potentiale til at udvikle sig? I hvilken retning i givet fald?
Selvfølgelig har DaBUF mulighed for at udvikle sig. Det er en stærk vigtig organisation. Det er en ny medievirkelighed. OG DaBUF har en vigtig rolle at spille. Jeg vil gerne hjælpe, med at udvikle DaBUF. Bl.a. ved at hjælpe med økonomi og data, og samle mere viden om DaBUF.