– Filmklubbernes bæredygtige udvikling

DaBUFs formand Kim Bruun så bekymret ud. Hans ellers så glade munkeansigt var præget af alvoren, og på hans skaldede isse sås flere svedperler end ellers.

”Jeg har savnet jer – savnet at snakke om udfordringerne, om fællesskabet og om at se film”, sagde han og kiggede ud over forsamlingen. ”Det har været som at være med i en horrorfilm, hvor dæmonerne omkring os vil ødelægge alt”, fortsatte han. ” Men”, sagde han videre og løftede hånden som en anden Martin Luther King, ”som i enhver skrækfilm vinder helten over det onde, og det vil vi også gøre”. Det klappede vi meget af.

Fra alle verdenshjørner

Scenen var sat. Der var dømt Landsseminar i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber. Næsten fire måneder senere end planlagt – grundet coronaen – men nu flokkedes atter det glade børnefilmkor i den smukke by Svendborg. Fra alle verdenshjørner kom de – dog denne gang i bekymrende lavere antal end tidligere. 71 personer i alt, og fraregnede man bestyrelsen og indbudte samt Odense Filmklub for Børn og Unge, som satte ny national rekord ved et fremmøde på ni personer – ja, så var vi omkring de femogfyrre personer repræsenterende 20 klubber. Ikke mange når man tænker, at DaBUF har 74 registrerede klubber. Men coronaforskrækkelse samt afvikling af de mange udsatte familiefester har givetvis gjort deres til det store fravær.

Vi blev som børn på ny

Efter formandens velkomst var der fredag aften dømt kreativ aktivitet. Et af efterårets og vinterens fine tilbud til klubberne er en animationsworkshop i stop-motion med udgangspunkt i verdensmålene. Denne workshop skulle vi som deltagere nu selv prøve på egen krop, og man havde indforskrevet animator Tina Klemmensen til at facilitere workshoppen hjulpet af et ungeteam fra Filmmagernes Verdensmål, som de kalder sig. Tina Klemmensen har arbejdet på animationsstudier i England (blandt andet på Aardman, som for eksempel lavede Walter og Trofast-serien), men siden sin hjemkomst i 2003 har hun undervist i og faciliteret mange kreative workshops. ”Om lidt bliver I alle som 6-årige igen”, råbte denne prægtige kvinde ud over os, og ganske rigtigt: Efter en kort instruktion var alle i mindre grupper i fuld gang med at kreere sin egen lerfigur, som senere skulle indgå i den lille stop-motionfilm, som grupperne skulle lave ud fra et af verdensmålene. Der blev rullet, trillet og trykket til den store guldmedalje. Der blev sat scene op og herefter klikket i tusindvis af gange på mobilen. Og så var der verdenspremiere på 10 aldeles supersjove leranimerede animationsfilm. Ganske vist ingen champagne og rød løber, men med bragende klapsalver og megen moro til følge. Nogle fremragende timer (stor tak til aktivitetsudvalget) og en super ide til de klubber, som har mulighed for at lave en sådan workshop. Det er altid godt at være filmkreativ.

Peter Pan i ny forklædning

Derefter var der natbio i Scala.  Der var forpremiere på Wendy af den amerikanske instruktør Benh Zeitlin, der i 2012 bjergtog en hel filmverden med sin særegne og dybt fascinerende film Hushpuppy. Nu otte år senere er hans andet opus klar. Wendy er en nyfortolkning af den klassiske historie om Peter Pan. Der var nu ikke meget, der bjergtog os disse sene nattetimer. Wendy er en rodet, uforløst og ikke særlig interessant film, som nok mest er for voksne. Den almindelige mening var da også, at den kunne vi ikke bruge i klubsammenhæng. Så var det tid til at gå i baren på Svendborg Hotel, men den lukkede klokken 24.00. Den satans Corona!

Mørke toner

Efter fredag aftens muntre kreative leg i ler var der anderledes mørke toner over Landseminaret lørdag formiddag. Generalforsamlingen stod ubetinget i coronaudfordringernes og en historisk dårlig økonomis tegn. Formand Kim Bruun talte i sin indledning igen om den horrorfilm, vi var midt i, men bedyrede, at vi nok skal slå tilbage og kæmpe imod og komme styrket ud på den anden side. Dernæst var der DaBUFs udvalgs beretninger, som blev afviklet med ny verdensrekord. Under 40 minutter, så var det overstået!

I coronaens tegn

Bestyrelsen havde klogeligt valgt at lave summemøde i grupper omkring problemerne med en sæsonstart i coronaens tegn. Hvad ser klubberne som de største udfordringer? Hvordan vil man tackle disse udfordringer, og hvad kan DaBUF være behjælpelig med? Der kan ikke herske tvivl om, at den største bekymring er medlemstallet. Hvor mange færre vil vi blive, og hvad vil det betyde økonomisk både for den enkelte klub og ikke mindst for DaBUF. Hvordan klarer vi organiseringen af vores visninger (blandt andet ind- og udlukning og antallet af personer i foyeren)?  Hvordan kommunikerer vi ud, at vi vil skabe tryghed omkring vores visninger i en tid, hvor biograferne higer efter kunder, selv om de gør alt for at fortælle, at du trygt kan komme i biografen?

I kan ikke slå os ihjel

Men børnefilmklubfolket er lavet af et særligt stof. Skønt udsigterne til et annus horribilis med færre medlemmer og masser af bekymringer, så var alle besluttet på at være still standing og sætte alle sejl til for at komme godt i gang. ”Vi lægger os ikke ned”, råbte vi i kor og knyttede næverne. Med biografernes velvillighed lige nu – og den er stor – tror alle på, at vi nok skal komme i gang og igennem.  Selv Aalborg Filmklub, som var fremme med de mest dystre spådomme – ja, filmoraklet fra Aalborg talte endda om DaBUFs undergang – så mente han nu også, at børnefilmklubberne kunne blive den icebreaker, som biograferne behøvede lige nu til at få folk tilbage i biografsalene. Så det kunne blive os, børnefilmklubberne, som blev biografernes redning! Der var også kyndige forslag om, at bestyrelsen nu for alvor måtte i arbejdstøjet og nøje følge udviklingen rundt omkring i klubberne. ”Opret en corona taskforce og en idébank med gode forslag”, råbte én! ”Lav en tryghedsvideo”, råbte en anden. Jo, der er masser af arbejde for bestyrelsen forude.

Sandhedens time

Som om det ikke var nok med coronabekymringerne, fik alle filmklubber endnu en lige højre i masken, da bestyrelsen fremlagde et historisk dårligt regnskab med et underskud på en halv million. Sandhedens time var kommet. Grunden kender de fleste: Dansk Ungdoms Fællesråd har røntgenfotograferet flere klubbers medlemsregistrering og vurderet, at de ikke var i overensstemmelse med DUFs meget stramme regler. Vi dumpede, og puf-væk var 600.000 kroner.  Ukuelige Kine Bjaaland Dahl fra sekretariatet kunne dog fortælle, at der ikke var nogen hard feelings mellem DaBUF og DUF, og at man nu var i gang med positive forhandlinger, som skulle placere medlemsklubberne i en anden DUF-kategori, som skulle betyde færre rigide regler. Hvad det så indebærer af tilskud, kan kun fremtiden vise. Men hendes ord varmede, og fik hjerterne til at slå lidt roligere. Tilbage står så, hvad et lavere medlemstal i det kommende år vil betyde. Bestyrelsen fik pålæg om at opstille forskellige scenarier i forhold til en medlemsnedgang. Hvad vil man gøre, hvis medlemstallet falder med 10 %, 30 %, 50 % (oh skræk)? Bestyrelsen har allerede strammet livremmen, og den kommende årsplan viste også, at man tager situationen alvorlig og har skåret alt det sjove væk.

Alle søgte genvalg

Så var der valg til DaBUFs bestyrelse. Alle søgte genvalg og fik det. Vi rejste os alle og applauderede den modige bestyrelse i en svær tid. Formanden rundede generalforsamlingen af med at takke de mange klubber for de donationer, som foreningen har fået i denne svære tid.

En ualmindelig stærk kvinde

Ovenpå denne på flere måder historiske generalforsamling kunne alle nok trænge til en stærk øl eller kaffe, men showet gik videre. Over i Scala og se Malou Reymans ualmindeligt vellykkede film En helt almindelig familie. En film, der handler om en familie, hvor faren står frem som transkønnet, hvilket giver anledning til mange udfordringer – især for familiens yngste Emma, som ikke lige synes, at det er det fedeste, at farmand tager højhælede sko på. Efterfølgende fik Landseminariet besøg af instruktøren selv, som fortalte både om sit eget liv som filminstruktør samt om arbejdet med filmen. Malou Reyman fremstod trods sin spinkle fremtoning som en ualmindelig stærk kvinde, som åbenlyst fortalte om alle de forhindringer, hun havde mødt som kvinde på sin vej til at blive filminstruktør. Både fra kæreste, filmfolk og andre var hun gang på gang frarådet at gå den vej, og mange gange havde hun da også opgivet tanken. Men lysten og stædigheden har definitivt afgjort, at det er filminstruktør hun skal være. En spændende og markant kvindelig instruktør i en meget mandsdomineret filmverden.

En anden stærk kvinde

Så blev det gallaaften med behørig afstand, så det næsten ikke var muligt at klinke en skål med naboen. Prås-festivitassen var henlagt til middagen på grund af coronaen, og her hyldede vi årets Pråsvinder Dorte Bengtson, instruktør af flere fine kortfilm, men især kendt for Vitello-tegnefilmene. Som Formand Kim sagde i sin tale til Pråsvinderen: ” Årets pråsvinder har præsenteret et stærkt koncept og en elskelig figur i en række kortfilm og en spillefilm. Historierne i filmene er pointerede, genkendelige og meget morsomme. Hovedkarakteren er så stærkt et brand, at man stort set ikke kan nævne karakteren uden i samme ombæring at nævne pråsvinderen”. Fortjente klapsalver til en meget glad vinder og 10.000 koner oveni (doneret af Horsens Skolebio og Aarhus Børnefilm).

Herlev Skolebio

Så var det tid til uddeling af nåle og Årets Filmklub-pris, som gik til Herlev Skolebio, hvor Lise-Lotte Bjørkholdt på vegne af filmklubben fik overrakt prisen. Hun har om nogen og sammen med sine kolleger fået den gamle hæderkronede filmklub på Herlevkanten ud af afdøde Søren Hansens skygge og skabt en masse spændende aktiviteter omkring filmklubben.

En kæmpe

Det var ærgerligt, at man ikke på selv festaftenen fik hyldet Jørgen Wagner og hans filmklub i Frederikssund. Jørgen fylder i år 80, og hans filmklub (han startede den selv) fylder 50 år. Det er måske kun en håndfuld, som vi får glæden af at hylde med 50 år i børnefilmklubarbejdets tjeneste, men det er vigtigt, at vi husker de gamle ronkedorer. Det var dog glædeligt at erfare, at DaBUF ville hylde den gæve kæmpe på smukkeste vis om søndagen. Så trængte man til noget stærkt, og heldigvis havde baren – grundet mere lempelige coronaregler – åbent helt til 02.

…Fortsættes i Pråsens oktobernummer