Artikel

Skrevet af Michael Møller

 

 

Fredag 21. april 2023. Solen skinner. Der er varme og forårsfornemmelser i luften. Der er landsseminar for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber i Svendborg. Bedre kendt som ”Den store fætter/kusine-fest” i DaBUF. 

Gensynsglæde 

I atriumgården på Hotel Svendborg summer det af gensynsglæde og kærlig imødekommende energi fra de fremmødte filmklubsfrivillige, der mødes hér en gang om året. I centrum af det hele står de organisatorisk talentfulde og altid smilende landssekretærer, Janne og Kine, der udleverer navneskilte og programmer til alle deltagere. Atriumgården danner samtidig rammen om en let velkomstbuffet. Der bliver hilst og nikket anerkendende til folk fra nær og fjern, mens glas og tallerkener bliver fyldt op, inden alle mødes i mødesalen. Klokken 19 tager den afgående DaBUF-formand Kim Bruun ordet og på vanlig hjertevarm facon byder han velkommen og orienterer om praktiske oplysninger, kyndigt ledsaget af aktivitetsudvalgets forkvinde Katrine Seier. Derefter bliver scenen overladt til SoMe-manager Rikke Moritz, der introducerer det gratis, grafiske værktøj Canva. Et kærkommen, inspirerende og praktisk indslag, der betyder, at mange filmklub foreningers SoMe-kontoer fik sig en kærlig og tiltrængt overhaling i løbet af aftenen. 

Gråd, grin og skummende øl 

Efter Canva-workshoppen byder landsseminarprogrammet vanen tro på en film, der normalt ikke får dansk biografpremiere. Denne gang har sekretariatet fundet Dancing Queen frem til os. En let og munter norsk feelgood film, der vil ramme mange teenagehjerter lige i mellemgulvet. Det gjorde den i hvert fald for mange af de midaldrende publikummer i Scala-biografsalen denne aften, skulle vi hilse og sige fra én, der både græd og grinte og var godt underholdt fra start til slut af filmen.

Enkelte filmentusiaster afsluttede aftenen i baren på Hotel Svendborg, hvor filmklubsforeningslivet, Canvas og Dancing Queen blev drøftet over en skummende ”Sol over sundet”. Andre var mere fornuftige og gik tidligt i seng, så de kunne være friske til lørdagens program.

Næsten udramatisk generalforsamling 

Lørdag formiddag bød traditionen tro på generalforsamling. I år kyndigt og myndigt ledet af dirigenten Christine Ravn Lund, forkvinde i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd. Generalforsamlingen forløb udramatisk. Bortset fra, at landsformanden for DaBUF, Kim Bruun, takkede af efter et årtis tro tjeneste. Det havde han dog forinden meddelt, så det kom ikke som den store overraskelse. Kim Bruun bliver afløst af ny DaBUF-forkvinde, Katrine Seier. Samtidig lod Erling Dalsgaard sig pensionere fra bestyrelsen og det internationale udvalg. Helt udramatisk var det også, da Judith Breuning og Helena Jepsen blev hyldet og udnævnt til nye bestyrelsesmedlemmer. Til gengæld forløb et stille drama, inden det efter en afstemning stod klart, at Julie Tjalve snuppede den sidste bestyrelsesplads for næsen af Cecilie Elmholt Skou, der in absentia blev ny suppleant (under 30 år).

Tillykke til DaBUF med den nye bestyrelse. Og tillykke til alle bestyrelsesmedlemmer og suppleanter!

Originale fortællinger 

Efter generalforsamlingen bød eftermiddagen på frokost og filmvisninger af Roselil og Stentrolden og forpremiere på ”Skolen med magiske dyr 2”. Inden den samlede landsseminarforsamling blev tryllebundet af Mariella Harpelunde Jensen, programchef for BUSTER Filmfestival, der præsenterede oplægget: ”Det lille ekstra med stor betydning”. Hér fortalte Mariella Harpelunde Jensen om, hvorfor BUSTER insisterer på ’det ekstra’ til hver filmvisning, hvordan de forholder sig til film med bogforlæg, og hvad det giver af værdi til både børnene og festivalen. Mariella Harpelunde Jensen  blev midtvejs i oplægget ledsaget på scenen af Karla Nor Holmbäck, der tidligere i år debuterede som instruktør med den rørende Roselil og Stentrolden. En filmatisering af den populære Roselil-bogserie af Josefine Ottesen. Derudover har Karla Nor Holmbäck illustreret en række flotte børnebøger. Karla Nor Holmbäck fortalte om sine erfaringer, om sit forhold til – og sammenhængskraften mellem – bøger og film. Ligesom Karla Nor Holmbäck belyste de udfordringer, hun oplever som filmskaber ift. at fortælle egne originale historier. Alt i alt et veloplagt oplæg, og et spændende kig ind bag kulisserne bag både BUSTER filmfestivalen og den praktiske filmskabelse for børn og unge.

Lutter vindere

Det blev lørdag aften. Lørdag aften er i Landsseminarland: Gallakjoler, nystrøgede skjorter, velkomstdrink, festmiddag, kåringer af Årets Filmklub og Årets Børne- og Ungdomsfilm, og ikke mindst uddeling af jubilæumsnåle og Pråsprisen. Sidstnævnte blev i år meget velfortjent tildelt BUSTER Filmfestival, som Mariella Harpelunde Jensen ydmygt tog i mod. Selvsamme lovede fra scenekanten at bruge pengepræmien til en personalefest, mens hun ville lade den flotte illustration udført af Karla Nor Holmbäck pryde sit kontor. Pråsprisen var for øvrigt doneret af Viborg Børne- og Ungdomsfilmklub, der senere kunne lade sig hylde som Årets Filmklub. Slutteligt blev Comedy Queen kåret til årets bedste Børne- og Ungdomsfilm. En festligt og yderst vellykket gallafest, hvor alle følte sig som vindere i kraft af filmklubssammenholdet og foreningslivets glæder.

Gys, løgn og anekdoter 

Festmiddagen gled for manges vedkommende over i et glædeligt gysergensyn med Warner Brothers filmklassiker fra 1984: Gremlins. Andre deltagere kom aldrig videre end baren på hotellet, hvor der blev delt løgnehistorier og kulørte anekdoter, bl.a. fra dengang Hans Peter Mehlsen fra Århus Skolebio gik i sandaler og shorts i mellemskolen.

 

Film for de mindste 

Søndag morgen blev delt i selskab med to gode film til filmklubsmålgruppen. Dels den godmodige hollandske animationsfilm, ØF!, og dels den stille franske dokumentar Egetræets hjerte. Førstnævnte kan varmt anbefales til de yngste hold i filmklubben. Det kan Egetræets hjerte bestemt også, men det kræver det rette, tålmodige publikum. Dokumentaren er smuk og poetisk, men det går langsomt og dramaet udebliver. Den er ikke for alle.

 

Filmklubmarked for alle

En let forfriskning blev fordøjet, og derefter havde sekretariatet faciliteret et stort ”Filmklubmarked”, hvor følgende klubber bød ind på gode erfaringer med: ”Afholdelse af ekstra oplevelser og aktiviteter” v/ Hodja Ø, Herlev Skolebio og Odsherred. ”Førskolehold og fastholdelse og rekruttering af frivillige og frivillig pleje” v/ Slangerup og Kolding.  ”Unge” v/ ungekoordinator Julie Tjalve og Svendborg, ”Indledning af film og fastholdelse og rekruttering af medlemmer” v/ Århus Skolebio og Odense. ”Kommunikation” v/ Holstebro og Viborg. ”Internationale tilbud herunder Berlinale og Nordisk Filmcamp” v/ Internationalt udvalg. ”Tilmeldingssystemer” v/ Stenløse og Gladsaxe. ”Optimering af klubredskabsudveksling” v/  Glostrup og Frederikssund. ”Filmerfaringsudveksling” v/ Filmudvalget. Mens sekretariatet selv stod for gode tips til, hvor man kan søge støtte, praktisk ift. filmbestilling m.m.

Ta’ endelig kontakt til én af pågældende, hvis I vil høre mere – også i tiden mellem landsseminarer!

Besøg fra Danske Biografer 

Sidste indslag på et vanligt vellykket landsseminar stod den nye direktør for Danske Biografer, Michael Valentin, for. Han fortalte med stor indlevelse om biografernes nye guldalder, om fødekæden mellem producent/biografer/publikum, samarbejdet med filmklubberne og ikke mindst drømmene for fremtiden. Det tegner lovende, trods dystre trommer fra alverdens streamingstjenester. Vi sad alle forhåbningsfulde tilbage efter Michael Valentins inspirerende oplæg.

 

Længe leve dronningen 

Således lakkede en inspirerende landsseminarsweekend uigenkaldeligt mod enden. Og det sluttede som det startede. Med en velassorteret buffet. I denne kunne man se og høre den afgående landsformand Kim Bruun, der efter sigende skulle have messet: ”The King is Dead, Dancing Queen, Comedy Queen, Long Live the Queen” til den nye forkvinde Katrine Seier, mens de begge stod i køen foran de lune fiskefileter og indbydende tarteletter. Hvorefter de faldt hinanden om halsen med væg-til-væg smil og hjertevarm latter. Kunne man tænke sig et bedre scenarie og en bedre og mere sigende afsked på fætter/ kusine-festen i Svendborg?

Farvel og tak og på gensyn – vi ses til Landsseminar 2024.