Artikel
Skrevet af Ingeborg Okkels
Forestil dig, at du sidder i en biograf, lyset slukker og frem på lærredet toner filmens titel, mens kameraet langsomt panorer ned langs en gade om natten. Billygter spejler sig hvidt i den våde asfalt, sammen med neonskilte i pink og neongrønt og trafiklys i grøn, gul og rød. Der zoomes ind på en person, som kigger sig over skulderen, trækker kraven op om ørerne på sin jakke og småløber hen over vejen.
Ovre på den anden side går en dame med en hund og en bus nærmer sig. Vi er i gang. Men vent; der er ingen lyd?! Hvad sker der? Hvorfor løber han over gaden? Er han bange for at blive kørt over af en bil, som vi kan høre komme rundt om hjørnet? Eller bliver han forfulgt af nogen, hvis fodtrin man kan høre komme nærmere? Eller skal han bare skynde sig hen og nå bussen? Og hvordan er stemningen? Lægger musikken op til en thriller, drama eller en romantisk komedie?
Lyd sætter stemning
Uden lyd har vi svært ved at orientere os i filmens setup, genre (gyser, sci-fi, romantisk) og stemning. Med lyd kan man bygge en hel lydkulisse op, som forklarer en masse vigtige ting om tid og sted og handling – helt uden ord.
Forestil dig igen vores hovedperson fra før, som krydser gaden. Hvis vi nu ikke kan høre fodtrinene, ja, så kan vi godt blive i tvivl om, hvad der egentlig sker i fortællingen, for bliver personen forfulgt og småløber hen over vejen, eller er personen måske bare på vej hjem og slentrer roligt over? Og hunden ovre på den anden side af gaden, gør den for at advare om fare, hvorved den bliver en vigtig brik i historien, fordi den bringer sin ejer og vores hovedperson sammen i et forhold, som senere ender i en romantisk relation, som til sidst går i stykker? Eller siger hunden ingenting, og bliver bare en del af storbyens forbipasserende billede?
Lydsiden på film spiller altså en kæmpe rolle for hele filmens setting, og fungerer som en guide til, hvor vi skal rette vores opmærksomhed hen.
Smæk!
Lyd er også med til at gøre det, der sker i filmen, troværdigt. For eksempel virker det ikke særligt vildt, hvis man ser en fægtescene mellem to riddere, hvor sværene lyder som to stykker skumgummi, der rammer hinanden. Eller en slåskamp, der lyder som om de bare står og slår ud i luften (hvilket de jo vitterligt gør). Næ, der skal smæk på! Lyden skal skrues op og sværene lyde som det skarpeste, hårdeste, fineste jern, du nogensinde har set, og knytnæverne skal ramme så hårdt, at det lyder som knogler, der brækker og tænder, der flyver om ørerne på de kæmpende. Jo mere juicy slagene er, jo mere ondt gør det nemlig på publikum, fordi vi så gerne vil leve os ind i situationen med vores sanser og være med i historien. Med vores ører mærker vi, hvor slemt det må føles at være lige der, tilstede i filmens ”nu”, og tage imod det ene slag efter det andet, urgh! Og vi forstår, hvor stærke ridderne er, fordi vi kan høre hvor tunge rustningerne er, når de klirrer rundt ved hver bevægelse, og hvor meget kraft, der er på sværdene, når de suser gennem luften, klar til næste hug.
Øjne i nakken
Lydsiden kan også fungere som en slags ”øjne i nakken”. For eksempel kan man ofte høre lyden af hestehove og en klirrende brynje, før man ser en ridder nærme sig på sin hest. Eller man kan høre slæbende fodtrin op af vindeltrappen i kirketårnet, før man vitterligt ser den formodede morder, på vej op for at myrde vores hovedperson. Eller man kan høre en bil, der kommer fræsende rundt om hjørnet, før vores hovedperson har vendt hovedet for at se efter den. Det, som lydsiden til film spiller på, er vores evne til at lytte. Vores høresans er nemlig en super power, der gør os i stand til at lytte rundt om hjørner, ned ad trapper og gennem vægge og dermed at forudse noget komme, som vi endnu ikke kan se. På den måde spiller film på en masse lyderfaring, vi har med os lige fra små, og som går ind og virker på vores følelser og vores oplevelse af situationen.
Foley-lyde
Lyde, der understreger, hvad der sker i filmen, kaldes for foley-lyde og er opkaldt efter Jack Donovan Foley. Det er typisk lyde, der er optaget i lydstudie, efter at filmen er klippet færdig, og som bruges til at understrege hverdagslyde som skridt, tøj, rustninger, hestehove, knirkende sne, fuglevinger, pistolskud, bildøre, der smækker, knogler, der brækker osv. Lyde, som måske under selve filmoptagelsen er for svage, og derfor skal have lidt ekstra hjælp for at virke rigtige.
Fieldrecording
De lyde, som optages under selve filmoptagelsen, kaldes for fieldrecording. Som vi allerede har set, optager man bagefter ekstra lyde kaldet foley-lyde for at understrege vigtige dele af fortællingen og skabe fokus. Den endelige lydside består derfor typisk af et mix af fieldrecording-lyde og foley-lyde. Hvis filmen foregår ude i en skov, så kan det være man lige lægger et par ekstra fugle på lydsiden for at understrege lydoplevelsen af en skov. Uden foley-lyde vil filmen virke noget stille og ”død i det”.
Baggrunden
Foley stammer fra radioteater og -drama i 1920’erne, hvor man, mens skuespillerne læste op, genskabte alle baggrundslyde til scenen ’live’. For eksempel en dørklokke, der ringer eller fodtrin, når nogen kommer ind ad døren. Altså stod der en såkaldt foley-artist ved siden af skuespillerne og lavede special effects til deres dialoger, ’live’ direkte ud i radioen.
Den første film med foley-lyd hed Showboat. Det var en af de første tonefilm fra Universal Pictures i Hollywood, som Foley og hans team lavede lydsiden til. Da datidens mikrofoner kun kunne optage skuespillernes dialoger, måtte man optage alle de andre lyde i filmen bagefter. Måden man gjorde det på, var ved at afspille filmen og så indspille lydene ’live’ i én lang lydoptagelse, mens filmen spillede. Lavede man en lille fejl undervejs ,ja, så måtte man tage det hele om. Det krævede naturligvis stor præcision at få for eksempel døren til at smække på præcis samme tid som i filmen og få lyden af fodtrin til at matche fodtrinene i filmen. Mange af de teknikker, som Foley opfandt dengang, bruges stadig den dag i dag.
Vil man for eksempel have lyden af nogen, der spiser en saftig bøf, kan man enten skære i en vandmelon eller en moden pære med kniv og gaffel. Vil man til gengæld brække armen, så kan man knække et par selleri hurtigt eller langsomt alt efter hvor hurtigt bruddet skal ske: ”knæk!” eller ”knnnaaaaas” (av!). Du kan læse mere om foley-lyde og hvordan man laver dem på den engelske Wikipedia under ”Foley (filmmaking)”.
Baggrundslyde
Udover foley-lyde er der selvfølgelig også mange andre lyde på film. For eksempel baggrundslyde, som også kaldes atmosfærelyde. Forestil dig nu, at baggrundslyden til en storbyscene ikke består af politisirener, folk, der råber og biler, der kører over våd asfalt, men af en skov fuld af fugle eller af en snestorm. Hvad gør det ved oplevelsen af, hvor vi er henne? Med fuglesang som baggrundslyd kan det være, at byen nu ligger oppe i bjergene et sted? Og med snestormen, måske oppe nordpå i en iskold del af verden? Sådan kan man ændre stedet, hvor filmen foregår ved at ændre baggrundslydene på filmen.
Musik
Og så er der selvfølgelig musikken. Musik guider vores følelser og skaber stemningen i filmens forskellige scener. Lad os vende tilbage til scenen med personen, der krydser over på den anden side af gaden. Hvis nu vi lægger gysermusik under, så er vi straks klar over, at dette er en spændingsfilm, og at der højst sandsynligt kommer til at ske noget uhyggeligt. Lægger vi derimod noget romantisk musik under, så forstår vi, at dette er en romantisk film, hvor vores person på et tidspunkt bliver involveret i noget med kærlighed. Lægger vi noget hård gangstermusik på, så kan det være, at personen er rodet ind i noget kriminelt og er på vej over i rockerklubhuset for at klare en deal eller ’paye’ sin ’respect’ til bandebossen i kvarteret. Nogle gange lægger man voldsom operamusik under en scene for at forklare, hvordan hovedpersonen er i oprør indeni og måske er på vej hen for at fortælle sin frygtelige chef på arbejdet et par sandheder eller slå op med sin kæreste eller slå nogen ihjel.
Filmmusik spiller altså på vores følelser og kan skabe meget komplekse stemninger i vores sind. Derfor er nogle soundtracks til film også blevet så populære, at de er blevet udgivet som musiknumre for sig selv og brugt i forskellige clips og videoer på Instragram og TikTok, fordi de er så ikoniske. Et godt eksempel er StarWars- og Harry Potter-filmene.
Luk øjnene og se
Musik guider vores følelser og giver os lov til at kigge ind i personens sind og forstå personens tanker. Foley-lyde derimod guider vores fokus og opmærksomhed på ting, der sker udenfor personen selv. Foley-lyde og musik går derfor hånd-i-hånd i lydsiden til film, hvor de fungerer som lydguider til at pege på hvad der er i fokus og hvilke følelser der er i spil.
Prøv at se en film med lukkede øjne, så opdager man, hvor meget lydsiden egentlig fortæller om, hvad der sker i filmen, bare med lyd. Du kan selv prøve at finde et filmklip på Youtube, mute lyden og lave din egen lydside til filmen. Det er rigtigt sjovt, og så bliver du ovenikøbet klogere på, hvor meget lyd betyder på film.
God fornøjelse!