Artikel
Skrevet af Jan Frydensbjerg / Formand for Filmudvalget
Der har der desværre ikke været mange biograflyspunkter i den seneste tid. Men selvom vi går mod mørkere årstider, så ser det alligevel ud til at filmlysne en smule. For de kommende måneder byder endeligt på en lang række premierer, som umiddelbart vil kunne begejstre og berige vores børne- og ungdomsfilmklubber. I det følgende vil nogle af de særligt interessante, kommende filmfortællinger blive fremhævet.
Sagaen om Far til fire
Som traditionen byder, lander der ofte et væld af premierefilm rettet mod børn og unge omkring skolernes efterårsferie. Det sker heldigvis også i år. Vi kan se frem til endnu et kapitel i sagaen om Far til fire. Denne gang med titlen Far til fire og vikingerne. Den ellers så glade og sammentømrede familie befinder sig i en mindre familiekrise. Derfor tilmelder Onkel Anders familien et ophold på et terapisted, hvor de skal leve som vikinger i en uge. Det går selvfølgelig ikke stille af sig.
Et forfriskende pust
Stille er der heller ikke i 1984, hvor Wonder Woman 2 udspiller sig. Krigerprinsessen Diana befinder sig midt i den kolde krig, hvor nye skurke skal bekæmpes. Filmens hovedkarakter er et forfriskende pust til superheltegenren, hvor vi normalt oplever sammenbidte mænd kæmpe mod egne dæmoner. En kvindelig superhelt er derfor mere end velkommen!
Beskytte den vilde natur
Endnu en efterfølger arriverer midt i oktober, når Familien Bigfoot melder deres ankomst. Efter den første fortælling er Bigfoot blevet berømt, og han ønsker at bruge sin berømmelse til noget positivt. Derfor drager han afsted til en demonstration, der forsøger at beskytte den vilde natur. Men nogen har helt andre og lyssky planer, så pludselig forsvinder Bigfoot, og sønnen Adam må derfor drage afsted med dyrevennerne for at redde både far og naturen.
Heltedåd og kvindelige superhelte
Og det slutter ikke her med heltedåd og kvindelige superhelte. Sidst i oktober får Marvelheltinden Natasha Romanoff sin egen film at boltre sig i. Vi mødte hende første gang som Black Widow, der passende er den nye films titel, i Iron Man 2. Siden er hun blevet en velkendt figur og en central del af Avengers-teamet.
To danske julefilm
En velkendt figur må julemanden også siges at være. Og i år får vi sørme glæde af to danske julefilm, som selvfølgelig lander i midten af november for at varme lidt op til højtiden. I første omgang får vi endnu en fortælling om julemandens datter i Julemandens datter 2: Kong Vinters Krystal. Ugen efter dukker Malous Jul så op på biograflærredet. Malou er en vred og frustreret ung pige, der endnu engang må flytte til en ny plejefamilie. Denne gang til øen Lunø. Malou ønsker både at komme væk fra julen og øen, og hun slår sig sammen med gårdnissen Nils for at lave så meget ballade, at hun kan få lov at slippe væk. Men langsomt begynder julefreden at sænke sig, også inden i Malou, og måske ender det alligevel med både hvid jul og lys fremtid? En film, der godt kunne være et bud på noget så sjældent som en julefilm til nogle af de større børn i vores filmklubber.
Coming of age
De ældste kan måske også glæde sig til den amerikanske indiefilm Milla, der fortæller historien om den dødeligt syge teenager, der forelsker sig i pusheren Moses. Det er efter sigende en rørende coming of age-fortælling, hvor endnu en vred ung pige lærer sig selv og sine højtprøvede forældre at leve livet hver eneste dag.
Træne lattermusklerne
Sidst på året kan vi se frem til en fortsættelse af en af 1980érnes største komediesucceser. Det sker, når Eddie Murphy vender tilbage til USA i rollen som Prins Akeem i Coming to America 2. Akeem er ved at gøre sig klar til at blive konge i Zamunda, da han opdager, at han har en søn i Queens, hvor første film jo udspillede sig. Sammen med vennen Semmi drager de nok engang til udkanten af New York. Udover Eddie Murphy er rollelisten præget af mange af de samme skuespillere som komedien fra 1988. Det bliver interessant at opleve, om filmen endnu engang kan træne lattermusklerne, og om hårproduktet Soul Glo stadig glimrer i skuespillerens tætsiddende krøller.
Nye sjæle får deres personligheder
Soul kommer der uanset hvad allersidst på året. Pixar ser endnu engang ud til at have skabt en rørende og vedkommende film, der giver stof til eftertanke. Skrevet og instrueret af manden bag Op og Inderst Inde får vi historien om Joe, der underviser et skoleband, men altid har drømt om at kunne leve af selv at fremføre musik. Et tilbud om at spille på byens bedste jazzklub kan han derfor ikke sige nej til. Men inden han får drømmen indfriet, sker der et uheld. Via en kloak ender han pludselig i en anden verden, hvor nye sjæle får deres personligheder, inden de sendes til jorden. Joe, nu i sjæleform, forsøger at vende tilbage til livet, og rejsen bliver i følgeskab med en sjæl ved navn 22, der aldrig har oplevet menneskeheden!
En film fyldt med musik og sjæl – og måske netop en nødvendig påmindelse om det smukke ved livet på Jorden efter et år, hvor hverdagens ulidelige lethed aldrig har været mere påskønnet og savnet.