Artikel

Skrevet af Flemming Riedel, Formand, idemager/iværksætter

 

 

Hvad laver de i filmklubberne, når de ikke kan vise film i december? Flemming Riedel har en forkærlighed for nisser, som naturligvis kommer hans filmklubber til gode. Men andre er velkomne til at lytte med.

En ualmindelig varm sommerdag i juli 2017 opstod ideen om at lave en række nissefortællinger. Ideen udviklede sig hurtigt til, at det skulle være i form af en lille trykt bog, som skulle trykkes i et stort oplag og runddeles gratis til indskolingsklasserne i Høje-Taastrup kommune. Inspirator var den gamle tegnefilmmand Harry Rasmussen, som bor i kommunen.

Det lykkedes at skaffe næsten den fulde kapital til projektet, og i slutningen af november kørte vi rundt til byens skoler og delte den lille blå bog med Nisse-Taars-historier ud.  

I 2021 opstod ideen om at omdanne nissehistorierne til lydhistorier, og der blev skabt kontakt til et par dygtige og rutinerede skuespillere, som var med på ideen. 

 

Lyttere landet over 

I 2022 skulle der skabes nye historier, og Nordea Fonden og DUF Lokalforeningspulje støttede ”Nissernes jul” – og det blev et tilløbsstykke med lyttere over det meste af landet. Flere end 20.000 familier lyttede med og rigtig mange forældre roste initiativet med mails som ”aldrig har det været lettere at få de små i seng til tiden for at høre om Nisse-Taars og hans venner…”

 

Daglige julepræmier

I år er det så tredje år i streg, at vi – dvs. de fire filmklubber i Hovedstadsregionen – udgiver 24 historier om Nisse-Taars, hans veninde Nisse-Line og musevennerne Vilfred og Valde på lydfiler, samt nissebadge og en julekalender i karton med låger og lodnumre på, hvor medlemmerne kan vinde en lille julegave dagligt gennem hele måneden. Biograferne, hvor klubberne normalt afvikler, har hjulpet med at skaffe præmier af alskens slags.

Skuespillerne Birgitte Raaberg og Michael Hasselflug har lagt stemmer til i alle tre ”sæsoner”, og de gør det aldeles fremragende med en varme og glød, der løfter teksterne op til et godt spændingsniveau.

 

Lyt til dagens og tidligere historier 

I år er alle historierne henlagt til Kronborg Slot, som jo både rummer spøgelser, Holger Danske og mange andre sjove historier.

Alle historierne findes på www.nissehistorier.dk – hvor man kan høre dagens historie. Her ligger også tidligere afsnit fra 2021 og 2022.

Enderne når sammen

De fire klubber, Hanen & Hønen, BUF, Hønseringen samt filmklubben Helsingør har en samlet medlemsskare på godt 4100 børn, og udgifterne til ”Nissejul på Slottet” – fordeles på baggrund af den enkelte klubs medlemstal. Forældrene yder frivillige økonomiske bidrag, så alle ender når sammen.

 

Holder fast i de gode fortællinger 

Historierne er alle skrevet af undertegnede con amor. Og selv om julen 2023 endnu ikke er slut, så er vi allerede i gang med at tænke næste års julehistorier og kalender.

December måned er biografernes store måned, hvor der ikke er plads til børnefilmklubaktiviteter, så derfor er vores nissehistorier et bidrag til dels at holde fast i eventyrfortællingerne med udgangspunkt i nisse-traditionerne samt ikke mindst at holde fast i vores medlemmer og vise dem, at filmklubben er og kan andet og mere end at formidle fem-seks sæsonfilm.

Nisserne er kommet for at blive – og de har allerede fortalt, at de glæder sig til næste års løjer. Måske din klub har lyst til at være med næste år på julekalender og lydhistorier? Kontakt Flemming Riedel på telefon 42 64 61 61 og hør nærmere.