Mig, filmkunsten og mine biffer – Mine første filmoplevelser

Pråsens erindringsserie om den første filmoplevelse eller om de første og ofte skelsættende møder med de levende billeder på barndommens aldrig mosgroede stier fortsætter med refleksioner fra forfatter Hans Hansen, som blandt mange tillidsposter også har siddet i den varme stol som børnefilmkonsulent og er Pråsmodtager anno 1992. Hans Hansen har også leveret filmmanuskripter til flere danske film, for eksempel legendariske Gummi Tarzan (1981). De tidligere artikler i Pråsens erindringsserie er skrevet af Kim Bruun, Ulrich Breuning, Anette Vibeke Jensen, Jan Frydensbjerg, Hans Peter Mehlsen, Kirsten Østergaard Nielsen, Charlotte Jørgensen, Rikke Ingemann Jensen og Marc Honoré. 

Da jeg var teenager, og et par år inden, samlede jeg på filmprogrammer og havde en anseelig kassefuld. Men så holdt jeg op. Og kassen forsvandt. Så nu har jeg ikke noget konkret at fylde i min hullede hukommelse, når jeg skal fremkalde mine første år med filmkunsten og mine biffer.

Så ægte som nogen Hollywoodkulisse

Jeg er en 1939er, så årene for denne arkæologiske strejftur pakker sig omkring 1950. En fed tid for en filmtosse, som voksede op i Kbh./F. på Roskildevej næsten på hjørnet af Magnoliavej, som går en lille smule opad og så i et langt sving nedad, indtil den bliver til Mosedalsvej. Dengang dejligt på cykel eller rulleskøjter med vind i håret. Især når målet var Valby Bio eller som den helt rigtigt hed, Valby Teater Biograf. Den havde adresse på Valby Langgade med portindgang mellem en lille Irma og vist nok en låsesmed. Inde bag butikkerne lå den i nyklassisistisk stil med imposant facade og doriske søjler. Nok så ægte som nogen Hollywood kulisse. Tre trappetrin op og så trådte man ind i en forhal med en smuk gammel billetluge. Kontrolløren havde pondus og var i ulastelig admiralsuniform. Og så ind i en lang, fin gang med smukke gulve og et spejl fra gulv til loft på den fjerne endevæg. Flere døre førte ind til den fornemme aflange sal med hele 500 røde plyssæder. Væggene var gule og prydet af guldindrammede by- og filmmotiver. Lærredet på den ene endevæg var skjult bag et tykt, foldet vinrødt velourtæppe. I den modsatte ende af salen var den fornemme loge, som man fik adgang til gennem billetkontoret, hvis man havde penge som græs.

Den vide verden

Valby Teater Biograf var alle mine skoleårs stambif, og der var ikke mange uger på året, hvor jeg ikke sled plyssæderne mindst en enkelt gang. Det vender jeg tilbage til. Men det var ikke der, de levende billeder for første gang flimrede sig vej ind i min verden. Uden en soleklar erindring, er jeg næsten sikker på, at de mange første træf med biograflærredets sugende huller ud til det uendelige fandt sted i DSB Kino – Den Vide Verden på Københavns Hovedbanegård. En fantastisk nonstop bif, som var blevet åbnet i 1935 i en gammel ventesal. Godt 300 pladser var der, og de sidste par rækker var hævet over de andre, så det var altid spændende, om der var ledige pladser dér. Hver uge bød på et nyt program bestående af ugerevyer, rejse- og naturfilm samt en tegnefilm eller Gøg og Gokke som finale. Hvis der ikke var udsolgt, kunne man når som helst træde ind i biografmørket, famle sig frem til en ledig plads og starte midt i et timeprogram. Og så kunne man blive siddende, så længe man lystede og se hele programmet igen og igen. Klart baseret på togrejsende, som skulle underholdes i en eller anden ventetid.  Men Den Vide Verden havde også sine mange faste kunder, som kom uden andet ærinde end længsel efter de levende billeder. Min far var en stor fan af ugerevyer og rejsefilm, elskede Skipper Skræk-spinat og kunne (næsten) sige som Søren Spætte, så sammen med ham frekventerede jeg de bageste rækker (helst) mindst et par gange hver måned fra mit sjette leveår. Det blev man både oplyst og klog af – skulle jeg mene.

Folkeoplysende rejsefilm

DSB Kino var et kortfilmmekka, men jeg tror også, at mine første langfilm hørte til natur- og rejsegenren. På hellige dage omkring påske og jul var bifferne lukket for almindelig fornøjelse, og kun udvalgte biografer viste folkeoplysende rejsefilm. Jeg mindes filmende globetrottere som Jens Bjerre og Arne Falk Rønne, der guidede det måbende publikum til Himalaya, Verdens tag eller til Greven af Monte Christos ø. For ikke at tale om menneskeædere i Ny Guinea eller tallerkennegre og hottentotter i junglernes dyb, hvor pythonslangerne var så store, at de kunne sluge en ko. Derfra kom også Tarzan – løvernes konge!

Vildmandens jungleskrig 

Og med ham er vi tilbage i den kulørte bif med kommercielle spillefilm. Hvert år bød på sin Tarzan-film, og i mine heftigste biffeår lagde jeg øjne og fantasi til mindst tre Tarzaner – legendariske Weissmuller (med brystmuskler næsten så store som Doris Days), Lex Barker og Gordon Scott. I de år ekkoede vildmandens jungleskrig ofte blandt Søndermarkens lyse bøgetræer. Jeg tror, at min yndlingsskuespiller var Burt Lancaster. Flammen og Pilen og Den Knaldrøde Pirat toppede hitlisten. Og måske så jeg dem ikke i Valby Bio, men i den mægtige, supermoderne Toftegaards Bio med næsten 900 pladser og nogle forrygende dobbeltprogrammer søndag eftermiddag. Så gjaldt det om i tide at få plads i køen, inden billethullet åbnede for de milde gaver og adgangen til den imponerende sal med et kæmpestort Maggie Baaring-maleri på den ene langvæg, som bød på både Fy og Bi og Fred Astaire og Ginger Rodgers.

Dans og musik

Jeg var ikke ret gammel i filmens forførende verden, før jeg fik en udsøgt smag for flotte amerikanske film med dans og musik. Singin’ in the Rain med fantastiske Gene Kelly og Donald O’Connor og Kelly igen i En amerikaner i Paris med musik af George Gershwin, som jeg havde hørt på radioen og kort efter købte som en af mit livs første klassiske skiver. Rhapsody in Blue og en ægte klaverkoncert i tilgift.

Det forjættede land

Jeg faldt nu også for dansk musik og dans i Mød mig på Cassiopeia. Ikke nær så strømmende flot som amerikanernes, men Kai Normann Andersens melodier gled fint ind i et 12årigt sind. Godt hjulpet på vej af en yndig Bodil Kjer som Polyhymnia, musikkens muse. Ellers tror jeg nok, at gamle Johannes Meyer gjorde størst indtryk som en rigtig teater-Zeus. Og tænk – det meste af filmen var optaget inde bag det lange, høje røde plankeværk, som var den fysiske grænse ind til Nordisk Film på Mosedalsvej. Og man kunne stå ved porten og holde nysgerrigt øje med ind- og udkørsel. Og man kunne høre advarende brummelyde og se røde lamper blinke på de store træbygninger – og så vidste man, at der skete ting og sager. Den fysiske grænse måtte man holde, men fantasien fløj så let som nogen fugl over alskens plankeværker og skabte fantastiske filmoptagelser. Jeg tror faktisk ikke, jeg forestillede mig, at jeg senere i livet skulle bruge masser af arbejdstid inde i det forjættede land.

Mislykket rødgrød

Danske familiefilm og folkekomedier var sikre hit i Valby Bios repertoire. Og selvom kloge filmanmeldere kunne kalde en ny Morten Korch-film for ”mislykket rødgrød”, så stod jeg gerne i kø for at kunne slå rumpen i et af de fine plyssæder, når Poul Reichhardt, Tove Maës, Peter Malberg, Ib Schønberg etc. etc. etc. fyldte lærredet, og i De røde heste, som åbnede festen, var det selveste Gunnar ”Nu” Hansen, der speakede historiens forgældede helt til sejr i det afsluttende, hæsblæsende travderby. Hvad mere kunne man forlange?

Savsmuld og kærnemælk

Min gamle mormor boede på Langelandsvej, og der lå en lille bif, som i folkemunde hed Loppen, men i biografannoncerne optrådte under det fornemmere navn Apollo Teatret. Hvis søndagens kaffebord hos mormor blev livstruende kedeligt, kunne det godt ende med en tur i Loppen. En biograf, som ikke havde noget lærred, men viste de levende billeder på en væg, som man påstod var lavet af savsmuld og kærnemælk. Jeg erindrer biffen som loppe-lille og mener, at man på de første rækker sad på bænke uden rygstød. Jeg har senere læst, at der var plads til små 200 i Loppen, men det betragter jeg som en trykfejl – eller også må vi virkelig have siddet lårene af hinanden!

Udvidet bifferadius

Da jeg blev tretten-fjorten år, udvidedes min bifferadius betydeligt, og især blev baggårdsbiografen Vester Bio, som lå langt inde ad Vesterbrogade og altid spillede dobbeltprogrammer, en meget yndet bif. Her gjaldt det om at få plads på balkonen, så man ikke i tide og utide fik smidt noget i hovedet, hvis man var så uheldig kun at kunne få plads i salen. I Vester Bio stod den først og fremmest på en uendelig række Hopalong Cassidy-westerns, som kvalitetsmæssigt blev overgået af film i samme genre med stjerner som Gary Cooper, John Wayne og Alan Ladd. I en helt anden boldgade fik jeg set franske Fernandel med hesteansigtet i Don Camilos lille verden og Don Camilo vender tilbage.

Fest og farver, fryd og frygt

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde gemt alle mine pragtfulde filmprogrammer. Så havde jeg kunnet fylde en mængde fest og farver, fryd og frygt i glemslens sorte huller. Nu kan jeg blot fornemme, at min lille fortælling på det skammeligste svigter perlerækker af oplevelser. Sikkert også nogle enkelte skelsættende. Borte har taget dem, men jeg ved, at der kun skulle et lille bitte skub (et lille bitte filmprogram) til for at få dem til at blomstre på erindringens losseplads.

Men en fest, det var det

Ved nærmere eftertanke må nationalklenodiet Fyrtøjet, den første danske tegnefilm i spillefilmlængde med premiere i 1946, have været en af mine allerførste biografoplevelser. Min erindring er tåget, men jeg er sikker på, at min far var overbevist om, at jeg havde godt af at se heksen miste hovedet! Og det havde han ret i. Filmene i min barndom og teenagetid var fyldt med hjertebanken og sindsoprivende spænding. Af skønhed og mystik i spolevis. Tusinder af kilometer gennemskinnelig strimmel. Det hele findes i tågerne, det støjer i hjernekassen: Disney, Chaplin, samuraier, Afrikas dronning, Sabu og flyvende tæpper, Bob Hope og Bing Crosby! Mange nævnt, endnu flere glemt – men en fest, det var det!