Artikel
Skrevet af Lars Werge / Danske Biografer
Lad mig vove en påstand: Er man bare en lillebitte smule ramt af biografbacillen, og er man tilmed nærmere 50 (eller derover) end 40, så står det italienske melodrama Mine aftener i Paradis ret tydeligt i erindringen. Den italienske film Cinema Paradiso fra 1988 blev instrueret af Giuseppe Tornatore, og den fortæller fint og rørende om de oplevelser, man som barn og påvirkelig sjæl kan få i en biograf – oplevelser, der kan præge én for resten af livet.
Hjem-ude-hjem
For de læsere, der ikke måtte have set filmen, følger her et kort resumé:
Den berømte italienske instruktør Salvatore di Vita kommer hjem til sin kæreste, der halvt i søvne fortæller, at hans mor har ringet med besked om, at en mand ved navn Alfredo er død. Det kaster Salvatore tilbage til fortiden, 35 – 40 år tidligere, hvor han som 8- – 10årig dreng knytter bånd til den midaldrende Alfredo, der er operatør i biografen i den sicilianske by, de bor i. Selve fortællingen i filmen er der ikke grund til at dykke meget dybere ned i. Den er bygget over den klassiske hjem-ud-hjem-skabelon, hvor Salvatore er draget væk fra Sicilien og blevet berømt og ikke vender tilbage til sin fødeø og -by, før manden, der asfalterede Salvatores vej til berømmelse ved at lære ham alt om filmens fascinerende verden, er død. Og så drager Salvatore til sidst hjem igen og har fundet fred med sin fortid.
Barnets kærlighed til filmen
Så når jeg tillader mig at indlede dette indlæg med at vende tilbage til min egen fortid som ung voksen omkring 1990, hvor jeg i øvrigt helt sikkert har set Mine aftener i Paradis i den århusianske biograf Øst for Paradis, fordi jeg boede i Aarhus på det tidspunkt, er det fordi netop dén film indkapsler og udkrystalliserer barnets kærlighed til filmen.
Små frø af biografens magi
Det er lignende følelser, som Danske Biografers knap 170 medlemsbiografer rundt om i hele landet håber, at vi kan vække i de børn, der bruger vores biografsale i regi af DaBUF. Det er et samarbejde, som Danske Biografer sætter meget højt, at vi kan være med til at plante de små frø af biografens magi hos de små og større børn. På den måde håber vi, at vi sammen med DaBUF kan være med til at opdrage børnene til, at de også som unge og voksne ser film i biografen.
Skelsættende år
Der er ingen tvivl om, at 2020 har været et fuldstændigt skelsættende år for både DaBUF, Danske Biografer og samfundet som sådan. Hos børnene har det udmøntet sig i, at de har skullet gå i skole derhjemme, og i mange tilfælde er de måske også til dels blevet undervist af deres forældre eller andre, der også har skullet få en dagligdag til at fungere på ændrede vilkår som følge af corona.
Hermetisk lukket
Én af forandringerne for rigtigt mange danskere er, at de ikke har kunnet gå i biografen i 2½ måned i foråret. Fra midten af marts til slutningen af maj var de danske biografsale hermetisk lukket for omverdenen, og herefter stod den på en tøvende genåbning på et tidspunkt, da skoler og institutioner enten ikke var genåbnet eller på vej til sommerferie.
Rammer, krav og restriktioner
Derfor var det med stor spænding, at både DaBUF og Danske Biografer i eftersommeren så den nye sæson i møde. Og her betød det desværre rigtigt meget for samarbejdet, at coronasmitten igen steg, og at myndigheder og politikere strammede både retningslinjer og retorik i flere omgange. For i det forløb mistede nogle af politikerne og myndighederne desværre overblikket. De danske biografer har fra første dag af genåbningen været underlagt en række rammer, krav og restriktioner, der har skullet efterleves for, at man som biograf kunne blive og være undtaget de generelle krav – eksempelvis det til enhver tid gældende forsamlingsforbud.
Afspritning og afvaskning
Disse retningslinjer har medført, at de fleste biografsale kun har kunnet fyldes til en kapacitet mellem 50 og 65 %. Gæster, der kommer sammen til biografen, kan sidde sammen ved siden af hinanden, og så skulle der være et sædes afstand hen til de næste gæster på samme række. Senere kom der påbud om at bruge mundbind, maske eller anden form for værn, men dette gjaldt alene gæster på +12 år. Personalet i biograferne har løbende med stor ansvarlighed sørget for afspritning og afvaskning af overflader med videre, og der er blevet gjort ekstra meget rent. Alt sammen har haft som resultat, at der med udgangen af oktober måned, altså omkring otte måneder efter de første tilfælde af coronasmitte blev konstateret i Danmark, ikke var konstateret ét smittetilfælde, der kunne henføres til en biografsal.
Formiddag eller eftermiddag i Paradis
Danske Biografer er på den baggrund ærgerlige over, at nogle DaBUF-foreningerne har været lidt tilbageholdende. Vi har forståelse for, at man forvalter et stort ansvar for børnene og de unge mennesker, men det betyder desværre, at 2020/2021-sæsonen for flere klubbers vedkommende bliver på et nedsat blus i forhold til normale år. Og dem er der jo heldigvis flest af. Så jeg håber på Danske Biografers vegne, og i øvrigt også af mange andre årsager, at vi snart kan se en ende på coronavirus i den nuværende form, hvor der er mange restriktioner og påbud og ingen vaccine. Sker det, vil vi forhåbentlig i 2021/2022 kunne gå en mere almindelig sæson i møde. Et år, hvor vi i biograferne igen kan være med til at forme de mange glade og forventningsfulde børn og unge til endnu en aften – nå ja, så formiddag eller eftermiddag – i Paradis!