Artikel
Skrevet af Mariella Harpelunde Jensen
Mariella Harpelunde blev valgt som DaBUFs forperson i april i år. Efter et halvt år med nye samarbejder, udskiftninger og planer for fremtiden deler hun her sine refleksioner over arbejdet i foreningen – og sin vision for, hvordan DaBUF kan stå endnu stærkere i de kommende år.
Mens I ude i filmklubberne er i gang med årets filmvisninger med masser af glade børn og slikposer, går jeg i disse dage ind i min syvende måned som forperson for DaBUF. Jeg leder den nye bestyrelse, som består af fem nye og fem rutinerede medlemmer. Der er en god balance mellem øst og vest, solid viden om foreningen og nye tanker – og det tegner godt.
Vi har efter landsseminaret startet arbejdet i de forskellige udvalg, og vi har stort fokus på, hvordan foreningen kan bruge 75 års jubilæet i 2027 til at skabe bedre økonomi og synlighed for foreningen i Danmark.
Nye tider på sekretariatet
Sekretariatet er hjertet i DaBUF, og det var med sorg, at jeg i september modtog Kine Bjaaland Dahls opsigelse efter 12 år på sekretariatet. Samtidig kunne vi i bestyrelsen også mærke vores store respekt for Kines ønske om at søge nye udfordringer. Kines bidrag til foreningen har været helt unik, og vi ønsker hende alt godt i hendes nye stilling på BUSTER Filmfestival.
I bestyrelsen har vi prioriteret at samle kræfterne om at finde en ny dygtig sekretariatsmedarbejder. Denne opgave har vi prioriteret over alle andre aktiviteter, både for at støtte op om Janne samt for, at I i klubberne hurtigst muligt fik et funktionsdygtigt sekretariat, I kan trække på.
Der var i alt 34 ansøgere til stillingen, og vi endte med at have seks højt kvalificerede personer til samtale, før vi besluttede os for at ansætte Ditte Drehn.
Ditte har erfaring med både sekretariatsarbejde, events og projektstyring fra sit arbejde med Robert Prisen, Det Danske Filminstitut, Roskilde Festivalen og frivilligt arbejde i foreningen Moving PictureHaus, som bl.a. har arrangeret Open Air-visninger af de legendariske Olsen-banden film i Vridsløselille.
Ditte starter på sekretariatet 3. november og bliver tovholder på landsseminaret 2026, og I vil selvfølgelig stifte bekendtskab med hende, hvis I kontakter sekretariatet, hvor hun passer telefonen sammen med Janne. Hun er en kapacitet, og jeg glæder mig til samarbejdet. Tak til Carsten Bräuner fra bestyrelsen og Janne for god sparring og samarbejde i ansættelsesforløbet.
Nye partnerskaber
I den nye bestyrelse arbejder vi først og fremmest med det lokale og klubberne, og vi kigger netop nu nærmere på, hvordan vi kan støtte op om de lokale udfordringer med moderniseringen af biograferne (mindre sale = behov for flere frivillige hænder), men også den høje filmleje og udfordringerne omkring uddeling af trykte programmer. Hvis I har inputs til dette arbejde, så kontakt endelig sekretariatet, som kan sende jer videre til mig.
Jeg og bestyrelsen knytter i denne tid stærkere bånd til de centrale partnere på børnefilmområdet, bl.a. Det Danske Filminstituts nye børne- og ungdomsafdeling, bl.a. i forhold til arbejdet med Børnebiffen, som DaBUF jo driver i samarbejde med Filminstituttet, men også et nyt tæt samarbejde med Michael Valentin og Danske Biografer – som er biografernes brancheforening for alle biografer i Danmark, fra de helt små til de store multiplexer.
Dette gør vi for at kunne have diskussionerne om, hvordan vi kan styrke biografkulturen for det yngste publikum i et fælles forum, så DaBUF kan sikre de lokale klubbers fremtidige finansiering fra et stærkere udgangspunkt. Sammen med de andre organisationer er vi nemlig stærkere.
DaBUF i DUF – og DUF i DaBUF
Jeg ser som forperson også nærmere på samarbejdet med DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, som jo spiller en afgørende rolle ift. DaBUFs økonomi, men som også kan støtte op om DaBUFs arbejde ift. vores forenings synlighed for politikerne lokalt og i Folketinget.
DaBUFs nye repræsentant i DUF, som afløser Helena efter to år (Helena har fået travlt på studiet i Odense), bliver en del af vores forening fra november, men jeg kommer som forperson til at deltage i flere af møderne her i begyndelsen, da det er centralt, at DUF respekterer og forstår vores forenings egenart og kulturelle særkende.
DaBUF skal kunne være “sig selv” i Dansk Ungdoms Fællesråd; kun sådan kan vi gøre en forskel for dansk børne- og ungdomsfilmkultur.
Ungeindsatsen
Næstforperson Julie Tjalve, som er en af DaBUFs lysende stjerner, har forladt sin post som koordinator af DaBUFs ungeindsats, da hun jo er blevet næstforperson i DaBUF – og heldigvis er Sigrid Ryhl Danielsen trådt til.
Sigrid har en baggrund i Husets Børnefilmklub og har arbejdet som producer på flere kortfilm. Hun har overtaget ledelsen og driften af ungeområdet i DaBUF med bl.a. nyt fokus på deltagelse i OFF – Odense Internationale Kortfilmfestival, landsseminar og andre aktiviteter.
Sigrid samarbejder også fremover med BUSTER Filmfestival ift. børnejury-arbejdet under festivalen hvert år i oktober, hvor vi ønsker at gøre en indsats for at tiltrække flere DaBUF-børn og unge fra hele landet til juryarbejdet. Det er et stort ønske fra min side, at juryen ikke udelukkende er københavnsk.
En stærk foreningskultur
Som I nok kan læse af teksten her, er der sket meget på 200 dage.
DaBUF – Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber – er en af de store frivillige foreninger for børn og unge i Danmark. På linje med tusindvis af spejder- og idrætsledere skaber vi i de lokale filmklubber oplevelser og fællesskab i hele landet år efter år.
Det er imponerende og udtryk for en stærk foreningskultur og dygtige frivillige. Lige nu arbejder I allesammen ude i klubberne med at give tusindvis af børn gode oplevelser i biografmørket. Tak for jer og jeres arbejde.
Jeg er stolt over at stå i spidsen for foreningen og lover fortsat at gøre mit bedste i arbejdet for DaBUF.