Artikel
Skrevet af Lise-Lotte Bjørkholt & Kirsten Østergaard Nielsen
Foto: Kirsten Østergaard Nielsen
I juli samlede vi 21 unge i alderen 11-14 år fra Sverige, Norge, Grønland og Danmark til en uge med filmproduktion og workshop på Møn. Læs om oplevelserne med filmskabning for unge og se de tre superseje nordiske kortfilm med mystik og gys
I sommer blev Nordisk Filmcamp 2022 afholdt på Møn med 21 unge i alderen 11 til 14 år fra Sverige, Norge, Grønland og Danmark. Et af formålene var en fællesnordisk udveksling med mulighed for at møde de andre kulturer og sprog. Det var ikke altid nemt at forstå oplæg og instrukser på et andet sprog, men suppleret af fagter, gode grin og engelske gloser indimellem, så forløb den interskandinaviske kommunikation rimelig godt.
De 21 unge blev inddelt i tre grupper med egen instruktør og assistent. De blev undervist i teknisk udstyr, i kameravinkel, lyd og lys osv. Grupperne fik hver sin base, hvor de kunne mødes over en computer. I øvrigt kunne de udnytte området, ude og inde, oppe og nede (dog ikke naboens kornmark, der ellers fristede til en gåtur).
Stemning af mystik og gys
Vores opholdssted var Teater Møn, en nedlagt skole, der nu ejes af Tilde og Peter; et ægtepar med sans for teater, drama og kreativ udsmykning. Stedets mange værelser, lange gange, kælderrum – og den alternative indretning inspirerede åbenbart alle tre grupper til film med mystik – og lidt gys.
Trods lidt sprogforbistring fandt de unge hurtigt sammen om idéudvikling og manuskript, hvilket imponerede filminstruktørerne. De tre dygtige filmmagere havde hver sin tilgang, pædagogiske vinkel og stil.
Klar til den store premiere
I løbet af ugen blev der udviklet idéer, lagt planer, filmet, klippet, filmet igen, redigeret og tekstet i mange timer. Filmene skulle være færdige til visning på femtedagen, for her var der nemlig aftalt premiere i Bio Møn i byen Stege om eftermiddagen. Den røde løber var rullet ud til reception med sodavand og chips, da de stolte unge fik vist deres film på det store lærred. Det var en herlig oplevelse.
Det blev til tre kortfilm på 5-8 minutter. To af filmene kom til at kredse om den grønlandske myte om en ”Qivittoq”; en person med magiske evner, som går i ét med naturen. Den tredje film udkom i forklædning som et computerspil.
Se de tre kortfilm:
Mere end bare film
Der var også tid til ferie og tid til at lære hinanden at kende ind imellem optagelserne. Vejret var skønt, så vi havde udflugt til Møns klint, den nærliggende strand og Klintholm havn. Til inspiration havde vi oplæg om FN’s 17 verdensmål og en aften med stunttræning. Madmor Christine sørgede for en bæredygtige madplan, og hver morgen startede vi med fællessang, som blev en større succes, end vi havde turde håbe på.
Egentlig var det jo modigt, at så mange unge i en sårbar aldersgruppe turde rejse til det sydlige Danmark for at komme på filmlejr. Men, som vi kan forstå på de meget positive evalueringer, har deltagerne nydt opholdet og hinandens selskab – og så har de lært noget om at lave film. Som norske Emilie efterfølgende har sagt: ”hver gang jeg ser en film nå, tænker jeg ’Oi, det der må ha tatt skikkelig lang tid’ ”.
En stor TAK
JA, vi gjorde det. Vi fra DaBUF’s Internationale udvalg fik søgt fonde, planlagt og gennemført Nordisk Filmcamp 2022. Vi var inspireret af Nordisk Filmcamp 2014, som også blev afholdt på Møn, så det var uvurderligt nok en gang at have Judith Breuning med som lokal konsulent og Filmfabrikken som stor samarbejdspartner.
Tak til gode samarbejdspartnere fra BUFF i Sverige, Film.gl fra Grønland og Norsk Filmklubforbund. Og stor TAK til alle, som frivilligt brugte en uge af sommerferien for at holde Nordisk Filmcamp 2022 i gang.
At hele projektet lykkedes, skyldes ikke mindst de indkomne bidrag fra vores sponsorer: Nordisk Kulturfond; A.P. Møller Fond; NUBF (Nordic Youth in Sustainable Communities) og Film i Skåne AB. Vi er meget taknemmelige for støtten!
Nu med flere erfaringer i bagagen fra den vellykkede gennemførelse satser vi på at kunne gennemføre en Nordisk Filmcamp igen i 2023. Vi glæder os til at sende en invitation ud til Jer.
Læs mere om de unges uge på Nordisk Filmcamp og arbejdet bag i Pråsens årsnummer til december.