Artikel
Skrevet af Anette Vibeke Jensen
Hvor skal vi hen med dansk film? Det har politikerne på Christiansborg nu taget stilling til med ny filmaftale for de næste fire år. Det ligner en god aftale for mere og bredere indhold til børn og unge.
Den danske filmbranche er i krise, og det ser vi bl.a. med den nylige konkurs af Copenhagen Bombay Production og Deluca Film. Det danske filmudbud til børn og unge er også nede på sit laveste. Men nu skal krisen forhåbentlig vendes. Under overskriften “En stærk filmnation” har Kulturministeriet offentliggjort en ny filmaftale, som er gældende de næste fire år – fra 2024 til 2027.
Der er afsat 622 mio. kr. til området hvert år. Dertil forventes, at kulturbidraget giver branchen ca. 98 mio. kr. om året fra 2025 til film-, serie- og dokumentarområdet. Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidtet er det den største enkeltstående investering i dansk film i mere end 20 år:
“Som kulturminister finder jeg det bydende nødvendigt, at der ikke kun vises film fra Hollywood, for danske film er med til at skabe sammenhold og sammenhængskraft. Med aftalen tilfører vi derfor den største økonomiske investering i dansk film i to årtier og sikrer, at der også fremadrettet kan laves danske film af høj kvalitet til glæde for alle danskerne. Vi har desuden haft fokus på at lave en aftale, som giver gode stabile rammer for branchen og samtidig giver talenterne mulighed for at spire og gro. “
Styrkelse af film til børn og unge
Aftalen lægger op til, at der skal gøres en særlig indsats for at sikre produktionen af dansk kvalitetsindhold til børn og unge. I løbet af det næste år skal der derfor lægges en ny strategi for støtte til film og indhold målrettet børn og unge. Dette skal ske ved inddragelse af centrale brancheaktører, unge talenter og målgruppen.
Det skal også drøftes og defineres, hvad der forstås ved film til børn og unge. Et spændende spørgsmål.
Mere støtte på tværs af platforme og genrer
Som en del af aftalen skal det undersøges, om der kan laves en ny og mere fleksibel støtteordning til børn- og ungeområdet. Det Danske Filminstitut ønsker en ny samlet ordning, der skal gøre det muligt at tænke på tværs af genrer, formater og platforme, så vi sikrer, at børn møder godt dansk indhold på de platforme, børn og unge anvender.
Trygge rammer og sikring af nye talenter
Børn og unge spiller heldigvis en central rolle i den nye filmaftale. Aftalen går fx også ind og sikrer trygge rammer og arbejdsvilkår for børn og unges medvirken i film. Samtidig ønsker man at videreføre Station Nexts nuværende aktiviteter, så unge fortsat opfordres til at formidle egne historier. Og der afsættes midler til støtte af filmværksteder og foreningsuddannelserne 18Frames, Super16 og Super8, placeret i Odense, København og Aarhus.
Aftalen er vedtaget som et bredt forlig mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Læs hele aftalen: “Filmaftale for 2024-2027: En stærk filmnation”