Artikel

Skrevet af Anette Vibeke Jensen

 

 

Den 1. september er Kirstine Vinderskov tiltrådt som ny konsulent for spillefilm med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm. Vi mødte hende ved hendes tiltrædelsesreception på DFI.

Direktør for Filminstituttet, Claus Ladegaard, fortalte i sin velkomsttale, at Kirstine i sin ansøgning skrev, at man med hende fik en konsulent, der vil støtte film, børn ikke bare bør se, men derimod vil se.

Og det er ikke erfaring Kirstine mangler. Kirstine Vinderskov kommer fra en stilling som direktør for børneområdet i Nordisk Film Distribution, hvor hun har haft ansvar for udvikling af børne- og familiefilm og tv-serier. Samme sted har hun været kanalredaktør for Oiii, et børneunivers, der distribueres på tv2Play i både Danmark og Norge. Tidligere har hun desuden bl.a. været chef for DR Ramasjang og DR Ultra og udviklingsredaktør på børnebogsforlaget Carlsen. Hun kommer altså til DFI med en årelang karriere inden for mediebranchen med et fast fokus på godt indhold til børn.

 

Hvilke film kan vi forvente

Kirstine fortalte, at hun vil have fokus på børnene. “Vi skal ikke lave film til vores eget indre barn, men vi skal lægge vores voksensyn bag os og være oprigtig interesseret i deres verden.”

Kirstine fortsætter: “ I Danmark er vi gode til hverdagsdrama og humor, men måske er vi mindre gode til de film som flytter børn ud af den kendte verden. Jeg savner film, som er larger than life, fantasifulde og har et særligt krydderi, hvor ting kan ske, som de ikke sker i den hverdag, de kender. De små har alt dette i animationens verden, men hvor er den slags fortællinger til de større børn? “

 

Med rødder i børnefilmklubberne

Efter at have hørt Kirstines tiltrædelsestale glæder vi os i DaBUF til at følge hendes arbejde og ikke mindst til de film, som vil blive produceret de kommende år. Da vi kort ønskede Kirstine tillykke efter receptionstalerne, kunne hun fortælle os, at hun har gået i børnefilmklub i Gentofte som barn og generelt oplever, at DaBUF gør et enormt og vigtigt arbejde for, at flere børn får den helt særlige oplevelse det er at gå i biografen.

 

Tak til Lotte Svendsen

Samtidig blev der sagt farvel til Lotte Svendsen, som Kirstine nu afløser. Lotte Svendsen har startet hele 17 spillefilm i løbet af de seneste 5 år og hermed sat et tydeligt præg på området. Tværmedielle projekter til børn er fx begyndt at fylde mere og mere, og sammen med DR har hun bl.a. været med til at skabe et univers om fem ADHD-trillinger. Til filmen Robotbror (Nørgaard, 2022) er der også udviklet en spil-del, så filmen fik to ben at stå på.

Herudover har hun bl.a. støttet film som Mugge & hans mærkelige hjerne (Wulff og Morgenthaler, 2022), Lille Allan – den menneskelige antenne (Fick, 2022), Elsker dig for tiden (2022) og Jomfruer fra rummet (Molde-Amelung, 2023).