
Artikel
Skrevet af Anette Vibeke Norsk-Nielsen
Kær ven af DaBUF, Tone Mygind Rostbøll, bliver ny programchef for BUSTER Filmfestival.
Den 1. marts 2025 starter Tone Mygind Rostbøll som ny programchef for BUSTER Filmfestival. Tone har gennem hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med at engagere børn og unge, senest som kort- og dokumentarfilmkonsulent for børn og unge på Det Danske Filminstitut. Nu skal hun være med til at tegne det fremtidige program, identitet og kunstneriske udtryk for nordens største børnefilmfestival .
Tone Mygind Rostbøll siger:
”BUSTER skal forstørre biografoplevelsen for vores næste generation af filmelskere og vise film, der skærer igennem larmen og spejler børn og unges komplekse livsverden, så de føler sig set, hørt og mødt. Som børnefilmfestival skal BUSTER sætte et markant aftryk og repræsentere en stærk børnefilmbranche i et land kendt for vores gode historier til børn. Vi skal være en festival, hvor børnefilm tildeles den ære, de fortjener, og hvor branchen mødes og sætter børnefilm på dagsordenen.”
I DaBUF kender vi Tone som en sprudlende ildsjæl, der var med til at starte Hodja Nørrebro Børnefilmklub med fokus på at engagere særligt børn med anden etnisk baggrund.
Som en del af DaBUFs bestyrelse bragte hun i 2013 filmklubben til Jordan og spredte uforglemmelig meget glæde for en stor gruppe børn i flygtningelejr. Samme år holdt hun generalforsamlingen tryllebundet med fortællinger fra netop udflugten til Jordan sammen med det andet bestyrelsesmedlem, Susanne Rørvig.
Vi håber igen at opleve Tones smittende fortælleglæde, og så glæder vi os ualmindeligt meget til at genoptage det gode samarbejde.