DaBUFs Historie

Historien bag Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber – DaBUF – starter for så vidt allerede en del år før foreningen stiftes.

Faktisk begynder børnefilmklubbernes danmarkshistorie allerede cirka 25 år efter filmens fødsel. I 1920’erne starter man nemlig de første skolebio-ordninger.

I 1940’erne oprettes så de første regulære børnefilmklubber. Disse er dog drevet af biograferne selv, og selvom de har fokus på at højne kvaliteten af de film, der tilbydes børn, er de stadig kommercielt orienterede.

De første filmklubber af filantropisk karakter bliver oprettet i 1948, og i et forsøg på at udbrede denne filmklubmodel bliver Danske Børnefilmklubbers Landsforening (der sidenhen bliver til DaBUF) stiftet i 1952. Senere dannes der et samarbejde mellem Danske Børnefilmklubber og de biograf-drevne filmklubber. Først under navnet Dansk Børnefilmsamvirke i 1955, og to år efter i 1957 omdannes samarbejdet til en reel organisation under navnet Sammenslutningen af Danske Børnefilmklubber.

Befolkningens begejstring for filmmediet og biografoplevelsen i 1950’erne er stor. Det går derfor også godt for Danske Børnefilmklubber, der hen mod slutningen af årtiet har ca. 35.000 medlemmer fordelt på 37 klubber.

1960’erne byder især på fascination af tv-mediet, og det er måske derfor, at der ikke er den store medlemstilvækst i børnefilmklubberne.

Stilstanden varer dog kun ind til 1970’erne, hvor organisationen i 1975 runder 150.000 medlemmer. 1970’erne er også perioden, hvor den første danske filmlov fra 1964 erstattes med en ny. I denne nye filmlov fra 1972 skabes der mulighed for også at give støtte til børnefilm, og i forlængelse af dette bliver der i det nyoprettede danske filminstitut i 1976 ansat en børnefilmkonsulent.

Ved indgangen til 1980’erne forbedres forholdene for børnefilm endnu engang ved den nye filmlov i 1982. I denne periode bevæger Danske Børnefilmklubber sig også hen mod at være en mere markant film- og kulturpolitisk organisation. I 1983 stifter Danske Børnefilmklubber eksempelvis ‘prås-prisen’, der gives til personer, der har gjort en særlig indsats i forhold til produktion eller formidling af billedmedier til børn og unge.

I 1990’erne ligger medlemstallet på godt 60.000, og ellers byder årtiet på, at Danske Børnefilmlubber som idébestemt børne- og ungdomsorganisation bliver medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Først i 1994 som observatør, og sidenhen som fuldgyldigt medlem i 1996.

Generalforsamlingen i år 2000 bringer navnet Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber med sig. Men det er dog ikke kun navnet, der er anderledes i det nye årtusinde. DaBUF befinder sig også i et forandret mediebillede, der er langt mere heterogent end tidligere. Der er stor forskelligartethed både i udbuddet af film, formaterne og distributionsplatformene. Ligesom der også finder en stigende demokratisering af filmmediet sted.

For mange flere børn og unge er det ikke bare blevet lettere at få mulighed for at opleve film, det er også blevet lettere at give sig i kast med selv at producere film. DaBUFs arbejde fortsætter derfor med at omfavne denne nye medieverden, og bruge den som springbræt til at endnu flere børn og unge får gode filmoplevelser i filmklubbernes fællesskab.