Postkort fra en filmfestival

Vi har her samlet tre fortællinger om glæder og sorger ved at være på filmfestival i Syditalien. Fortællingerne fra årets Giffoni-festival er skrevet af jurymedlemmer, Asta og Becca, og DaBUFs chaperone, Kirsten. 

Astas fortælling 

Inden jeg skulle af sted til Giffoni, fik jeg kontakt til min vært Sarah. Vi skrev sammen på Gmail og WhatsApp, det var mega spændende at skrive med hende, og en super god ide, da vi derfor kendte lidt til hinanden, inden vi mødtes. Jeg havde også et zoom-møde med hende, så jeg kunne se, hvordan hun så ud og snakke med hende rigtigt. Jeg var selvfølgelig meget spændt og måske også lidt nervøs, men for mig hjalp det, at vi havde snakket sammen på forhånd.

Turen derhen 

Jeg var selvfølgelig spændt på at rejse uden min familie, men jeg var i trygge hænder hos Lise-Lotte og Kirsten, jeg blev også hurtigt gode venner med de andre to unge, som skulle af sted (Caroline og Becca).

Da vi landede i Napoli tog det hele dog en drejning, da vi alle 5 mistede vores bagage. Vi fik heldigvis vores kufferter tilbage 3 dage senere, og indtil da lånte jeg tøj og tandbørste af min værtsfamilie.

En international gæst 

Det var sjovt at være “Asta fra Danmark” og ikke bare Asta. Det var selvfølgelig lidt kedeligt nogle gange at være den eneste internationale i vennegruppen, jeg blev en del af, da de fleste i gruppen kun kunne få ord på engelsk. Til gengæld fik jeg en masse opmærksomhed og ros om mit udseende, og det er jo klart, når de alle har brunt hår, lysebrun hud osv, mens jeg er det helt modsatte. Jeg synes faktisk, at de fra festivalen har gjort deres bedste for at oversætte tekster og film til os internationale.

Min værtsfamilie

Jeg boede i et hus hos min værtsfamilies bedstemor, og når vi var fuldtallige, var vi 10 personer. Hvilket er meget mere, end hvad jeg er vant til. De holdt meget godt øje med, hvor meget jeg spiste. Hvis jeg kun spiste én portion af aftensmaden, havde de alle sammen rynkede bryn. Og jeg vidste, at jeg måtte fylde lidt ekstra mad ned. De var vildt søde og imødekommende, de var især ivrige efter at fortælle om deres smukke by, og spurgte mig også om Danmark. Lige så snart min familie fik at vide, at min kuffert var væk, tog de mig med ud for at købe noget undertøj og nattøj, det var så sødt af dem. Sarah viste sig også at være mega sød i virkeligheden, og vi mindede meget mere om hinanden, end jeg havde troet. 

Min hverdag i italien  

Hver dag spiste jeg små muffins og cookies til morgenmad. Det syntes jeg, var vildt mærkeligt! Efter det skulle vi se en film i biografen sammen med de andre juryer, resten af dagen rendte vi bare rundt i byen og var sammen med Sarahs venner. Hver dag efter aftensmad tog vi i byen og gik rundt. Det var meget anderledes end det, jeg er vant til. Da jeg aldrig plejer at gå rundt i Danmark kl 22. Jeg  var helt vildt med stemningen i byen om aftenen. Nogle aftener kunne jeg virkelig blive træt, det var Sarah heldigvis meget god til at lytte til.

Oplevelsen  

Det har været en helt fantastisk rejse, og jeg kan stadig ikke helt fatte, at jeg har oplevet det. Jeg føler, at jeg har fået udvidet mine evner for at bedømme film, være mere selvstændig og at snakke engelsk

Astas anmeldelse af Dídi

Dídí er en Amerikansk komedie/drama

Den er skrevet, instrueret og produceret af af Sean Wang og kom ud i 2024

Filmen foregår i sommeren 2008

Dídi handler om en teenagedreng, der hedder Chris. Chris elsker at være sammen med sine venner og lave videoer til sin youtube kanal. Han går igennem en masse ting, man selv kan genkende ved at være teenager. F.eks. kæmper han med forelskelse, venskab og at passe ind.  bliver forelsket i pigen Madi, og Chris søger vennernes hjælp til, hvad han skal gøre. 

Deres plan går dog ikke som smurt, og det bliver hurtigt akavet mellem ham og Madi. Samtidigt har Chris ikke særlig godt kendskab til sin storesøster og mor. Han bliver træt og irriteret over, at hans mor bare ikke vil lade ham være, selvom hun kan se, at der er noget galt. På et tidspunkt opdager han, at hans bedste venner hellere vil være sammen med piger end ham, derfor må han finde nogle andre at være sammen med. 

Noget ændrer sig, da han en dag møder nogle skaterdrenge, som mangler en kameramand. Skaterdrengene er både ældre og sejere end Chris, derfor må han finde ud af hvordan han skal opføre sig omkring dem, og om han måske skal lyve lidt for at virke sejere? Han kæmper meget med, hvem han er, hvem han skal hænge ud sammen med, og det kan jo hurtigt ende op med, at han bliver helt alene. Filmen handler også meget om Chris’ mor. Det viser sig, at hun også tvivler på sig selv, for hvad skal man gøre, når ens dreng bliver teenager og synes, at man er dum og gør alting forkert?

Min mening om filmen 

Jeg synes, det var en vildt god film! 

Filmen viser meget godt hvad mange teenagere går igennem, altså fx det med, at man gerne vil virke sej, eller cool, og at det altid ender med at man “fucker up”. Jeg er også vildt glad for Chris’ udvikling igennem filmen. Jeg synes, at det er dejligt at se hovedpersonens relationer, altså hans forhold med hans mor, venner osv. Noget, jeg er ret vild med, er, at de viser så meget kærlighed i filmen, både moderens kærlighed til Chris, men også Chris’ forelskelse i Maddi. Jeg er glad for, at der var forelskelse med i filmen, fordi det er en stor del af at være teenager, men jeg er også glad for, at det ikke var for dominerende i filmen, da det er oftest i film om unge mennesker, at det er hele filmen, der handler om forelskelse og kærlighed.

Jeg var godt underholdt, da den både var humoristisk og nem at følge med i, jeg blev virkelig grebet af stemningen. Jeg er især glad for slutningen, da det hele ikke ender “godt”, men at Chris endelig kan begynde forfra i sit liv.

Kameravinklerne var helt fantastiske, fordi vi fik lov til at se filmen fra en masse forskellige vinkler! Jeg var helt blæst bagover af vinklerne, fx når moderen laver mad og vi ser små nærbilleder af kødet, der bliver stegt, salaten der bliver skyllet osv. Jeg vil helt klart anbefale dig at se den, jeg er i hvert fald sikker på, at jeg kommer til at se den nogle gange mere.

Beccas fortælling: Blandede oplevelse på Giffoni Filmfestival

Jeg vil sige, at min oplevelse har været intet mindre end fantastisk. Alle i min værtsfamilie var så søde og rare mod mig. De var meget forstående og hjælpsomme, især da vi mistede vores kufferter på flyturen derned. Derfor tog de med det samme ud og købte noget tøj og nødvendige ting til mig, lige efter vi mødte hinanden på hotellet.  

Selve festivalen var fin, men nogle ting var mindre fede. Desværre kunne workshopperne være bedre, selvom ideerne var gode, så mere måden de var sat op på. Plus at den sidste workshop blev aflyst uden meddelelse, det var ikke så fedt.

Det knap så gode 

Filmene var gode, nogle lidt for kedelige for min personlige smag. Det negative ved selve filmene og Q&A bagefter var, når de havde en kendt person med på scenen til interview. Med da det hele foregik på italiensk, var det lidt irriterende for os internationale. Især fordi man ikke måtte gå eller noget. Security-folkene sagde, det måtte man ikke, fordi det var vigtigt. Det forstod jeg ikke helt. 

Og en sidste ting var “staff”. Jeg synes ikke, at så mange af de unge ”supportere” gjorde et godt stykke arbejde. F.eks. da jeg sad ved siden af nogle italienske unge, der gjorde mig utilpas, så “snakkede” de bare med dem og grinede. Og så sagde de bare, at jeg skulle slappe af. Det syntes jeg virkelig var provokerende og det eneste, som var irriterende. Den situation synes jeg personligt, at de kunne have gjort bedre. 

Det virkeligt gode 

Ellers var det megahyggeligt. Jeg mødte mange fantastiske mennesker, som jeg stadig snakker med nu. Vi gik tit på caféer og snakkede om de film, vi så. Hvad vi syntes om dem, og hvad vi syntes kunne være bedre ved dem. I det hele taget var det en fantastisk oplevelse. Bortset fra de få gange, hvor det var mindre fedt.

Jeg ville 100% gerne med igen, for det var en oplevelse for livstid, som jeg ville elske at opleve igen.

Skrevet af Becca Lange Lysberg, Filmfabrikken Møn

Kirstens fortælling: Oplevelse af nærvær  

12 dage i juli havde Lise-Lotte Bjørkholt og jeg fornøjelsen af at være chaperones for Caroline, Asta og Becca, der alle kom i kategori 13+. Årets tema var ”Illusione della Distanza”. Kan oversættes til den noget kryptiske overskrift ”Illusion af afstand”, der skulle omfatte de valgte film. Denne festival var den 54. i rækken, så ophavsmanden, Claudio Gubitosi, dukkede op indimellem med sponsorer, politikere og prominente gæster. 

Hvordan det hele startede i 1971 i denne lille by, et par hundrede meter over Salerno, ved jeg ikke. Men initiativet har uden tvivl løftet byen, der nu besøges af mange tusinde deltagere i løbet af ti dage. De 6000 jurymedlemmer, filmmagere, skuespillere, sponsorer, chaperones og andre fylder godt rundt omkring. Giffoni er et farveorgie, for de forskellige aldersgrupper får T-shirts i hver sin farve. Men nu truer sorte skyer himlen over Giffoni.

En skrabet udgave 

I år var der nemlig skåret ned på mange aktiviteter, forplejning og underholdning, så ingen koncerter eller kendte optrædender på scenen. I stedet blev aftenerne peppet op med musik, sæbebobler, balloner og kridt-kanoner, som børn og unge kunne hygge sig med til langt ud på aftenen. Vi forstod, at Giffoni-festival 2024 kun blev afholdt med nød og næppe, da halvdelen af tilskuddet fra den italienske regering var skåret væk i år. Desværre er andre børnefilmfestivaler også ramt af nedskæringer, bl.a. Oulu Int’l Children’s Film Festival, som i år har mistet al støtte fra Det Finske Film Institut.

Men en stor begivenhed 

Uanset skrumpet økonomisk støtte, så er Giffoni Filmfestival stadig en stor begivenhed, der omfatter flere biografer, mødelokaler og diverse faciliteter på eget område. Dog ingen overnatningsmuligheder, så vi udenlandske gæster blev kørt med shuttlebus små 40 minutter frem og tilbage til vores hotel i Salerno. Vores unge var indkvarteret hos lokale familier med jævnaldrende piger. 

På deres eneste fridag fik pigerne tilbud om at være sammen med deres værter, så Asta var på Capri og Becca var i Pompei, mens Caroline tog med os på færgetur til Positano, en af Amalfi-kystens charmerende og farvestrålende byer.

Fra 3 til over 18 år  

De yngre hold (Elements 3+, 6+ eller 10+) består af italienske børn fra lokalområdet. De ser film med italiensk tale og skal stemme via billeder fra filmene. Her var bl.a. gensyn med Gruffalo (Grøftlingen), der fejrer 25-års jubilæum med en ny film. Der var også skandinaviske indslag, nemlig Eirik Stordahls Lars er LOL og Ted Kjellsons Håkon Bråkon 2, men ligesom sidste år desværre ingen danske film nogen steder. 

Det forventes – og tjekkes – at de ældre jurymedlemmer følger programmet i egen gruppe (Generator 13+, 16+ eller 18+) og får set alle 7 film i konkurrencen (med engelske undertekster). I år var det tætte program suppleret af workshops for de udenlandske unge (mens der var italienske oplæg). Vi håber at få mulighed for at tilbyde en dansk produceret workshop næste år. 

Promeneren – en form for socialisering  

Den mest yndede beskæftigelse for de unge om aftenen er ”at promenere”. At så mange grupper spadserer rundt i ring med pit-stop på byens torv eller et pizzeria, har undret både pigerne og os. Iflg. min guidebog kan dette fænomen, kaldet ”la passeggiata”, imidlertid spores helt tilbage til 1300-tallet. Det var – og er – en måde at indføre byens indbyggere i fællesskabet. I dag forklares det som en social aktivitet, hvor især de unge kan mødes og finde deres identitet. Man lærer at vise sig frem og socialisere med andre venner.

Meget interessant fænomen, så jeg håber at opleve det igen, gerne med en lækker Gelato-isvaffel i hånden. 

Trods mangelfuld italiensk logistik, høje temperaturer i fugtig hedebølge – og vores forsinkede kufferter, så var det en dejlig tur sammen med det danske hold 2024. Tak til Asta, Becca, Caroline og Lise-Lotte, samt GIFFONI, DaBUF og DUF for den gode oplevelse.

Kirstens anmeldelse af Sieger Sein (eng. titel: Winners) 

Filmen Sieger Sein, der havde premiere på årets Berlinale, fortæller historien om den kurdiske pige Mona på 11 år, der er flygtet til Berlin fra Syrien med sin store familie. Hun starter i en skole i den multikulturelle bydel Wedding uden at kunne meget tysk. Der hersker en kaotisk stemning på skolen, hvor mange lærere er frustrerede. Blandt eleverne er der mobning og en hård tone, hvilket Mona virkelig får at føle. Hun savner Syrien og familiens gamle hjem, sine venner og især sin tante Helin, der altid støttede hende og bare var så sej.

Hjemme var Mona den store helt på fodboldbanen, så da en forstående lærer opdager hendes talent, bliver hun sat på pigeholdet, der skal dyste i en stor konkurrence. De andre fodboldpiger tager meget køligt imod den nye outsider, men måske bunder det mere i deres egne udfordringer? Efterhånden letter modstanden, da holdet indser, at de må stå sammen for at kunne vinde fodboldturneringen.

Giffoni havde meget passende sat filmen til 10+ kategorien. Filmen kan virke forudsigelig, men dog har sine twists. Med udgangspunkt i Monas tanker og oplevelser bevæger handlingen sig fra mobning og udelukkelse til accept og sammenhold. En rigtig god og aktuel film, der absolut kan anbefales til mellemgruppen i vores filmklubber med danske tekster.

Kirstens anmeldelse af Buffalo Kids 

I år 1885 ankommer to forældreløse børn (Mary og Tom) med båd fra Irland til New York for at møde en onkel fra Californien, men ingen tager imod dem. Derfor begiver de to søskende på 9 og 12 år sammen med en hjemløs hund sig tværs over Amerika for at finde onklen – og få udleveret deres arv.

Uden penge på lommen må de snyde sig ind i et tog sammen med en flok børn, heriblandt drengen Nick, der er hjerneskadet, lammet og sidder i kørestol. Gruppen er på rejse med et par voksne i søgen efter nye adoptivfamilier. Nick har intet sprog, men får god kontakt med Mary, som med stor opfindsomhed får ham engageret i deres fælles oplevelser.  

Eventyret starter for alvor, da de tre børn og hund bliver efterladt, mens toget kører videre. Herfra starter en road-trip i bedste westernstil, hvor det umage selskab må bruge alle talenter for at klare sig, bl.a. mod en flok røvere og glubske ulve i en spændende fortælling.

Filmens ophav er den meget roste og prisvindende kortfilm Cuerdas (Strings) fra 2014; og udgivet i bogform 2017. Det er en rørende fortælling om kærlighed, venskab, accept, drømme og håb med den samme handicappede dreng og den kvikke, tålmodige pige som hovedkarakterer. Den søde, ret enkle animation og de samme temaer er overført til familiefilmen Buffalo Kids, der er en hjertevarm og underholdende historie om mod, respekt og ligeværdighed.

Filmen er dog lidt svær at alderssætte. I Giffoni var den sat til gruppen 6-10 år. På grund af nogle lidt ”uhyggelige og farlige” scener bør den først vises fra ca. 7 år, mens ældre børn (over 12 år) nok vil opfatte den som barnlig. Uanset dette skisma, vil jeg gerne anbefale den til filmklubberne med dansk tale.

Skrevet af Kirsten Østergaard Nielsen, DaBUF bestyrelse, bl.a. Internationalt Udvalg & formand for Århus Børnefilm