Quiz
Lavet af Marc Honoré / Pråsen

Egentlig skulle denne quiz have været klar til sidste nummer af Pråsen. Men tiden går. Det gør den også på film, men på en anden måde. Selvom den fortalte tid måske strækker sig over et eller flere år, kan den alligevel presses ind i en films cirka to timers fortælletid. Det er helt grundlæggende i filmfortællinger, så vel som i andre fortællinger. Der er dog også film, der på andre måder tematiserer, beskæftiger sig med eller filosoferer over konceptet tid. Pråsens filmquiz drejer sig denne gang om film, hvor tid indgår som et centralt element.

1. Gennem tre forskellige fortællespor – et på land, et til vands og et i luften – beretter denne krigsfilm om en af anden verdenskrigs største nederlag for de allierede. På land strækker fortællingen sig over en uge, til vands over en dag og i luften en time. Hvilken film er der tale om?

2. I et forsøg på at finde et nyt hjem til menneskeheden, rejser en gruppe astronauter i Interstellar (2014) gennem et ormehul til en fjern galakse, hvor en række planeter skal undersøges nærmere. Filmens videnskab udspringer af Einstein’s generelle relativitetsteori, og den forsøger i sin slutning at dykke ned i den teoretiske mulighed for, at man kan interagere direkte med fortiden. Hvem er instruktøren bag denne science fiction-film?

3. Empire (1965) er en otte timer og fem minutter lang film, der består af en lang, næsten uforandelig optagelse af Empire State Building. Der sker kort sagt ikke rigtig noget andet end at tiden går, hvilket i følge filmens skaber er hele meningen med filmen. Filmen er optaget med 24 billeder i sekundet, men skal fremvises med 16 billeder i sekundet. Bare lige for at forlænge filmen lidt. Hvem er pop-art kunstneren bag denne film?

4. Da en verjmand modvilligt tager til den lille by Punxsutawney, må han gennemleve den samme dag om og om igen, ind til han finder en vej ud af den onde cyklus. Hvem spiller rollen som den bitre vejrmand i En ny dag truer (1993)?

5. Med optagelser, der strakte sig over en samlet periode på 12 år, har denne film vist nok den længste optageperiode nogensinde. Der blev selvfølgelig kun optaget et par uger hvert år, men processen gav instruktør Richard Linklater mulighed for naturligt at tilpasse historien hen ad vejen. Resultatet er en film, der rent faktisk følger en drengs udvikling fra barn til voksen. Hvilken film drejer det sig om?

 

Tjek svarene ud i næste boks

1. Dunkirk (2017)

2. Christopher Nolan

3. Andy Warhol

4. Bill Murray

5. Boyhood (2014)