Quiz
Lavet af Marc Honoré / Pråsen

Vi ved ikke, om I har hørt det, men Thomas Vinterbergs ‘Druk’ har vundet en Oscar for bedste udenlandske film. Haha… Selvfølgelig ved I det. Det ved alle! Og det er ikke første gang Hollywood-statuettens stjernestøv er blevet drysset over en film med danske aner. Derfor handler Pråsens filmquiz denne gang om danske Oscar-vindere og -nomineringer.

1. Dette kærlighedsdrama fra 1956 er den første danske film, der bliver nomineret til en Oscar. Poul Reichardt spiller en mut udstedsbestyrer i Grønland. Astrid Villaume spiller læreren, der langsomt bløder ham op. Hvad er filmens titel?

2. Ludfattige Lassefar og søn kommer i ‘Pelle Erobreren’ (1987) til Bornholm, hvor de faktiske forhold ikke helt matcher deres drømme og håb om at finde et godt arbejde og et bedre liv. Max von Sydow bliver nomineret til en Oscar for bedste skuespiller for rollen som Lassefar, og filmen vinder en Oscar. Hvem er instruktøren bag?

3. Anders Thomas Jensens kortfilm ‘Valgaften’ er nærmest obligatorisk pensum i danskundervisningen for enhver folkeskoleelv. Med en Oscar for bedste kortfilm i 1999 har den da også meritterne i orden. Hvem spiller rollen som Peter, der forgæves forsøger lige netop at nå at stemme inden valgstederne lukker?

4. ‘Babettes gæstebud’ fra 1987 er den første danske spillefilm, der vinder en Oscar. ‘Mit Afrika’, der blev filmatiseret et par år forinden, havde vist banet vejen for, at endnu en af Karen Blixens fortællinger skulle vække tilstrækkelig international opmærksomhed i filmverdenen. Hvilken amerikansk instruktør, der senest stod bag ‘Downsizing’ (2017), barsler med en genindspilning af Gabriel Axels Oscar-vinder?

5. Trine Dyrholm, Mikael Persbrandt og Ulrich Thomsen er alle på rollelisten, da Susanne Bier med stor succes tournerer sit sædvanlige melodramatiske apparat og vinder en Oscar for ‘Hævnen’. I hvilket år vinder filmen en Oscar?

Tjek svarene ud i næste boks

1. Qivitoq – Fjeldgængeren

2. Bille August

3. Ulrich Thomsen

4. Alexander Payne

5. 2011