Artikel
Skrevet af Kim Bruun / Odense Filmklub for Børn og Unge
Anbefalinger fra gode kolleger i filmklubverdenen har sendt skribenten en tur ind i hjertet af amerikansk populærkultur. For hvad betyder det for vores forståelse og oplevelse af moderne film og serier, at vi kender til de klassikere, der mere eller mindre åbenlyst bliver henvist til? For skribenten er der ingen tvivl: Det er af afgørende betydning, at vi har kendskab til især én af de væsentligste film i amerikansk selvforståelse: Troldmanden fra Oz. Kender man den, er man med til en eksklusiv fest i fortolkningsfællesskabet. Indlægget er følgelig også en stemme i debatten om, hvilke film vi i DaBUF skal have med i en kanon over verdens bedste børnefilm.
Thing 1 and Thing 2
Ret tidligt i første afsnit af Sam Levinsons Euphoria (2019) fra HBO bliver et tvillingepar omtalt som ‘Thing 1 and Thing 2’. Hvis man kan sin Doctor Seuss eller blot kender til hans Katten i hatten, vælter det op med oplysninger: Vi befinder os i et børneunivers, hvor de unge keder sig og er uden voksent opsyn. De mest vanvittige ting kan ske, og alle regler er sat ud af spil. Hvilket er en ganske god beskrivelse af den fest, hvor handlingstrådene i serien skydes i gang. Referencen er underordnet i forhold til at nyde serien i øvrigt. Men fryden ved genkendelse og ved at blive en del af et fællesskab, skal ikke undervurderes. Pludselig interagerer man med serien på en måde, man ikke ellers har mulighed for. Tværs gennem alder, køn, geografi og seksualitet nikker vi indforstået til hinanden.
Forbinder nogle bestemte ting med den film
En anden elsket og ofte citeret ‘tekst’ i amerikanske film og serier er Victor Flemings Troldmanden fra Oz (1939). I mange år blev den hvert år vist på tv i forbindelse med Thanksgiving. Det betyder, at amerikanere forbinder nogle bestemte ting med den film og ikke mindre, at de kender den virkeligt godt. Blandt andet er hovedrolleindehaverens, Judy Garlands, skæbne velkendt: Hun levede et hårdt liv og døde tragisk som 47årig. Udnyttet af filmstudierne, elsker af masserne.
Et snapshot af hendes liv, som formentlig bærer essensen af hele hendes tilværelse, kan man se i Rupert Goolds biopic Judy (2019).
De onde hekse fra Øst og Vest
Skulle nogen have glemt handlingen i Troldmanden fra Oz, kommer her et resume, som langt fra yder filmen fuld retfærdighed:
Dorothy Gale (en fortryllende Judy Garland) bor med sin tante og onkel og deres tre ansatte samt sin elskede hund Toto på en gård i Kansas. Dorothy går rundt og synger længselsfuldt om et sted over regnbuen (Harold Arlens og E.Y. Harburgs oscarbelønnede Somewhere Over the Rainbow blev sidenhen Judy Garlands kendingsmelodi). Over regnbuen opfyldes drømme, og problemerne smelter bort. Men en orkan er ved at trække op, og Dorothy bliver slået bevidstløs af et vindue og falder om på sin seng. Her ser hun i en slags drømmesyn huset lette. Da huset igen lander, og Dorothy åbner døren, skifter vi fra sort/hvide billeder til technicolor. Det viser sig, at huset er landet oven på Den Onde Heks fra Øst og kun hendes rubinrøde sko stikker ud. Den Gode Heks kommer forbi og beordrer Dorothy til at tage skoene på. Søsteren til den onde heks, Den Onde Heks fra Vest truer med at slå Dorothy ihjel for at få skoene.
Samme skuespillere
Det eneste, Dorothy ønsker, er at komme hjem til sin familie i Kansas. Kun Troldmanden fra Oz kan hjælpe Dorothy med dette. Og for at komme til Oz skal hun følge den gule murstensvej (The Yellow Brick Road). På sin vej møder Dorothy tre karakterer, som hun slår følge med, fordi de også er utilfredse med deres situation: Et fugleskræmsel, som ikke er skræmmende og ikke særlig klog; en metalmand, som ikke har noget hjerte; og en løvemand, som ikke har noget mod. Pointen er, at de tre karakterer spilles af de samme skuespillere som de tre ansatte på familiens gård.
En maget dårlig troldmand
Da de fire venner ankommer til Oz, siger troldmanden, at de skal erobre heksens kost, før han kan hjælpe dem. Det lykkes Dorothy at overvinde heksen og bringe kosten med tilbage til troldmanden.
Han er ikke villig til at møde dem og endnu mindre at hjælpe. Indtil de fire venner insisterer hårdt. Troldmanden vedstår, at han er en meget dårlig troldmand, men hjælper dem med sine talegaver til at få, hvad de hver især ønsker. Bortset fra Dorothy, som han tilbyder at tage med i sin luftballon hjem til Kansas.
Det hele var en drøm
Desværre er troldmanden også en dårlig ballonskipper, og ballonen flyver afsted uden Dorothy. Lykkeligvis kommer Den Gode Heks forbi og fortæller Dorothy, at hun hele tiden har kunnet komme hjem: Hun skal blot slå hælene sammen tre gange, mens hun siger: ”Der er intet sted som hjem”! Dorothy vågner i sin seng og indser, at det hele var en drøm, om end hun nu nok er blevet klogere på sig selv, på verden og på sin plads i den.
Den mest klare reference
I slutningen af Tom Harpers Wild Rose (2018) synger Jessie Buckley om, at der ikke er en Yellow Brick Road i Glasgow, og at there is no place like home! Man savner kun, at hun slår sine rubinrøde sko sammen. Inspirationen er i hvert fald tydelig. Den mest klare reference til Troldmanden fra Oz i filmhistorien kommer nok fra den mest uventede kant: Guldpalmevinderen fra 1990, David Lynchs Wild at Heart. Den splatter-romantiske komedie om Lula og Sailor er absolut ikke for børn. Strejftog ind i de mørkeste kroge af menneskesindet og dets uransagelige lyster. Nicolas Cage i slangeskindsjakke, afskudte hoveder og drivende romantik er kun et par af attraktionerne, som gør filmen værd at se igen. Efter naturligvis pligtskyldigt at have set Troldmanden fra Oz! Man kan snildt nyde plottet i Wild at Heart om Lulas jaloux heksemoders forsøg på at få Sailor slået ihjel og de unge elskendes kamp for at få hinanden. Men store dele af filmen vil gå hen over hovedet på én, hvis man ikke har Troldmanden fra Oz present. Ligesom man i øvrigt vil stå sig godt ved at kende en lang række andre popkulturelle referencer.
Deus ex machina
Hvis man nu forestiller sig, at det kun er gamle og ældre film, der forholder sig (kærligt) til Troldmanden fra Oz, må man tro om igen. HBO-serien Fargo fra 2020 skabt af Noah Hawley foregår i Kansas. Ligesom Troldmanden fra Oz begynder og ender den i samme stat. Niende afsnit er i s/h og benytter en tornado som deus ex machina. Hvorefter en af episodens væsentligste karakterer vågner i et rum i s/h og træder ud i et technicolor-univers. Sammen med sin hund.
Pointen med at lave et afsnit, som så tydeligt skal henlede opmærksomheden på Troldmanden fra Oz er lidt uklar for undertegnede. Men som kender af filmen, føler man sig helt klart inviteret til festen og til at gøre sig sine tanker om, hvad der forsøges formidlet. “Alt jeg ved, er at jeg intet ved”, sagde salig Sokrates. Men jo bedre man kender til det, man ikke forstår, jo større er glæden, når man føler sig inkluderet.
Rød ble og knæhøje læderstøvler
For nørden, som har læst med så langt, kommer der også lige et par tvivlsomme hints. John Boorman, som blandt andet har instrueret Deliverance (1972) og Point Blank (1967), lavede i 1974 filmen Zardoz (de sidste bogstaver af Wizard (of) Oz). Han kunne ikke få penge til at lave Ringenes Herre, så han besluttede at lave en film i en tilsvarende fantastisk verden med inspiration fra blandt andet Troldmanden fra Oz. Filmen fik en frygtelig medfart i medierne og blandt publikum til trods for attraktionen Sean Connery i noget, der ligner rød ble og knæhøje læderstøvler. Siden er filmen dog blevet en kultsucces og kan måske især nydes for sin udsøgt dårlige smag. I øvrigt kan man også finde horrorfilm med titler der låner fra Yellow Brick Road. Og sågar en udmærket krimiroman af Stuart Kaminsky, som handler om et mord på sættet til Troldmanden fra Oz.
H.C. Andersens eventyr
Som danskere vil vi aldrig forstå dybden og betydningen af de kulturbærende amerikanske tekster. Men vi kan gøre os selv og vores medlemmer i filmklubberne den tjeneste at tilbyde en nøgle til at åbne en dør på klem til en verden af storslåede eventyr i technicolor. Findes der mon en tilsvarende tekst på dansk, som andre værker ofte refererer til? Som film eller som skreven tekst? Umiddelbart forestiller jeg mig, at det tætteste, vi kommer, er H. C. Andersens eventyr. Man kan dårligt forestille sig en dansker med succes, uden at vedkommende floskelfyldt skal tituleres en grim ælling, der nu folder sine vinger ud som smuk svane.
Uomgængelige danske filmklassikere
Eller hvad med Klods Hans fra 1855? Vil vi ikke gerne forestille os, at vi alle er synonyme med denne naturens muntre barn, der tramper ind i alle hjerter? Tænk bare på Bille Augusts Busters Verden (1984) eller Søren Kragh-Jacobsens Gummi Tarzan (1981). Har nogle af alle jer filmnørdede klubfolk et eller flere bud på uomgængelige danske klassikere, der flittigt citeres? Film vi alle kender og forholder os til. Hvis I giver jeres bud, vil vi i Pråsens redaktion gøre vores for at lave den påkrævede research til almindelig oplysning og ualmindelig stor glæde.