Anmeldelse
SamSam
Frankrig 2019
Instruktør: Tanguy de Kermel
Tilladt for alle
Længde: 77 minutter

 

Skrevet af Ulrich Breuning / Filmfabrikken og Pråsen

 

 

Handling

Den lille superhelt SamSam lever for så vidt et privilegeret liv i sin fremtidsverden med eget rumskib og masser af venner. Men der er altså lige det, at han endnu ikke har fået sine superkræfter! Men det kan der rådes bod på, mener den lille kække Mega, som frejdigt tilbyder sin hjælp. Mega er i virkeligheden splittet mellem sin opfarende diktatorfar og selvoptagede operamor og har bestemt også sit at se til. De to børn får sammen et fælles hyr med et løsgående uhyre uden for enhver kontrol. Men rolig nu: Små helte kan sagtens klare store udfordringer!

 

Om filmen

SamSam er oprindelig en fjernsynsserie, og som det så ofte går med populære sådanne, er den altså nu også en biograffilm! Dens futuristiske univers er farverigt og rigt detaljeret, og det er i hele taget velgørende og hyggeligt at være sammen med karaktererne. Selv de grumme af slagsen. Det må ikke blive et mantra altid at slå strømlinede amerikanske animationsfilm i hovedet med originalt frankofilt design, men det er altså velgørende at opleve et ambitiøst udtryk omkring en handling om venskabets styrke.

 

DaBUF-relevans

Der er som ofte i eventyrlige animationsfilm enkelte afsnit, der måske kan virke følelsesprovokerende på sarte små sjæle, men som Medierådet skriver: ’Da scenerne er af kortere varighed, hovedkaraktererne stærke og handlekraftige og filmen forløses positivt, vurderes den til ikke at kunne virke skræmmende på børn’. Der er derfor god grund til at præsentere dette værk for vores børn. Et diktaturs mekanismer afdækkes og demonteres elegant, for venskab og sammenhold for ikke at skrive demokrati er den stærkeste magt i verden. Også en fremtids sådan!