Tag-arkiv: Digitale fællesskaber

Giffoni Film Festival 2018

Giffoni 2018: En fantastisk filmfestival

Skrevet af: Helena Jepsen / Nyborg Børne- og Ungdomsfilmklub

Et sted fuld af venlighed og blandede kulturer. Det første, man bliver mødt af, er en gruppe italienere i lufthavnen, som tager én med til Salerno Hotel, hvor alles chaperonerne bor. Så bliver man hentet af sin værtsfamilie. Mødt med kindkys og kram.

Filmfestivalen er en fest

Den første dag på filmfestivalen er en fest, og værtsfamilien bruger meget af dagen på at tage på tur med dig. Om aftenen tager man til fest, hvor man møder sin værts venner. De er alle sammen meget søde og sørger for, at alle har det godt. Der er en kæmpe scene, hvor en DJ, sangere og rappere kan optræde. Alle kommer normalt hjem omkring klokken ét hver nat, men det vænner man sig til.

Mange steder med mad

Den første dag med film er interessant. Vi ser en film, snakker om den og går ud. For min gruppe, 13+, tog det cirka syv timer første dag, fordi vi skulle se to film i træk, men det var kun første dag. Når man er færdig med at se film, går man ud til festen. Giffoni har mange steder med mad, så selv om alle får mad af værtsfamilierne, kan man også købe noget. Festen er ikke obligatorisk, men folk kan ikke komme hjem før klokken 23. For det meste kan man bare gå rundt sammen med sine venner og kigge på byen.

Smukt dekoreret med lyskæder og lysende skilte

Giffoni er en lille landsby, der ligger i bjer­gene. Den er smukt dekoreret med lyskæder og lysende skilte, hvor der står Giffoni på. Bustiderne hjem til værtsfamilierne er fra 23.00 til 23.50, eller det er det, de siger. På grund af, at italienere har et talent for at komme for sent, kører bussen først 00.10 eller senere. Det er forskelligt, hvad tid man skal mødes ved bussen om morgenen. Det værste er, når vi skal mødes 8.30, det er meget tidligt, når de fleste først er hjemme ved éttiden eller senere. Men hvis man skal møde så tidligt, kommer man hjem igen omkring 13:30 og tager tilbage cirka klokken 16.

En fantastisk film

Vi så også nogle previews. ”Ant-Man and the Wasp” var en sådan preview. Jeg er ikke den store Marvelfan, så jeg forstod ikke helt filmen, men Paul Rodd og Evangeline Lilly, der er de to hovedpersoner i filmen, kom og snakkede med os. En anden film, vi så, var den nye ”Mamma Mia! Here We Go Again”. Dér mødte vi skuespilleren Jeremy Irvine, som spiller den unge version af Sam. Folk var meget begejstret for filmen. Vi mødte også Sam Claflin som har spillet Finnick i ”The Hunger Games”. Vi så hans film ”Adrift”, som er en fantastisk film, alle burde se.

Én sjov film ud af syv

Filmene i konkurrencen er meget forskellige efter aldersgruppe. Os i 13+ fik næsten alle filmene om sorg, depression og død. Vi havde én sjov film ud af syv. På tredjepladsen havde vi ”Cross My Heart”, en film om to unge i Canada i 1970erne, der har en døende far, og deres mor vil have dem sendt til en plejefamilie. Børnene kidnapper sammen med deres fætre en gammel dame, der kan være deres bedstemor. Andenpladsen var den sjove film ”Los Bando”, det er en norsk film, som handler om nogle unge, der gerne vil være med i det norske rockmesterskab, som foregår i den anden ende af landet. Førstepladsen gik til den film, jeg stemte på, ”This Crazy Heart”. Det er en film, der forgår i Tyskland. Det er en virkelig historie om en dreng, hvis hjerte ikke virker ordentligt. Han bor på et børnehospice, og en dag tvinger hans læge sin søn til at være sammen med drengen. De bliver bedste venner, og drengen lærer ikke at være bange for døden. Giffoni er en fantastisk filmfestival, som jeg synes, at alle, der har muligheden, skal opleve, og jeg ville gøre alt for at komme med igen.

…………………………………………………….

Giffoni Film Festival 2018

Skrevet af: Rikke Ingemann Jensen / Odense Filmklub for Børn og Unge

Jeg havde glædet mig lige siden, jeg fandt ud af, at jeg var blevet valgt til at være jurymedlem til festivalen i Giffoni. Jeg havde selvfølgelig googlet mig lidt frem til, hvordan festivalen foregår, og det hele endte med at leve op til mine høje forventninger. (Manchet)

Liv og glade dage

Selve Giffoni by er ekstrem lille, når man tænker på, at over 5000 jurymedlemmer betræder disse gader på samme tid i en hel uge. Det er en lille hyggelig by, hvor alt sikkert står stille, så snart festivalen er ovre. Men under selve festivalen er der liv og glade dage. Gaderne indtages af alt fra dukkeshow til ildkast og holifest. Der er noget for enhver smag, og altid noget der fanger øjet. Nu var det dog ikke streetfesten, vi var der for, men mere for alle de filmiske oplevelser, som Giffoni havde at byde på.

I samme rum som en hollywoodstjerne

Vi jurymedlemmer var delt op i grupper efter alder, hvor jeg tilhørte gruppen 18+. Resten af 18+gruppen og jeg så hver dag én film, der var del af hovedkonkurrencen om at vinde prisen for ”Bedste film i alderskategorien 18+”. Det blev til syv film i alt. Min dag startede altid med at se en af disse film klokken 10.00 om formiddagen, herefter diverse aktiviteter resten af dagen. Hver dag var der også italiensk premiere på en blockbusterfilm: ”Mamma Mia! Here We Go Again”, ”Ant-Man and The Wasp” og ”Adrift” var iblandt dem, jeg så. Det specielle ved disse premierer var, at vi fik fint besøg inden filmene. Skuespillerne Paul Rudd, Evangeline Lilly, Jeremy Irvine og Sam Claflin var nemlig til stede til premiererne. Dette betød, at vi publikum havde mulighed for at stille spørgsmål til folk, der havde arbejdet med filmene. Det var helt fantastisk, og jeg må indrømme, at jeg blev starstruck, da både Paul Rudd, Evangeline Lilly og Jeremy Irvine besvarede mine spørgsmål. Det er ikke lige hver dag, man er i samme rum som en hollywoodstjerne. Da hollywoodfilm får sen premiere i Italien, havde de fleste af filmene allerede været vist i Danmark, men vi var dog de første i verden til at se ”The Darkest Minds”, hvilket var ret sjovt.

Meget imponeret over alle filmene

Som nævnt så vi syv konkurrencefilm, og sidst på ugen skulle vi stemme på vores favorit, den som vi syntes fortjente at vinde for bedste film. De syv film var meget forskellige, men havde dog alle en ting til fælles: De havde alle sammen noget på hjertet. Der var ikke meget hollywoodglamour over de film, vi så. De portrætterede den hårde barske virkelighed på en meget realistisk måde. Filmene handlede om alt fra prostitution, fængsel, terrorisme og det at være anderledes. Jeg var meget imponeret over alle filmene, og der var ingen af dem, som jeg ikke kunne lide, men må dog indrømme, at jeg efter femte film manglede en film, der havde en lidt mere positiv tilgang til verden. Det mest interessante var, at fem af instruktørerne bag filmene var til stede. De havde alle en masse spændende information om deres film, som de ønskede at dele, og den viden kunne helt ændre ens syn på filmen. Den eneste anke jeg har, når det kommer til filmene og de efterfølgende Q&As, var, at det, som instruktørerne sagde, ikke altid blev oversat til engelsk. Det var en generel tendens gennem hele festivalen, at arrangørerne ikke altid tog hensyn til os internationale jurymedlemmer, når det gjaldt sprogbarrieren. Når vi for eksempel mødte italienske skuespillere og instruktører, var der ikke altid oversætter med, hvilket betød, at vi skulle lytte til en person, som vi ikke kendte, plapre i halvanden time på italiensk. Det var ikke så interessant. Man kommer dog langt ved at få ens værtsperson til at oversætte eller gøre personalet opmærksom på, at man ikke fatter et klap. Min yndlingsfilm var ”Brothers” af den hollandske instruktør Hanro Smitsman. Den handlede om to brødre fra Holland, der sammen tager til Syrien for at finde deres bror, som er mistænkt for at være terrorist. Det var en skræmmende, men fantastisk film, der portrætterer krigen i Syrien godt. Det var heldigvis også denne film, der vandt prisen for ”Bedste film 18+”.

Et helt særligt bånd

Når man er over 5000 unge mennesker samlet fra cirka 50 lande, der alle deler den samme passion for film, kan man næsten ikke undgå at blive venner med nogen. Jeg havde et godt forhold til de danske piger, der var med, og vi hyggede os på flyturene. Dog kan ingen slå min værtsfamilie og især ikke Federica, pigen jeg boede hos og brugte bogstaveligt talt 24/7 med. Heldigvis kom vi godt ud af det med hinanden, og selvom hun ikke var vildt god til engelsk, så kunne vi sagtens kommunikere. Man får bare et helt særligt bånd, når man er sammen med en anden person hele dagen i tolv dage. Jeg var blandt andet til familiefest og hang ud med hendes venner og kæreste. Det var sjovt at få et indblik ind i den italienske kultur, der er så anderledes end den danske. Jeg blev også venner med andre jurymedlemmer fra blandt andet Slovenien, Sydkorea, Makedonien og Italien.

En fantastisk filmfestival

Når vi trængte til lidt luft efter at have kigget på en biografskærm hele dagen, havde vi heldigvis mulighed for at tage på to længere ture. Den ene gang besøgte den danske delegation byen Positano, der ligger langs Amalfikysten. Trods det knap så gode vejr var det en fantastisk og hyggelig tur. På vores anden fridag tog min værtsfamilie mig med til Pompei. Det var en smuk og rørende tur. Alt i alt var det en fantastisk filmfestival, som jeg altid vil huske.

 

………………………………

 

Giffoni 2018: En oplevelse jeg aldrig glemmer 

Skrevet af: Katrine Jørgensen / Kolding Børne- og Ungdomsfilmklub

I sommerferien var jeg på filmfestival i Italien, og det var en oplevelse for livet. Jeg vil aldrig glemme den her tur, og nu vil jeg gerne fortælle lidt om den. Vi var i Giffoni i 12 dage. Vi rejste den 18. juli, hvor vi skulle med fly fra København. Jeg kan huske, at min mor og far var helt vildt nervøse for at sende mig afsted, men afsted kom jeg da efter lidt overtalelse.

Et helt andet land og et helt andet liv

Efter mange timers flyvning og en lang køretur ankom vi endelig til hotellet, det var sent, og jeg var nervøs for at møde den familie, jeg skulle bo hos. Jeg havde skrevet lidt med pigen i forvejen, hun hed Denise, men nervøsiteten var der stadig. Heldigvis var de rigtigt søde. Denises mor kunne overhovedet ikke engelsk, men var sød alligevel, så jeg sagde farvel til Kim og de andre og kørte hjem til hende. Nej, faktisk var vi først ikke derhjemme, fordi jeg skulle ud og møde hendes venner. I Italien er de ude til ret sent sammen med deres venner, de har også varmen til det. Det var meget hyggeligt at møde dem alle sammen, nogle af dem havde også nogen på besøg fra et andet land, så dem fik jeg snakket med. Det var så interessant at møde folk fra et helt andet land og et helt andet liv, og alligevel at kunne snakke med dem var en stor oplevelse.

Del af et fællesskab

Der var to dage, inden festivalen rigtig begyndte, så der lærte jeg Denise og de andre lidt bedre at kende. Vi tog for eksempel til stranden i Amalfi, der ligger tæt på Salerno, som var der, vi boede. Da filmfestivalen rigtigt begyndte, så begyndte alt det sjove også. Vi fik T-shirts med logo på, og så så jeg mange hundrede mennesker med den samme T-shirt, og jeg følte mig som en del af et fællesskab. Jeg mødte mange nye mennesker ved selve filmfestivalen. De var alle sammen ret imødekommende, og jeg er god til at starte en samtale med folk. Der gik ikke lang tid, før jeg mødte folk fra overalt i verden.

Så engagerede, at man blev helt glad

Vi så i hvert fald mindst én film om dagen, og de film, vi så, var nogle, de havde valgt specifikt til at få os til at tænke over dem bagefter. Efter filmene snakkede vi om dem sammen med hele salen. Det fungerede sådan, at man rakte hånden op, hvis man havde et spørgsmål eller bare en mening, man ville sige til de andre. Derefter fik man en mikrofon. Jeg blev meget overrasket over, hvor meget de andre lagde mærke til i filmene, for eksempel én der sagde, at hun lagde mærke til en farvehistorie, altså hvad de havde på af farver, og hvad de farver symboliserede. De andre deltagere var så engagerede i filmfestivalen, at man blev helt glad. Filmene var rigtig gode, de fleste i hvert fald. Bagefter snakkede jeg med mine venner, og de fortalte om deres tanker om filmene.

Vi dansede og skreg med på ”Dancing Queen”

Jeg mødte mange unge fra forskellige lande, en af dem kom fra Sydafrika, en anden fra USA og en tredje fra Rusland. Disse mennesker gjorde et stort indtryk på mig, de havde alle sammen deres historie at fortælle og deres egen hverdag. En af de bedste oplevelser fra turen var, da vi skulle ind og se forpremieren på ”Mamma Mia! Here We Go Again”. Det var tydeligt at se, at alle var meget spændte på at se den. Salen var helt fyldt op, så jeg kunne ikke sidde sammen med dem, jeg havde mødt indtil videre, men det gjorde ikke så meget, for så lærte jeg jo nogen nye at kende. Inden filmen skulle begynde, sad vi og ventede i lang tid. Spændingen og lysten til at se filmen var tydelig, og for at vi ikke skulle kede os, satte ham, der styrede musikken, Mamma Mia-musik på. Og der var vi så, måske 200 mennesker, der sprang op fra deres stole. Vi dansede og skreg med på ”Dancing Queen”. Det lettede stemningen, og nogle gik endda op på den scene, der var tiltænkt interviews, og begyndte at danse med hinanden. Det var en fantastisk oplevelse, og det var nok en af de ting, jeg elskede mest fra turen.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme

Dagene fløj afsted, og før jeg vidste af det, skulle jeg med flyet hjem. Min værtsfamilie begyndte at græde, da jeg skulle afsted med bussen til lufthavnen. Der blev også grædt meget aftenen inden, hvor jeg var ude for sidste gang med mine italienske venner. De internationale mennesker, jeg mødte, som skulle afsted om natten, sagde jeg også farvel til, det var meget hårdt i starten. Sådan er det altid med de her ture. Man møder nye dejlige mennesker, men når turen er slut, knuser det ens hjerte en smule. Jeg glædede mig selvfølgelig meget til at se min familie igen, og jeg savnede også mine venner derhjemme. Jeg ville ikke have noget imod at tage turen igen et andet år, for som jeg skrev i starten: Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme!

 

 

 

Nyt logo til DaBUF

Når DaBUF går i luften med et nyt logo er det med et logo, der imødekommer de øgede krav til læsbarhed og funktionalitet på alle medier og platforme. Det er et samtidig et logo, der matcher tidens toner, og fanger kernen af vores identitet i et enkelt og friskt udtryk.

DaBUFs nye logo er tegnet og udviklet af reklame- og kommunikationsbureauet Kailow A/S.

Tankerne bag det nye logo

Kernen i vores virke er filmvisninger for børn og unge, og det har naturligvis været vigtigt for os, at logoet kan visualisere dette.

Filmrullen på det gamle logo er som teknologi uddateret, men er på mange måder stadig et ikon for filmen. I løbet af den kreative proces, vi har haft i samarbejde med reklame- og kommunikationsbureauet Kailow A/S, har vi både været omkring filmrullen og klaptræet som symbol for filmen, men er endt på filmkameraet. Filmkameraet er et ligeså stærkt ikon for filmmediet og samtidig leder det vores tanker hen på en filmfremviser af både ældre og moderne format, der fra sin linse projekterer film op på et stort lærred.

Det andet ben vi står på i DaBUF er børn og unge som vores helt centrale målgruppe. Vi har i processen diskuteret meget frem og tilbage om, hvorvidt børn skulle være en del af vores logo i form af fx glade ansigter eller øjne i mørket. I praksis kom det aldrig helt til at fungere, da det tilføjede en øget kompleksitet i logoet. Det har været et vigtigt mål for os at få skabt et enkelt logo uden for mange detaljer for at sikre et logo der kan stå tydeligt frem i alle størrelser. Også i hjørnet af et lille almindeligt postkort. Den barnlige glæde og energi har vi derfor valgt at udtrykke i logoets streg og bløde former, hvor særligt skrifttypen er med til at sende en uformel og legende stemning.

Vi er i DaBUFs bestyrelse ret begejstret for resultatet, da det nye logo i samspil med de nye pressebilleder med både børn og unge udtrykker en stærk og iøjnefaldende fortælling om DaBUF, hvad vi gør og hvad vi står for.

DaBUF – Film skal ses i fællesskab

Danske børne- og ungdomsfilmklubber er et urimeligt langt navn at presse ind i et logo, så vi tog en beslutning i løbet af denne proces. Fra og med i dag hedder vi officielt DaBUF og det vil være navnet vi brander os på.

Med et kortere navn er det nu muligt at inkludere vores pay-off – Film skal ses i fællesskab. Film skal ses i fællesskab er sigende for hvad vi tilbyder i vores filmklubber og er blevet en stærk identitetsmarkør for os alle både indadtil og udadtil. Derfor er vi glade for at kunne give dette vigtige budskab en mere central plads i vores visuelle identitet.

En ny grafisk linje

DaBUF har egentlig aldrig haft en stringent visuel identitet. Vi har forsøgt os med nogle grundfarver og et par faste skrifttyper, men når vi tager et kig ud over vores hjemmeside, publikationer, plakater og andre fysiske materialer, så stikker det i alle retninger.

Med udgangspunkt i det nye logo vil kommunikationsudvalget arbejde videre med at få udarbejdet en visuel identitet, der kan skabe sammenhæng og forhåbentlig genkendelighed i vores kommunikation.

Et kærligt farvel

Der er masser af historie og kærlighed forbundet med vores gamle logo. Derfor tror jeg, at vi alle er enige om, at det er med en vis klump i halsen og et kærligt tak til børnene på den flyvende filmrulle, at vi siger farvel. Det er blevet tid til nye eventyr.

Vil du bruge DaBUFs nye logo til filmklubbens næste sæson?

Du vil kunne downloade DaBUFs nye logo til brug på både web og tryk i presserummet på dabuf.dk. Logoet vil være tilgængelig i både farve og positiv og negativ.

https://www.dabuf.dk/publikationer/presse/

Leg og identitet på de sociale medier

Hvem der end spåede internettet en kortvarig levetid, må græmme sig gevaldigt i år 2018. Internettet er i dag en del af de flestes hverdag, og med de sociale mediers fremkomst har der aldrig været så mange muligheder for at dele sin verden med andre samt at gå på opdagelse i andres. Det har medført en radikal ændring af, hvordan vi (for)bruger medier. I medier som YouTube, Snapchat og Instagram kan man, hvis man smager lidt på dem, se, at der ligger en form for aktivitet indlejret, som man kan dele, synes godt om, følge og kommentere. Og ikke mindst lige her og nu.

Få bekræftet identitet gennem fællesskaber

Børn og unge vokser i dag op med sociale medier, og for dem vil de forekomme som en naturlig del af tilværelsen. Men hvorfor er det blevet så populært at bruge sociale medier? Jeg tror, at en del af svaret findes i muligheden for at lege med identiteter, men samtidig også få bekræftet identitet gennem fællesskaber, som skabes på de sociale medier.

Et spejl for de unge

En særlig populær trend for børn og unge er YouTube. Denne form har utallige genrer. Jeg nævner i flæng: Små filmfortællinger, udflugter, såkaldte v-logs (videodagbøger), spilbeskrivelser, makeuplægning, madlavning, udfordringer (såkaldte challenges) venner imellem og musikvideoer. Tilsammen udgør de en lyst til at kommunikere noget fra unges hverdag og ofte en lyst til at have det sjovt i selskab med andre.

Rasmus Brohave er en af de unge, som i dag lever af at producere indhold til YouTube. I et ”Go’ aften Danmark”-interview i 2017 i forbindelse med, at han havde udgivet en bog, fortæller Rasmus Brohave om det unikke ved youtubing: ’Vi sidder hjemme på vores værelse, typisk, og der er meget typisk en rodet seng i baggrunden, fordi det ligesom er noget seeren, som oftest er et ungt publikum, skal kunne spejle sig selv i’.

Forskellen på youtubing og hjemmevideo

Med fænomenet youtubing er der sket et brud med idéen om privatsfæren. Næsten uden at blive nostalgisk kommer jeg til at tænke på de gode, gamle hjemmevideofilm, som havde sin guldalder efter det lille, mobile kameras fremkomst i 1980erne. Med dette kunne man fastholde et lille stykke af sin hverdag og senere gense det og derved bekræfte det som en del af ens identitet.

Dét, der er forskellen på youtubing og hjemmevideo, er, at hjemmevideofilmen var noget, der som oftest er optaget med henblik på at blive set inden for hjemmets fire vægge, hvorimod vi med et medie som YouTube kan få et kig ind i alles hjem og liv, og hvor publikum kan være enormt.

Med sociologen Erving Goffmans termer ’backstage’ og ’frontstage’, som kendetegner henholdsvis vores ’afslappede, private jeg’ versus vores ’facade på scenen’, kan man tale om, at der sker en udviskning af disse grænser.

Virtuelt legerum

Det gode ved fænomenet YouTube er afgjort dets demokratiske karakter. Der findes alskens former for vidensdeling, underholdning og blandet tidsfordriv, hvor alle kan se med. Teknologien har gjort det billigt for os at dele vores hverdag, og afstandene mellem os kan blive mindre. Man kan frit gå ind i et virtuelt legerum og spille forskellige roller, som kun eksisterer på nettet – eller hvad?

Forvanske børns og unges eget selvbillede

I forhold til skellet mellem backstage og frontstage kom youtuber Fie Laursen ud i en identitetskrise, som hun åbenhjertet fortæller om i videoen ”Min ærlighed” på YouTube (knap 700.000 views). Hun siger her, at hun er led og ked af den person, hun var blevet til.

Hun følte altså, at hendes frontstage var blevet blandet sammen med hendes backstage – altså at den personlighed, hun havde fremvist i YouTube-videoer, viste et falskt billede af hende. En enormt sårbar position især hos et ungt menneske. Kommentarer, views og likes er også nye måder at socialisere på og kan være med til at forvanske børn og unges eget selvbillede.

Kun for reklamens skyld

Et andet problem kan ses i kommercialiseringen på YouTube. Firmaer er, som firmaer altid har været, hurtige til at opspore populære figurer, som kan bruges i markedsføring. Det kan blive et problem, når youtubere i stigende grad er ude at køre i dyre biler eller laver reklamevideoer kun for reklamens skyld. Hvis disse videoer får flest views, vil disse videoers popularitet forstærkes og overskygge andre. Penge kan på denne måde blive vigtigere end legen.

Har aldrig fri

Selvfølgelig skal man passe på at pege fingre, for måske er det sjovt for de unge, og penge kan jo forenes med at have det sjovt! Det er heller ikke kun reklamer, som de medvirker i. For at vende tilbage til Rasmus Brohave har han eksempelvis lavet en video for Sundhedsstyrelsen om konsekvenserne ved stort alkoholforbrug – og her kan han måske tale til de unge, som ingen voksen kan. I det førnævnte interview i ”Go’ aften Danmark” bliver man dog alligevel bekymret, når Brohave fortæller, at han ’aldrig har fri’.

I en YouTube-video, hvor Brohave fejrer fem års jubilæum som youtuber, ser man ham liggende i sin seng med computer foran sig og en smartphone i hånden. Scenen signalerer, at hans succes kommer af hårdt arbejde, hvor han konstant må være online, konstant på de sociale medier for at opretholde sin succes, selv i hviletilstand på sin seng. Og hvis dette er opskriften på succes, hvordan vil børn og unge så agere derefter?

Rasmus Brohaves YouTube kanal

Påvirke børns og unges vaner

Jeg har nu primært været inde på negative sider, og vi skal huske på, at der altid vil være modtrends. Samtidig skal vi også huske på, at det jo ikke kun er børn og unge, der bruger de sociale medier. De får det jo et sted fra, ligesom alt andet – nemlig fra de voksne. Vi skal måske i højere grad søge indad og se på vores egne vaner, for at se på, hvordan vi selv er med til at påvirke børns og unges vaner.

Forstå børns og unges tid foran skærmen

Voksne bruger i den grad også sociale medier til markedsføring og iscenesættelse – og det gælder alle brancher. Den garvede standupkomiker Anders Matthesen alias Anden optrådte på de sociale mediers svar på Robert-prisen, nemlig Guldtuben. Hans identitet var imidlertid en anden, nemlig karakteren YouTubefiaskoen Janik Rundholdt, en karakter som Anden har opfundet. Her fik især de unge youtubere en ordentlig overhaling, og flere medier mente dagen efter, at han var gået over stregen. Anden forsvarede sig i ”Go’ aften Danmark” med, at han netop forholder sig nysgerrig og forsøger at forstå børns og unges tid foran skærmen på deres præmisser frem for at afvise det som dumt og overfladisk. Et par dage efter meldte flere youtubere ud, at Andens optræden var noget af det sjoveste i hele showet.

En gammel ræv har altid ret, men lytter mest til de unge

Jannik Rundholdt, som Anden i øvrigt flittigt bruger til at være sammen med nogle af de mest populære inden for sociale medier (Gulddreng, Brohave, Spørg Casper), vidner om, at man samtidig med bevarelse af et kritisk og reflekterende jeg kan prøve at stoppe op og lytte og forstå et nyt fænomen med respekt for børns og unges interesser. De er sammen med os med til at forme vores samfund. Som det hedder i en sang af Karl William: ’En gammel ræv har altid ret, men lytter mest til de unge’.