Tag-arkiv: Ung i DaBUF

Giffoni Film Festival 2018

Giffoni 2018: En fantastisk filmfestival

Skrevet af: Helena Jepsen / Nyborg Børne- og Ungdomsfilmklub

Et sted fuld af venlighed og blandede kulturer. Det første, man bliver mødt af, er en gruppe italienere i lufthavnen, som tager én med til Salerno Hotel, hvor alles chaperonerne bor. Så bliver man hentet af sin værtsfamilie. Mødt med kindkys og kram.

Filmfestivalen er en fest

Den første dag på filmfestivalen er en fest, og værtsfamilien bruger meget af dagen på at tage på tur med dig. Om aftenen tager man til fest, hvor man møder sin værts venner. De er alle sammen meget søde og sørger for, at alle har det godt. Der er en kæmpe scene, hvor en DJ, sangere og rappere kan optræde. Alle kommer normalt hjem omkring klokken ét hver nat, men det vænner man sig til.

Mange steder med mad

Den første dag med film er interessant. Vi ser en film, snakker om den og går ud. For min gruppe, 13+, tog det cirka syv timer første dag, fordi vi skulle se to film i træk, men det var kun første dag. Når man er færdig med at se film, går man ud til festen. Giffoni har mange steder med mad, så selv om alle får mad af værtsfamilierne, kan man også købe noget. Festen er ikke obligatorisk, men folk kan ikke komme hjem før klokken 23. For det meste kan man bare gå rundt sammen med sine venner og kigge på byen.

Smukt dekoreret med lyskæder og lysende skilte

Giffoni er en lille landsby, der ligger i bjer­gene. Den er smukt dekoreret med lyskæder og lysende skilte, hvor der står Giffoni på. Bustiderne hjem til værtsfamilierne er fra 23.00 til 23.50, eller det er det, de siger. På grund af, at italienere har et talent for at komme for sent, kører bussen først 00.10 eller senere. Det er forskelligt, hvad tid man skal mødes ved bussen om morgenen. Det værste er, når vi skal mødes 8.30, det er meget tidligt, når de fleste først er hjemme ved éttiden eller senere. Men hvis man skal møde så tidligt, kommer man hjem igen omkring 13:30 og tager tilbage cirka klokken 16.

En fantastisk film

Vi så også nogle previews. ”Ant-Man and the Wasp” var en sådan preview. Jeg er ikke den store Marvelfan, så jeg forstod ikke helt filmen, men Paul Rodd og Evangeline Lilly, der er de to hovedpersoner i filmen, kom og snakkede med os. En anden film, vi så, var den nye ”Mamma Mia! Here We Go Again”. Dér mødte vi skuespilleren Jeremy Irvine, som spiller den unge version af Sam. Folk var meget begejstret for filmen. Vi mødte også Sam Claflin som har spillet Finnick i ”The Hunger Games”. Vi så hans film ”Adrift”, som er en fantastisk film, alle burde se.

Én sjov film ud af syv

Filmene i konkurrencen er meget forskellige efter aldersgruppe. Os i 13+ fik næsten alle filmene om sorg, depression og død. Vi havde én sjov film ud af syv. På tredjepladsen havde vi ”Cross My Heart”, en film om to unge i Canada i 1970erne, der har en døende far, og deres mor vil have dem sendt til en plejefamilie. Børnene kidnapper sammen med deres fætre en gammel dame, der kan være deres bedstemor. Andenpladsen var den sjove film ”Los Bando”, det er en norsk film, som handler om nogle unge, der gerne vil være med i det norske rockmesterskab, som foregår i den anden ende af landet. Førstepladsen gik til den film, jeg stemte på, ”This Crazy Heart”. Det er en film, der forgår i Tyskland. Det er en virkelig historie om en dreng, hvis hjerte ikke virker ordentligt. Han bor på et børnehospice, og en dag tvinger hans læge sin søn til at være sammen med drengen. De bliver bedste venner, og drengen lærer ikke at være bange for døden. Giffoni er en fantastisk filmfestival, som jeg synes, at alle, der har muligheden, skal opleve, og jeg ville gøre alt for at komme med igen.

…………………………………………………….

Giffoni Film Festival 2018

Skrevet af: Rikke Ingemann Jensen / Odense Filmklub for Børn og Unge

Jeg havde glædet mig lige siden, jeg fandt ud af, at jeg var blevet valgt til at være jurymedlem til festivalen i Giffoni. Jeg havde selvfølgelig googlet mig lidt frem til, hvordan festivalen foregår, og det hele endte med at leve op til mine høje forventninger. (Manchet)

Liv og glade dage

Selve Giffoni by er ekstrem lille, når man tænker på, at over 5000 jurymedlemmer betræder disse gader på samme tid i en hel uge. Det er en lille hyggelig by, hvor alt sikkert står stille, så snart festivalen er ovre. Men under selve festivalen er der liv og glade dage. Gaderne indtages af alt fra dukkeshow til ildkast og holifest. Der er noget for enhver smag, og altid noget der fanger øjet. Nu var det dog ikke streetfesten, vi var der for, men mere for alle de filmiske oplevelser, som Giffoni havde at byde på.

I samme rum som en hollywoodstjerne

Vi jurymedlemmer var delt op i grupper efter alder, hvor jeg tilhørte gruppen 18+. Resten af 18+gruppen og jeg så hver dag én film, der var del af hovedkonkurrencen om at vinde prisen for ”Bedste film i alderskategorien 18+”. Det blev til syv film i alt. Min dag startede altid med at se en af disse film klokken 10.00 om formiddagen, herefter diverse aktiviteter resten af dagen. Hver dag var der også italiensk premiere på en blockbusterfilm: ”Mamma Mia! Here We Go Again”, ”Ant-Man and The Wasp” og ”Adrift” var iblandt dem, jeg så. Det specielle ved disse premierer var, at vi fik fint besøg inden filmene. Skuespillerne Paul Rudd, Evangeline Lilly, Jeremy Irvine og Sam Claflin var nemlig til stede til premiererne. Dette betød, at vi publikum havde mulighed for at stille spørgsmål til folk, der havde arbejdet med filmene. Det var helt fantastisk, og jeg må indrømme, at jeg blev starstruck, da både Paul Rudd, Evangeline Lilly og Jeremy Irvine besvarede mine spørgsmål. Det er ikke lige hver dag, man er i samme rum som en hollywoodstjerne. Da hollywoodfilm får sen premiere i Italien, havde de fleste af filmene allerede været vist i Danmark, men vi var dog de første i verden til at se ”The Darkest Minds”, hvilket var ret sjovt.

Meget imponeret over alle filmene

Som nævnt så vi syv konkurrencefilm, og sidst på ugen skulle vi stemme på vores favorit, den som vi syntes fortjente at vinde for bedste film. De syv film var meget forskellige, men havde dog alle en ting til fælles: De havde alle sammen noget på hjertet. Der var ikke meget hollywoodglamour over de film, vi så. De portrætterede den hårde barske virkelighed på en meget realistisk måde. Filmene handlede om alt fra prostitution, fængsel, terrorisme og det at være anderledes. Jeg var meget imponeret over alle filmene, og der var ingen af dem, som jeg ikke kunne lide, men må dog indrømme, at jeg efter femte film manglede en film, der havde en lidt mere positiv tilgang til verden. Det mest interessante var, at fem af instruktørerne bag filmene var til stede. De havde alle en masse spændende information om deres film, som de ønskede at dele, og den viden kunne helt ændre ens syn på filmen. Den eneste anke jeg har, når det kommer til filmene og de efterfølgende Q&As, var, at det, som instruktørerne sagde, ikke altid blev oversat til engelsk. Det var en generel tendens gennem hele festivalen, at arrangørerne ikke altid tog hensyn til os internationale jurymedlemmer, når det gjaldt sprogbarrieren. Når vi for eksempel mødte italienske skuespillere og instruktører, var der ikke altid oversætter med, hvilket betød, at vi skulle lytte til en person, som vi ikke kendte, plapre i halvanden time på italiensk. Det var ikke så interessant. Man kommer dog langt ved at få ens værtsperson til at oversætte eller gøre personalet opmærksom på, at man ikke fatter et klap. Min yndlingsfilm var ”Brothers” af den hollandske instruktør Hanro Smitsman. Den handlede om to brødre fra Holland, der sammen tager til Syrien for at finde deres bror, som er mistænkt for at være terrorist. Det var en skræmmende, men fantastisk film, der portrætterer krigen i Syrien godt. Det var heldigvis også denne film, der vandt prisen for ”Bedste film 18+”.

Et helt særligt bånd

Når man er over 5000 unge mennesker samlet fra cirka 50 lande, der alle deler den samme passion for film, kan man næsten ikke undgå at blive venner med nogen. Jeg havde et godt forhold til de danske piger, der var med, og vi hyggede os på flyturene. Dog kan ingen slå min værtsfamilie og især ikke Federica, pigen jeg boede hos og brugte bogstaveligt talt 24/7 med. Heldigvis kom vi godt ud af det med hinanden, og selvom hun ikke var vildt god til engelsk, så kunne vi sagtens kommunikere. Man får bare et helt særligt bånd, når man er sammen med en anden person hele dagen i tolv dage. Jeg var blandt andet til familiefest og hang ud med hendes venner og kæreste. Det var sjovt at få et indblik ind i den italienske kultur, der er så anderledes end den danske. Jeg blev også venner med andre jurymedlemmer fra blandt andet Slovenien, Sydkorea, Makedonien og Italien.

En fantastisk filmfestival

Når vi trængte til lidt luft efter at have kigget på en biografskærm hele dagen, havde vi heldigvis mulighed for at tage på to længere ture. Den ene gang besøgte den danske delegation byen Positano, der ligger langs Amalfikysten. Trods det knap så gode vejr var det en fantastisk og hyggelig tur. På vores anden fridag tog min værtsfamilie mig med til Pompei. Det var en smuk og rørende tur. Alt i alt var det en fantastisk filmfestival, som jeg altid vil huske.

 

………………………………

 

Giffoni 2018: En oplevelse jeg aldrig glemmer 

Skrevet af: Katrine Jørgensen / Kolding Børne- og Ungdomsfilmklub

I sommerferien var jeg på filmfestival i Italien, og det var en oplevelse for livet. Jeg vil aldrig glemme den her tur, og nu vil jeg gerne fortælle lidt om den. Vi var i Giffoni i 12 dage. Vi rejste den 18. juli, hvor vi skulle med fly fra København. Jeg kan huske, at min mor og far var helt vildt nervøse for at sende mig afsted, men afsted kom jeg da efter lidt overtalelse.

Et helt andet land og et helt andet liv

Efter mange timers flyvning og en lang køretur ankom vi endelig til hotellet, det var sent, og jeg var nervøs for at møde den familie, jeg skulle bo hos. Jeg havde skrevet lidt med pigen i forvejen, hun hed Denise, men nervøsiteten var der stadig. Heldigvis var de rigtigt søde. Denises mor kunne overhovedet ikke engelsk, men var sød alligevel, så jeg sagde farvel til Kim og de andre og kørte hjem til hende. Nej, faktisk var vi først ikke derhjemme, fordi jeg skulle ud og møde hendes venner. I Italien er de ude til ret sent sammen med deres venner, de har også varmen til det. Det var meget hyggeligt at møde dem alle sammen, nogle af dem havde også nogen på besøg fra et andet land, så dem fik jeg snakket med. Det var så interessant at møde folk fra et helt andet land og et helt andet liv, og alligevel at kunne snakke med dem var en stor oplevelse.

Del af et fællesskab

Der var to dage, inden festivalen rigtig begyndte, så der lærte jeg Denise og de andre lidt bedre at kende. Vi tog for eksempel til stranden i Amalfi, der ligger tæt på Salerno, som var der, vi boede. Da filmfestivalen rigtigt begyndte, så begyndte alt det sjove også. Vi fik T-shirts med logo på, og så så jeg mange hundrede mennesker med den samme T-shirt, og jeg følte mig som en del af et fællesskab. Jeg mødte mange nye mennesker ved selve filmfestivalen. De var alle sammen ret imødekommende, og jeg er god til at starte en samtale med folk. Der gik ikke lang tid, før jeg mødte folk fra overalt i verden.

Så engagerede, at man blev helt glad

Vi så i hvert fald mindst én film om dagen, og de film, vi så, var nogle, de havde valgt specifikt til at få os til at tænke over dem bagefter. Efter filmene snakkede vi om dem sammen med hele salen. Det fungerede sådan, at man rakte hånden op, hvis man havde et spørgsmål eller bare en mening, man ville sige til de andre. Derefter fik man en mikrofon. Jeg blev meget overrasket over, hvor meget de andre lagde mærke til i filmene, for eksempel én der sagde, at hun lagde mærke til en farvehistorie, altså hvad de havde på af farver, og hvad de farver symboliserede. De andre deltagere var så engagerede i filmfestivalen, at man blev helt glad. Filmene var rigtig gode, de fleste i hvert fald. Bagefter snakkede jeg med mine venner, og de fortalte om deres tanker om filmene.

Vi dansede og skreg med på ”Dancing Queen”

Jeg mødte mange unge fra forskellige lande, en af dem kom fra Sydafrika, en anden fra USA og en tredje fra Rusland. Disse mennesker gjorde et stort indtryk på mig, de havde alle sammen deres historie at fortælle og deres egen hverdag. En af de bedste oplevelser fra turen var, da vi skulle ind og se forpremieren på ”Mamma Mia! Here We Go Again”. Det var tydeligt at se, at alle var meget spændte på at se den. Salen var helt fyldt op, så jeg kunne ikke sidde sammen med dem, jeg havde mødt indtil videre, men det gjorde ikke så meget, for så lærte jeg jo nogen nye at kende. Inden filmen skulle begynde, sad vi og ventede i lang tid. Spændingen og lysten til at se filmen var tydelig, og for at vi ikke skulle kede os, satte ham, der styrede musikken, Mamma Mia-musik på. Og der var vi så, måske 200 mennesker, der sprang op fra deres stole. Vi dansede og skreg med på ”Dancing Queen”. Det lettede stemningen, og nogle gik endda op på den scene, der var tiltænkt interviews, og begyndte at danse med hinanden. Det var en fantastisk oplevelse, og det var nok en af de ting, jeg elskede mest fra turen.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme

Dagene fløj afsted, og før jeg vidste af det, skulle jeg med flyet hjem. Min værtsfamilie begyndte at græde, da jeg skulle afsted med bussen til lufthavnen. Der blev også grædt meget aftenen inden, hvor jeg var ude for sidste gang med mine italienske venner. De internationale mennesker, jeg mødte, som skulle afsted om natten, sagde jeg også farvel til, det var meget hårdt i starten. Sådan er det altid med de her ture. Man møder nye dejlige mennesker, men når turen er slut, knuser det ens hjerte en smule. Jeg glædede mig selvfølgelig meget til at se min familie igen, og jeg savnede også mine venner derhjemme. Jeg ville ikke have noget imod at tage turen igen et andet år, for som jeg skrev i starten: Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme!

 

 

 

4 film om at være anderledes

Kæmpen (Jätten)

Instruktion: Johannes Nyholm, Sverige 2016

Kæmpen, Scanbox

”Kæmpen” handler om Rikard, der har et deformt ansigt. Han er vild med petanque og spiller i den lokale klub. Filmen handler om hans vej til at blive accepteret af samfundet og især af sin mor. Sammen med sin ven Roland, beslutter han sig for at deltage i det skandinaviske mesterskab i petanque. Det er ikke nemt for Rikard, da han møder modstand overalt, men han kæmper og er fast besluttet på at nå sit mål.

”Kæmpen” er en svensk film instrueret af Johannes Nyholm fra 2016. Rikard er en enestående karakter, som man ikke kan lade være med at holde af. Filmen viser, hvor dømmende folk kan være, og den kamp, som Rikard er nødt til at kæmpe for at blive accepteret, er hård. Filmen har magiske elementer, som blandt andet en kæmpe, der gør det svært at skelne mellem, hvad der faktisk sker, og hvad der kun foregår i Rikards hoved.

Filmen er tilladt fra 11 år, men jeg vil anbefale at vise den for unge fra 13-14 +, da den kræver en vis viden om autisme og samfund for at forstå handlingen. Denne udspiller sig meget langsomt, hvilket kan få nogle unge til at miste tålmodigheden. Den har et fint budskab, men da den ikke er bygget op som en typisk hollywoodfilm, er der flere scener, hvor man skal anstrenge sig for ikke at koble fra og tænke på noget andet.

Team Hurricane

Instruktion: Annika Berg, Danmark 2017

Filmen handler om otte teenagepiger, der går i den samme ungdomsklub. De har ikke meget til fælles ud over, at de altså går i samme klub. Pigerne hænger ud i klubben hver dag og knytter efterhånden et tæt bånd. Da klubben bliver tvunget til at lukke, hjælper pigerne hinanden med at lave en forestilling som afslutning på deres tid sammen. ”Team Hurricane” fortæller historien om de problemer og dilemmaer, som teenagere møder i deres teenageår. Emner som anoreksi, ensomhed og seksualitet bliver bragt på banen og på en måde, som unge mennesker kan relatere sig til.

Annika Berg har instrueret en fremragende debutfilm, der behandler teenageproblemer på en realistisk måde. Filmens visuelle udtryk er meget anderledes, end man er vant til fra andre danske ungdomsfilm. Hun leger med farver og bruger flere forskellige kameraer i løbet af filmen.

’Team Hurricane’ er tilladt for aldersgruppen 15+, da den kræver en vis modenhed for at forstå de emner, som pigerne diskuterer, og kunne relatere sig til dem. Aldersgruppen 15 + vil få meget ud af denne film, da den som nævnt skildrer teenageårene realistisk. Filmen får tilskueren til at reflektere over de dilemmaer, som unge står overfor. Den kan helt klart anbefales for den ældre målgruppe, og man kan få en god diskussion ud af den.

Team Hurricane, Angel

Get Out

Instruktion: Jordan Peele, USA 2017

Get Out, UIP

”Get Out” handler om Chris, der skal møde sin kærestes familie. Han har datet pigen Rose i fire måneder, og hun har besluttet, at det nu er tid til at introducere ham for familien. Chris er dog bekymret, da Rose udtaler, at hun ikke har sagt til hendes forældre, at Chris er sort. Familien bor i et stort afsides hus med sorte tjenestefolk. Familien tager godt imod Chris i starten, men som tiden går, begynder de at opføre sig mere og mere besynderligt.

Filmen bearbejder årets emne om at skille sig ud ved blandt andet at fortælle om forskelle, og hvordan hvide og sorte bliver behandlet i nutidens USA. Den holder tilskueren på kanten af sædet i spænding og får hjernen til at køre på højtryk. Det er ikke så nemt at gætte, hvorfor familien agerer, som den gør. De mange plottwist gør filmen uforudsigelig og interessant. Da filmen er en gyser, er den ikke velegnet for den yngre aldersgruppe.

Filmen er tilladt for 15+, men størstedelen af filmen er ikke specielt uhyggelig, mere mystisk. I sidste del af filmen er der vold, som godt kan virke en smule skræmmende. For at kunne forstå Chris’ dilemmaer kræver det, at tilskueren har en forforståelse for racisme i USA. Slutningen er meget omdiskuteret, da der sker en plottwist, som ingen kan forudse. Hvorvidt denne twist har en positiv effekt er der forskelligt syn på. Man enten elsker eller hader filmen.

Get Out, UIP

Wonder Woman

Instruktion: Patty Jenkins, USA 2017

Amazonekrigerprinsessen Diana er født og opvokset på øen Themyscira. Der bor kun kvinder på øen, og alle er amazoner. Deres job er at beskytte menneskene mod krigsguden Ares. En dag falder en flyver ned i havet omkring øen, og Diana redder den unge soldat Steve. Det viser sig, at der udspiller sig en krig i menneskeverden, 1. Verdenskrig. Diana beslutter sig for at hjælpe Steve med at kæmpe mod tyskerne i menneskeverden, da hun er overbevist om, at det er krigsguden Ares’ skyld, at menneskene er i krig mod hinanden. Hendes mission er derfor at dræbe Ares og skabe fred blandt menneskene.

”Wonder Woman” er en girlpower-film, der viser kvinder som selvstændige individer, der ikke har brug for mænd til at forsvare dem. Amazonekvinderne er stærke, stædige og gode forbilleder. Filmen er både instrueret af en kvinde, Patty Jenkins, og har en kvinde i hovedrollen, Gal Gadot. Den er for unge, der elsker superheltefilm og action. Patty Jenkins blander fakta og fiktion, da filmen foregår under en virkelig begivenhed, men med fiktionselementer som superhelte.

Filmen er tilladt for 11+ og er helt klart den mest klassiske hollywoodfortælling af de film, som vi så i Nyborg. Den er fyldt med action og spænding, der tilfredsstiller et bredt publikum. Man vil sagtens kunne vise den fra 11+. Hvis man er til superheltefilm, er denne her en af de bedste.

Wonder Woman, Warner Bros

DaBUFs børnejury indtager BUSTER

Fredag den 29. september 2017 mødte Silja, Elvira og Anna-Sophie op på Cinemateket i København. De kendte ikke hinanden og kom fra forskellige dele af landet, men havde alle det til fælles, at de var 12 år gamle, medlem af en af DaBUFs filmklubber og elskede at se og anmelde film. Sammen skulle de over en weekend se otte forskellige film fra BUSTER Børnefilmfestivals officielle program og udvælge den film, der skulle kåres til årets børnefilm. Nynne Bern Jensen fra DaBUFs bestyrelse fulgte pigerne og slagets gang.

Samarbejde mellem DaBUF og BUSTER

BUSTER Børnefilmfestival havde i år valgt at samarbejde med DaBUF om at have en børnejury til at vurdere nogle af festivalens mange film og udvælge årets bedste børnefilm. Børnejuryen skiller sig ud fra tidligere år ved udelukkende at bestå af medlemmer fra DaBUFs medlemsklubber, og DaBUF har derved fået en central rolle i BUSTER, der er en del af Danmarks største filmfestival CPH PIX, som løb af stablen fra den 28. september til den 11. oktober 2017.

Medierådets private biografsal

Inden selve festivalen var børn fra DaBUFs filmklubber blevet opfordret til at søge om at blive en del af årets børnejury, og mange indsendte en ansøgning. Børnejuryen endte med at bestå af Silja Barnkob fra Frederikssund Filmklub for Børn og Unge, Elvira Rosaline Brandt fra Århus Skolebio og Anna-Sophie Frei fra Stenløse Børne- og Ungdomsfilmklub. De tre piger boede i weekenden på et vandrehjem i hjertet af København, men det meste af tiden tilbragte de tre piger dog ikke på vandrehjemmet, men i Medierådets private biografsal i Cinemateket. Biografsalen havde børnejuryen fået stillet til rådighed, så de uforstyrret kunne se de udvalgte film og diskutere og vurdere dem, inden den endelige vinder skulle findes.

En rigtig sjov weekend

Pigerne blev en gang imellem lukket ud af biografsalens mørke, og i løbet af weekenden var der også tid til at se lidt af København og til at tage ud og spise store burgere og bowle. For selvom børnejuryen først og fremmest var taget til København for at se og bedømme film, var det også vigtigt for BUSTER og DaBUF at gøre det til en sjov weekend med plads til andet end bare at se film. Pigerne havde en rigtig hyggelig weekend, og Silja fra børnejuryen fortæller, at: ’det var en rigtig sjov weekend, og den kunne faktisk godt vare endnu flere dage. Jeg kunne godt klare at se flere film i hvert fald. Og det var også rigtig hyggeligt at sove og bo sammen og at være ude og bowle sammen’.

Refleksioner og overvejelser

Til at hjælpe børnejuryen med at blive skarpe på, hvordan man anmelder en film, havde BUSTER inviteret Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank Rasmussen til at komme og fortælle, hvordan det er at være professionel filmanmelder. Hun gav også tips til pigerne og fortalte, hvad man skal huske at lægge mærke til, når man anmelder film, men hun var allerede meget imponeret over de refleksioner og overvejelser, som de tre piger havde gjort, inden de satte sig ned sammen med hende.

Snakkede om filmene bagefter

Både Silja, Elvira og Anna-Sophie er vante til at se film, og de har gået i en filmklub, siden de var helt små. De elsker alle at se og snakke om film, og de kan godt lide at se anderledes film og bedømme og snakke om, hvad der gør en bestemt film til noget særligt. Elvira forklarer det sådan her:

’Jeg kan rigtig godt lide at se film, og jeg synes også, at en af de ting, der har været rigtig godt ved den her weekend, det var, når vi snakkede om filmene bagefter. Og så føler man sig meget vigtig, når ens mening bliver taget seriøst, og man bliver lyttet til. Det har været rigtig fedt’.

Noget på hjerte

De otte børne- og ungdomsfilm som børnejuryen skulle bedømme var blevet udvalgt på forhånd af Nikolai Schulz, der er programchef for BUSTER. Filmene kom fra forskellige lande og beskæftigede sig med meget forskellige temaer, men havde det til fælles, at de alle havde noget på hjerte og beskæftigede sig med temaerne på en måde, som tog seerne seriøst.

De otte film som var med i kategorien BUSTERS Bedste Børnefilm 2017 var:

  • ”Den dag min far blev til en busk” (Holland)
  • ”I tryghedens hav” (Slovakiet/Tjekkiet)
  • ”Mum is Wrong” (Frankrig)
  • Den svenske film ”Op i det blå” (Sverige)
  • ”Rara” (Chile)
  • ”Strawberry Days” (Sverige)
  • ”Wallay” (Frankrig/Burkina Faso)
  • ”Fluefangeren” (Norge)

BUSTERs Bedste Børnefilm 2017

Børnejuryen havde fået frie hænder og kunne selv bestemme, hvordan de ville gribe processen an med at udvælge en vinder. De valgte at gå meget systematisk til værks og gennemgik alle de noter, som de hver især havde taget for så at diskutere hvert enkelt film. De ranglistede til sidste alle otte film og var enige om, hvilken film der var årets bedste film. De tre piger valgte at give BUSTERs Bedste Børnefilm 2017-prisen til den norske film ”Fluefangeren” af Izer Aliu. Filmen handler om en skolelærer på en makedonsk skole, der lige er blevet fyret, men som et sidste forsøg på at få sit job tilbage beslutter sig for at løse en gammel fastgroet konflikt mellem en gruppe drenge på skolen. Han låser dem simpelthen inde på skolen og lader dem ikke gå hjem, før de er blevet venner og har begravet stridsøksen!

En god film om sammenhold

”Fluefangeren” tager et seriøst emne op og behandler det på en humoristisk måde, hvilket gjorde stort indtryk på børnejuryen. Da instruktør Izer Aliu modtog prisen, modtog han også børnejuryens officielle begrundelse:

’Alle filmene var gode og ret forskellige, så det var svært at vælge. Men i sidste ende var vi meget enige om, hvilken film der skulle vinde. ”Fluefangeren” er en utroligt gennemtænkt film, og det er et meget seriøst tema, den tager op, men på en sjov og humoristisk måde. Det er en god film om sammenhold og om, at selv om man kommer fra forskellige regioner og politiske baggrunde, så kan man godt finde sammen. Det er ligegyldigt, hvor filmen foregår. Den er på én gang fjern fra vores verden, men man kan samtidig også spejle sig i det, der sker og den konflikt drengene går igennem. Den var anderledes end nogen film, vi nogensinde har set før, og den havde først og fremmest noget på hjerte. Derfor er vi ikke i tvivl om, at prisen for BUSTERs Bedste Børnefilm 2017 skal gå til ”Fluefangeren” af Izer Aliu’.

Næste stop Giffoni

Silja, Elvira og Anna-Sophie synes, at det har været sjovt at være med i BUSTERs børnejury, og de er blevet så bidt af at se og vurdere festivalfilm, at de allerede nu ved, at de også ville ansøge om at komme med til Giffoni børnefilmfestival til sommer i Italien, når DaBUF sender en børnejury af sted.