
Pråsprisen 2020
Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF
Pråsprisen gives hvert år til en person, som har gjort en fortjenstfuld indsats for formidling og/eller produktion af billedmedier for børn og unge. Årets pråsvinder har præsenteret et stærkt koncept og en elskelig figur i en række kortfilm og en spillefilm. Historierne i filmene er pointerede, genkendelige og meget morsomme. Hovedkarakteren er så stærkt et brand, at man stort set ikke kan nævne karakteren uden i samme ombæring at nævne pråsvinderen.
God kunst stiller flere spørgsmål
Men pråsvinderen har også lavet andet, som vi i DaBUF er meget glade for. På Den Danske Filmskole skabte hun en kortfilm om forholdet mellem en pige og hendes mor – og til sommerfugle. Moren har det anstrengt med sommerfugle og vil grundlæggende bare slå dem ihjel. Pigens oplevelse af sommerfugle er noget mere nuanceret. Med sine udstående tænder og sit sparsomme hår er pigen ingen skønhedsåbenbaring. Men hun er en identifikationsfigur, det er nemt at spejle sig i. Moren er nemmest at lægge afstand til. Og på den måde bliver filmen en slags spejl på én selv som betragter: Hvem mener man er pigen, hvem er moren, og hvad er sommerfuglene? Som det er sagt tit: God kunst stiller flere spørgsmål end den besvarer!
Eftertanke og refleksion
Senere skrev og instruerede pråsvinderen en film med handling på Nørrebro i København. En dreng er fanget mellem ønsket om at finde sin far og at hjælpe sin bror. Til trods for settingen på et genkendeligt Nørrebro er filmen en fantastisk fortælling – går det efterhånden op for os tilskuere. Hvad vi til at begynde med opfatter som et fantasidyr, viser sig at være i stand til at gribe afgørende ind i handlingen. Både Sylfidden og Skyggedyret fortæller historier om at sætte sig ud over sin arv og sit miljø, Og begge provokerer til eftertanke. Hvad er det for noget med de sommerfugle? Hvad betyder det, at moren svæver op i himlen, når hun bliver vred? Er det virkelig så slemt med hashsalget på Nørrebro? Kan børn kende forskel på vold i spil og i den virkelige verden? Hvordan skal vi forstå skyggedyret, som faktisk redder et liv? Det er film, som åbner mulighed for eftertanke og refleksion.
Både børn og voksne morer sig
Pråsvinderens seneste meritter åbner endnu en skatkiste af forundring og oprigtig nysgerrighed. Når Vitello begiver sig ud i de voksnes besynderlige verden, er der rigeligt at sætte spørgsmålstegn ved. Ligesom Dennis i Skyggedyret savner Vitello en far. Og ligesom Dennis formår Vitello at handle og navigere i en temmelig kompliceret verden. Men hvor Skyggedyret har et mørke og en melankoli i sig, er Vitello fuld af overskud og humor. Det er en fest, når vi har Vitello på programmet i filmklubben – både børn og voksne morer sig højlydt.
Ikonisk figur
Som sagt er Vitello et virkeligt stærkt brand, som man dårligt kan undlade at forbinde med forfatteren til bøgerne, Kim Fupz Aakeson, og instruktøren af filmene. Men lige så meget bør æren tilskrives illustrator Niels Bo Bojesen. Hans fortolkning af Vitello er med til at skabe det liv og den karakter, Vitello er. Kim Fupz Aakesons fantasi, Niels Bo Bojesens pen og pråsvinderens instruktion har givet Vitello potentiale til at blive en lige så ikonisk figur som mange af de figurer, vi forbinder med det bedste indenfor dansk børnefilm. Med årets pråsillustration kommer DaBUF således i fint selskab. For det er selvsamme Bojesen, som har skabt den.
Unger på kanten
Vi er ellevilde med Vitello, og vi kan ikke få nok af ham. Men det var Sylfidden og Skyggedyret, som åbnede vores hjerter for pråsvinderens arbejde. Vi håber, at der er endnu mere i skuffen, hvor de historier kom fra. I de danske børnefilmklubber lever vi af og for de hjerteskærende historier, som begavede filmskabere tilbyder os. Vi giver Pråsprisen med en forhåbning om, at Dorte Bengtson vil berige os med endnu flere historier om unger på kanten.
Sammen med æren følger som sagt en illustration af Niels Bo Bojesen samt en check på 10.000 kroner. Prisen er sponseret af Horsens Skolebio og Aarhus Børnefilm.
Hjertelig tillykke!