Artikel

Skrevet af Julie Tangaa Tjalve

 

 

DaBUF havde i år glæden af at stille med årets Børnejury, hvis opgave er at uddele selveste BUSTERs hovedpris!

Her i oktober løb BUSTER festival 2022 af stablen. Dette år havde DaBUF æren af at bidrage med fem unge filmelskere til BUSTERs børnejury. Børnejuryens opgave er at uddele selveste BUSTER-prisen, BUSTER Filmfestivalens hovedpris.

I år bestod børnejuryen af fem filmglade piger: Signe og Victoria fra Aalborg, Sarah fra Slagelse, Linea fra Stenløse og Emma fra Ishøj. I løbet af kun tre dage skulle de fem piger se otte film fra hele verden.

E.T., Hip-Hop, grin & gråd 

Da BUSTER-prisen er BUSTER Filmfestivalens hovedpris, var det juryens opgave at se film for hele BUSTERs målgruppe. Juryen fik derfor set alt fra vietnamesisk sci-fi film, hvor 5-årige Hung bliver venner med rumvæsnet Maika, til fransk rom-com, hvor den håbløse romantiker Az skal lære at danse hip-hop for at vinde sin kæreste tilbage.

Det var heldigvis fem meget professionelle jurymedlemmer, så selvom nogle af filmene var uden for deres målgruppe, formåede jurymedlemmerne at have nogle gode og saglige filmdiskussioner. Udover en masse filmsnak og vurderinger, førte de otte forskellige film også til tre dage fyldt med grin og gråd.

Sikker vinder!

Selvom de tre dage, var pakket med et stramt filmprogram, fandt vi alligevel tid til at udforske København, lære hinanden bedre at kende og spise en masse lækker mad. Aftnerne blev både brugt på gåture rundt i centrum, brætspil, gyserfilm og selvfølgelig endnu flere livlige diskussioner om dagens film.

Jurymedlemmernes intense vurderingsarbejde endte efter de var nået til enighed om dette års vinderfilm. En beslutning man kunne forvente ville ende i timelange diskussioner og måske endda afstemning. Men de fem jury-piger var ikke et sekund i tvivl om hvilken film, der skulle vinde dette års BUSTER-pris. Den svenske film Comedy Queen!

Comedy Queen er instrueret af Sanna Lenken, og fik premiere i 2022. Filmen handler om 13-årige Sasha, der drømmer om at få sin far til at grine igen, efter morens tragiske selvmord. For at få drømmen om sin fars latter til at gå i opfyldelse, gør Sasha alt for at blive stand-up komiker. Comedy Queen har taget verden med storm, og har bl.a vundet Krystal Bjørnen til dette års Berlinale. 

Folk fra nær og fjern i pænt tøj 

BUSTER Filmfestival kulminerede i et brag af en prisfest i Grand Teatret. Det var til denne prisfest, at de fem fine jurymedlemmer havde æren af at overrække BUSTER-prisen til Comedy Queen.

 Grand Teatret vrimlede med folk fra nær og fjern, klædt i deres stiveste puds for enten at uddele eller modtage priser. 

Mens folk vrimlede rundt i Grand Teatrets café, stod de fem lettere nervøse jurymedlemmer, og lagde sidste hånd på deres statement. For ikke nok med, at de fem piger skulle udvælge vinderfilmen, de skulle også uddele prisen foran publikum, samt læse en begrundelse op for hvorfor de havde besluttet at Comedy Queen skulle vinde hovedprisen.

Børne-juryens begrundelse var følgende: 

“Vinderfilmen er en film, der rørte os til tårer. Det er en film, der sætter gang i nogle følelser og tanker, mens man ser den. Den fik os til at tænke over, at man skal værdsætte livet og alle de ting man har. Realistiske situationer og velskrevne karakterer gjorde det nemt at relatere til, og indleve sig i hovedkarakterens sorg. En fænomenal skuespilpræstation fra en ung kvindelig skuespiller gjorde, at vi følte os både triste, glade og frustrerede sammen med hovedpersonen. Det er en film, der ikke kun vækker de dybe følelser, men også en film vi kan relatere til. Alle teenagere vil kunne relatere til at ville gøre sine forældre stolte og glade, at skændes og at savne både sin familie og sine venner. Temaerne venskab, kærlighed og familien blev sat sammen på en god måde i filmen, og det er noget, vi kan kende fra vores egen hverdag. Filmen vækker følelser i alle, og tager fat i emner som både børn, unge og voksne kan genkende. Og vinderen er… Comedy Queen!”

 

Vi ses til næste år 

BUSTER festival er en succes der heldigvis gentager sig næste år, så sidder du derude og tænker ‘Hold da op, hvor kunne jeg godt tænke mig at være med i Børnejuryen’, så hold godt øje med DaBUFs hjemmesiden i september 2023, for her vil vi helt sikkert lede efter nye deltagere!