
Artikel
Skrevet af Kim Bruun
Få et godt overblik over året, der er gået i DaBUF, når forkvinde og udvalg i deres skriftlige beretninger fortæller, hvad de har bedrevet og haft fokus på i det forgangne foreningsår.
Måske vi ikke tænker på DaBUF, når vi står i biografen og byder velkommen. Men det er i DaBUF vi mødes med vores kolleger fra hele landet, og det er DaBUF, bestyrelsen og sekretariatet, som året rundt utrætteligt arbejder for, at vi kan stå i biografen og byde velkommen under gode forhold og med et minimum af anerkendelse fra det omgivende samfund.
Derfor er det en væsentlig dag i foreningsåret, når vi mødes til generalforsamling i DaBUF. Det er her, vi kan være med til at bestemme, hvem vi vil have til at repræsentere os, og det er her vi kan høre, hvad bestyrelsen finder vigtigt at prioritere, og det er her, vi kan give vores besyv med i forhold til, hvad vi synes, bestyrelsen skal arbejde med.
Pråsens redaktører har været på strandhugst i beretningerne for at give en hurtig guide til, hvad bestyrelse og udvalg har gået og bedrevet, siden vi så dem sidst for et år siden.
Forkvindens årsberetning sæson 2024-25
2024 har været et år fyldt med fællesskab, udsyn og spændende projekter i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber. Af hovedpunkter kan fremhæves at vi har set en lille stigning i både antal medlemmer og antal klubber. Det er positivt og er en høj prioritet for bestyrelsen, for vi vil altid gerne have flere med i fællesskabet.
Åbn fællesskabet
Et af årets højdepunkter der har fyldt meget, var projektet Kultur til alle, som vi har søsat sammen med Salaam Film & Dialog. Her har vi inviteret familier fra udsatte boligområder til film og dialogarrangementer i samarbejde med lokale filmklubber.
Styrket fundament og struktur
I løbet af året har forretningsudvalget og bestyrelsen fokuseret på at styrke organisationens fundament gennem målrettet organisationsarbejde. Der er oprettet et finansieringsudvalg, udarbejdet forslag til vedtægtsændringer til vedtagelse på generalforsamlingen i 2025 og udviklet procedurer og handlingsplan samt et årshjul for bestyrelsesarbejdet.
Året der gik i filmindustrien
Med det laveste billetsalg i 30 år var biografåret præget af eftervirkningerne fra nedlukningerne, Hollywood-strejken og den voksende konkurrence fra streamingtjenesternes store udbud af film og serier. Tendensen var også tydelig for danske film, hvor der var historisk få udbudte film. Og det gælder især også når vi taler børne- og ungdomsfilm. Vi ser faktisk det, der er blevet kaldt en historisk tørke i dansk børnefilm. Når filmudbuddet og biografbilletsalget er på så lavt et niveau, kan det ikke undgås at det får afsmittende konsekvenser for børnefilmklubberne. Heldigvis viser billetsalget også, at der var stor tilslutning til de familiefilm, der fik premiere i 2024, herunder den danske Børnene fra Sølvgade, og det tolker jeg som, at der fortsat er stor interesse for det helt særlige, det er at se film i biografen. Sammen. I fællesskab med andre. Derfor har vi også brug for flere danske børnefilm. Forhåbentligt begynder der at ske en ændring i prioriteringerne for støtte på Filminstituttet, så vi fremover får flere danske børne- og ungdomsfilm. Det er der brug for, for film skaber indsigt og udsyn og kan gøre et varigt indtryk på både børn og voksne.
Katrine Seier, Forkvinde i DaBUF
Finansieringsudvalget
Udvalget blev stiftet efter generalforsamlingen i 2024 med det formål at kigge på DaBUFs økonomi og undersøge mulighederne for forskellige former for økonomisk tilskud til DaBUF, i særdeleshed med fokus på at sikre et bæredygtigt økonomisk fundament.
Mange af de muligheder der er for at søge økonomisk støtte er på projektbasis, hvor det ofte er tydeliggjort, at man ikke kan søge støtte til drift. Men noget af det, vi har mest brug for, er netop driftsstøtte, hvorfor der har været fokus på at undersøge disse muligheder. Udvalget fortsætter arbejdet i 2025 og forventer at kunne præsentere den øvrige bestyrelse for et forslag til en økonomisk strategi, herunder potentielle nye finansieringsmuligheder.
Finansieringsudvalgets medlemmer 2024-25: Katrine Seier (forkvinde), Mariella Harpelunde Jensen, Carsten Bräuner og Lise-Lotte Bjørkholt.
Klubudvalget
Formålet med Klubudvalget er ikke blot at stå til rådighed og hjælpe nye og eksisterende klubber, når behovet opstår, men også at sikre, at vi får flere klubber indlemmet til gavn for fællesskabet og ikke mindst for at sikre, at DaBUF står bedre f.eks. i forhold til at forhandle sig frem til bedre priser/aftaler med distributørerne.
Klubudvalget har valgt at genbesøge formål for udvalget samt at definere den type hjælp vi kan og vil tilbyde fremadrettet. I det forløb er vi kommet frem til, at der er to forudsætninger, som skal være på plads for at kunne yde den rette støtte i nødvendigt omfang: 1. Der skal være frivillige til at drive klubben 2. DaBUFs hjemmeside skal kunne bruges aktivt af både nye og eksisterende klubber. Klubudvalget gik derfor i gang med at kigge på hjemmesiden og det materiale, der ligger tilgængeligt. Til vores store glæde har vi fundet en del materiale, der er rigtig brugbart, men som desværre gemmer sig i en ulogisk opbygning, som gør det svært at finde det, man søger. Derfor bliver første prioritet at få bygget det op i en mere logisk struktur. Dertil vil vi lægge diverse skabeloner til f.eks. annoncer og programmer i forskellige formater – i håb om, at det vil skabe et bedre værktøj til gavn for både sekretariat og klubberne (nye som eksisterende). Det er vores håb, at være klar med en ’ny’ hjemmeside inden sommer. Skulle nogen have input eller skabeloner, som de mener kan gavne andre klubber, så modtages det gerne.
Vi kan altid bruge flere medlemmer, så meld jer gerne og vær med til at gøre noget godt for andre klubber.
Klubudvalgets medlemmer 2024-25: Lobna Nabulsi Lyngby (formand), Katrine Seier, Peter Lyngby og sekretariatet.
Ungeområdet
DaBUFs ene ungeprojekt, Filmværket, består af 6 unge frivillige. I september afholdt Filmværket deres årlige opstartsdag, hvor kaospilot Anne Sofie Skovlund Nielsen faciliterede en længere brainstorming og idéudviklingsproces. Ud af det kom tre events, hvoraf det ene er afholdt. I december afholdt Filmværket en workshop om lyd-design og Foleylyd. Der deltog 10 unge mennesker, der fik en masse god og nørdet viden om lyd på film, og de fik sågar lov til at lægge Foleylyd på filmen Børnene fra Sølvgade. Derudover har Filmværket to andre events i støbeskeen, det ene bliver en manuskriptskrivningsworkshop i Aarhus, hvor deltagerne skal skrive et kortfilmsmanuskript inspireret af en historie fra virkeligheden.
Det andet event vil være Filmværkets forsøg på at skabe den næste kultfilms-klassiker. Inspireret af kultvisningerne af filmen The Rocky Horror Picture Show, vil Filmværket gøre filmen Barbie til en kultklassiker anno 2025. Det vil være en visning, der finder sted i København, hvor deltagerne vil opfordres til at komme udklædt, der vil være sing-alongsekvenser og tilråb under filmen påskønnes.
DaBUFs andet ungeprojekt, Filmmagerne, er ved at genopstå. I 2023 blev projekt Filmmagernes Verdensmål afsluttet. Filmmagerne og Filmværket har derfor i fællesskab udviklet et nyt workshop-koncept, der formentlig vil kunne tilbydes klubberne i sæson 25/26. Den nye workshop vil være en lille film-produktionsworkshop, hvor deltagerne bliver præsenteret for et kort manuskript med to karakterer og en simpel lille dramatisk handling. Deltagerne vil blive undervist i basale filmteknikker, simpel dramaturgi og få en lille indføring i genreformer. Vi er i gang med at søge midler til projektet og søge nye frivillige til at opstarte projektet.
Også i 2025 vil DaBUF afholde det årlige Filmtræf for unge. Vi har valgt at flytte Filmtræffet fra foråret til efteråret. Derudover vil vi i år, som endnu et nyt tiltag, søge om penge, så vi kan tilbyde alle deltagere en gratis overnatning i Odense i forbindelse med Filmtræffet.
Ungeområdets frivillige 2024-25: Julie Tangaa Tjalve (projektkoordinator), Maiken Dybro Jensen, Rikke Aborg, Kristine Amalie Olsen, Ann Helene Sæter Kukkerig, August Ager, Valeriya Chirkova Rasmussen og Noor A. Husein.
Filmudvalget
Vi har i Filmudvalget netop lagt sidste hånd på Filmkatalog 2025-26. Det er, igen i år, blevet et rigtig flot, godt og anmeldelsestungt Filmkatalog, som vi håber, I vil bruge og nyde. Særligt da vi i år er så heldige at have hele to danske børnefilm i kataloget!
Filmudvalgets medlemmer 2024-25: Julie Tangaa Tjalve (forkvinde), Hans Peter Mehlsen, Kim Bruun, Jan Frydensbjerg og Kirsten Østergaard Nielsen.
Kommunikationsudvalget
Kommunikationsudvalget består af frivillige fra DaBUF’s forskellige lokale børnefilmklubber, og vi mødes 4-5 gange om året enten online eller fysisk, hvor vi på forskellig vis prøver at videreformidle det gode arbejde, som landsforeningen og medlemsklubberne laver.
Det sidste stykke tid har der været et stort fokus på at opdatere hjemmesiden, så den afspejler nutidens DaBUF. Derfor har vi i udvalget opdateret links til eksempelvis de lokale klubbers hjemme- og Facebooksider, og ligeså har vi sikret, at diverse projekter er korrekt placeret.
Kommunikationsudvalgets medlemmer 2024-2025: Helena Kuglberg Jepsen (forkvinde), Nynne Bern Jensen, Anette Vibeke Jensen, Ina Willumsen og Maria Have Møller.
Pråsen redaktion
Pråsen er DaBUFs medlemsblad, der udkommer som digitale nyheder på dabuf.dk og sendes til din indbakke den sidste torsdag i måneden. Pråsens redaktion arbejder året rundt på at samle de mange gode historier, der er at fortælle fra vores organisation, vores lokale filmklubber, filmens- og kulturens verden og andet til fælles inspiration.
I 2024 udgav vi for første gang Pråsens årsnummer digitalt. Ligesom det gamle trykte årsnummer indeholder dette højdepunkterne fra året der er gået i DaBUF – lige fra prisuddelingen af Årets Klub, til de lokale filmvisninger i ‘Kultur til alle’ projektet til en kommentar om den historiske tørke i dansk børnefilm, som heldigvis er ved at vende.
Tip os endelig med jeres historier til sekr@dabuf.dk.
Pråsens redaktion 2024-25: Anette Vibeke Norsk-Nielsen (forkvinde og redaktør i 2025), Kim Bruun (redaktør), Julie Tangaa Tjalve (redaktør i 2024), Cecilie Elmholt Skou (webredaktør 2024), August Ager (webredaktør 2025), Judith Breuning og Marc Honoré.
Internationalt udvalg
Internationalt udvalg har haft endnu et travlt og spændende år. Vi har næsten fordoblet antallet af medlemmer i udvalget og arbejder typisk i mindre grupper. Vores aktiviteter har spændt vidt, der har været afledte aktiviteter fra Nordisk Filmcamp 2023 og Giffoni Filmfestival, Young Audience Day (YAD) og meget mere. Vi har fokuseret på dels at deltage i børnefilmfestivaler for derigennem at etablere og udbygge vores internationale netværk dels at tage på festivaler, hvor vores unge kan deltage i workshops og som jury.
Internationalt udvalgs medlemmer 2024-25: Lise-Lotte Bjørkholt (formand), Kirsten Østergaard Nielsen, Judith Breuning, Cecilie Elmholt Skou, Helena Jepsen, Janus Sørensen, Susanne Landgreen, Julia Midjord og Noor Husein
Aktivitetsudvalget
Den vigtigste opgave for udvalget er – og har altid været – at arrangere det årlige Landsseminar. Hvert år forsøger vi at finde et aktuelt og dækkende tema. Øget samarbejde med vores nabolande har givet os gode kontakter. I 2024 var overskriften derfor ’Filmklubber anno 2024 – ud over grænserne’ med særligt fokus på Norden, sprog, film og samarbejde.
Med vores officielle afslutning og den dejlige frokostbuffet på hotellet var endnu et dejligt Landsseminar slut. Nu glæder vi os til at byde velkommen til det kommende den 4.-6. april 2025.
Aktivitetsudvalgets medlemmer 2024-25: Kirsten Østergaard Nielsen (formand), Susanne Rørvig, Judith Breuning, Lobna Lyngby og Kine Bjaaland Dahl, sek.