Artikel
Skrevet af Kim Bruun
Hvad skal du se, hvis du har tid i vinterferien? Måske du skal forberede den kommende sæson? Vi glæder os over, at vi igen kan finde en dansk børnefilm i biografen, og resten af programmet lover også godt.
Mange af vores medlemmer er så heldige at have vinterferie i løbet af februar. Det samme gælder for enkelte af os, der står i biografen og tager imod medlemmerne. Biograferne har spottet, at børnefamilierne har behov for at komme ud ad døren i sådan en lang uge væk fra skolen. Derfor er slutningen af uge 6 ofte højsæson for premierer til vores målgrupper.
Og det samme gør sig måske gældende for os filmklubfrivillige. Lyset er på vej, men det er stadig for koldt at opholde sig ude. Og hvis der ikke er noget sne at boltre sig i, kan man måske lige så godt boltre sig i de film, man overvejer at vise i den kommende sæson.
Her følger en fuldstændig uvidenskabelig og særdeles personlig guide til de film, man kan være heldig at fange i biografmørket. Den indeholder både film, som ikke har haft premiere endnu, og film, som man måske med fordel kan tjekke ud i deres rette miljø, inden de ender på diverse streamingplatforme.
Honey
Den tidligere pråsvinder, Natasha Arthy, rammer vinterferien med en ny film: Honey. Filmen bygger løseligt på Mette E. Neerlins roman “Hest, hest, tiger, tiger” fra 2015. Romanen er en underspillet komedie om en familie på kanten med mindelser om Bjarne Reuters ‘Bertram-bøger’.
Historien i romanen er både sjov og solidarisk, og Arthy borger for kvalitet. Så det vil nok være ulejligheden værd at gå efter Honey. Tør man håbe, at en ny dansk klassiker er født?
Paddington i Peru
Bjørnen, som oprindeligt blev fundet på Paddington Station i London, har været en populær figur i vores sammenhæng op gennem 2010’erne. Nu er han ankommet i 2020’erne, og minder om en mere uskyldig og overskuelig verden.
En af de ting, vi skal huske at takke briterne for, er ordentlighed og høflighed. Og så deres evne til at tage alting med knusende ro. Alt dette bliver vi mindet om i denne tredje og fine ombæring af Paddington.
Sonic the Hedgehog 3
Det er ikke lykkedes for undertegnede at se nogle af filmene i serien, selvom de skulle være ganske underholdende. Særligt denne tredje ombæring har fået ros for at være underholdende – og at have nogle gode skuespillere med. Således er det vist lang tid siden, man sidst har set Jim Carrey i danske biografer. Og Keanu Reeves optræder i en rolle, hvor han havde overvejet at gøre lidt grin med sine roller som Neo (fra The Matrix) eller John Wick, men endte åbenbart med et nik til Speed fra 1994. Alene tanken om, at Reeves udstråler mangel på selvhøjtidelighed får mig til at overveje at se filmen.
Super Charlie
Willie har altid drømt om at blive en superhelt, så han sammen med sin politimands far kan jagte forbrydere. Så da han får en lillebror med superkræfter, er det ikke kun opmærksomheden han mister, han mister også drømmen om at blive en uforlignelig superhelt.
Filmen bygger på en serie af Camilla Läckberg, og nogle læsere er skuffede over måden, bøgerne er blevet filmatiseret. Men mon ikke der er underholdning for alle pengene – hvis ellers man er ældre end 7 år?
Hundemand
Tanken om, at en betjent og hans hund smelter sammen til ét væsen, bringer mindelser om gode gammel Robocop – bare med mere glimt i øjet. I hvert fald når det bliver lovet, at han, udover at fange forbrydere, også har travlt med at rulle rundt og give pote, så ved man, der er åbnet for en crazy historie.
Mufasa
Man skal ikke lade solen gå ned over en succes. Så 30 år efter Løvernes Konge har vi fået historien om, hvordan Mufasa blev løvernes konge og Scar blev så indædt.
Filmen er vist temmelig overflødig. Og på sin vis lidt ubehagelig (uncanny på engelsk eller cringe på ungt): Ser man et afsnit af Animal Planet eller er det en tårevædet Disney-film?
Indrømmet, det er underligt, at løverne er tegnede, men det er urovækkende, at de ligner noget, som kunne findes på savannen. Men søg ind i biografens mørke og døm selv.
Vaiana 2
Den første film om Vaiana var underholdende og fængende. Efter sigende skulle opfølgeren ikke leve op til dette. Basalt set er historien den samme: Ung kvinde skal ud i verden for at finde sandheden om fortiden (og i samme ombæring sig selv). Men angiveligt har det nye team ikke formået at fortælle en spændende historie på ny. Flot animation, som man forventer det af Disney, men uden den nerve og det hjerte, man også håber studiet bringer ind i deres film.
Wicked
Denne film omtalte jeg også i årsnummeret. Hvis man ikke har set den endnu, er de kolde, solløse timer måske et godt tidspunkt at slå til. Filmen er (for) lang, men den står godt i sin egen ret – uden at man behøver at kende Troldmanden fra Oz eller være indstillet på at se resten af serien. Ariana Grande er åbenbart et tilløbsstykke, selvom jeg ikke kender til hendes øvrige meritter, kan jeg ret godt lide hende som Glinda (der er noget selvironisk over hende).
Noas Ark
Hvis vejret arter sig, som det vist tit gør i vinterferien, kan det måske være en ide at få syn for sagn for, hvordan en ægte syndflod ser ud. Det gør man i Noas Ark. Og så får man en hyggelig musical med i købet. Nogle (religiøse) amerikanere er ikke meget for fremstillingen af Gud. Men de fleste af os kan nok se gennem fingre med denne detalje.