Nyhed

Skrevet af Keld Mathiesen fra Aalborg Filmklub

 

 

Den 28. februar var vi mange europæiske filmarbejdere og -formidlere samlet på den nordiske ambassade i Berlin, til et arrangement som optakt til Young Audience Award 2020 den 26. april. Med et rekordstort deltagerantal: 71 byer i 40 europæiske lande. Mødet var samtidig en optakt til den store European Film Academy Award i november, som i 2020 afholdes i Reykjavik. EFA har to store europæiske arrangementer hvert år, og vi filmklubber er således en del af det ene: YAA. Dagen sluttede med en festlig, fælles reception, hvor hjertelige krammere sad løst, og vi alle klappede os selv og hinanden på skuldrene. Skulderklap, for slet ikke at tale om krammere, var to uger senere at kategorisere som overgreb. Forhåbentlig slæbte ingen af os noget med hjem.

Online version

Nu er grænserne lukket, og YAA i sin traditionelle form lagt på hylden, sammen med stort set alt andet. Der gennemføres dog en online version for de 12 – 14-årige, som har meldt sig til at deltage i den virtuelle konkurrence, som altså afholdes derhjemme foran computeren. Det er ikke lige det, vi forbinder med, at ”film skal ses i fællesskab”, men i det mindste bliver konkurrencen mellem de tre nominerede film på denne måde afgjort.

Tre nominerede film 

De tre nominerede film er ”Min sommer med Tess”, hollandsk ferieflirt i sommerlandet, ”Rocca Changes the World”, tysk Pippi Langstrømpe rip-off, og ”My Brother Chases Dinosaurs” italiensk coming-of-age, og vinderen kåres virtuelt den 26.april – følg det her.

I denne tid kan man ærgre sig over rigtig mange ting, herunder altså også aflysning af YAA i Danmark, som netop i år stod foran at skulle konsolidere sig med deltagelse af Stege, København/Herlev, Aarhus og Aalborg og udstrakt finansiel opbakning fra Det Danske Filminstitut. Vi håber den kan strækkes et års tid længere. Begejstringen i 2019 var stor, forventningerne tårnhøje i år. Nu satser vi på at holde gejsten oppe indtil 2021!