Artikel

Skrevet af Keld Mathiesen / Aalborg Filmklub 

 

 

Hvert år får unge filminteresserede europæere mulighed for at kåre den film af tre, som de mener, er den bedste. Aalborg har en lang tradition for at deltage og de seneste år har andre børnefilmklubber gjort dem selskab.

Fra Nuuk til Novosibirsk – og Melbourne på sidelinjen

Igen i år deltog Danmark, repræsenteret ved Herlev Skolebio og Aalborg Filmklub, i årets transeuropæiske filmevent for 12-14årige børn: Young Audience Award (YAA)  arrangeret af European Film Association (EFA) med deltagere fra mere end 60 europæiske byer – fra Nuuk til Novosibirsk, og med gæstekig fra Melbourne.

Så ‘ses’ vi igen

I modsætning til de foregående års maraton med gennemsyn af tre nominerede film på én søndag, var jurymedlemmernes opgave spredt ud over flere dage, fra onsdag til søndag. Hvilket måske gjorde det mere overkommeligt at se filmene, men til gengæld også udfordrende at fastholde interessen indtil afstemningen, som var programsat til søndag eftermiddag den 25. april med efterfølgende streamet ceremoni om aftenen.

Samarbejdet i Danmark var strålende superviseret af DaBUF, og vi afviklede tre zoom-møder med de danske jurydeltagere i løbet af de tre dage. Tydeligt at jurymedlemmerne har fået online-kulturen gnedet ind under huden i løbet af det seneste år. Det er langtfra nyt, endsige eksotisk, at møde nye mennesker på skærmen, som vi tidligere ellers har oplevet det i biograferne, hvor der kunne chattes på tværs af Europa med jævnaldrende.

Og de nominerede er… 

Opgaven blev løst, de tre nominerede film blev set: 

Italienske ‘Pinocchio’, meget dramatisk og visuelt storslået gengivelse af det gamle eventyr. Men også lang.

Norske Flukten over grensen (*The crossing’) en moralsk opbyggelig historie om et rødkindet norsk søskendepar, der hjalp et flygtende jødisk søskendepar over grænsen til Sverige under krigen.

Irske Wolfwalkers en original animationsfilm af folkene bag Brendan og hemmelighedernes bog og Sangen fra havet.

Og den overraskede vinder… 

Vinderen blev – til manges, ikke mindst filmens instruktør og skuespilleres, store overraskelse, The crossing. Holdet modtog virtuelt den smukke statuette nogle få timer før de to andre hold var i konkurrence om den helt store gevinst: den amerikanske Oscar. Men udover nomineringer fik hverken Pinocchio eller Wolfwalkers noget med hjem fra Hollywood.

Duer ikke – væk

Sidste år blev YAA kun gennemført med en krampetrækning, og Danmark deltog ikke, da det endte med at blive en online udgave. Dengang var det stadig nyt, og vi rynkede kræsent på næsen og sagde uf! – det er jo ikke i biografen, hvor film skal ses i fællesskab. Så nej tak.

Nu, et år senere, hvor ”online” er standard procedure for al mellemmenneskeligt samvær, var biografens dragende mørke fortsat ikke en mulighed.

Hele rigsfællesskabet

Så vi meldte os igen under de europæiske faner, og denne gang i selskab med selveste Nuuk. Rigsfællesskabet blev pludselig helt konkret i et forberedende zoom-møde mellem de grønlandske jury-deltagere og ditto fra, ja resten af Danmark. Vi endte nemlig med at have jurymedlemmer spredt ud over det meste af kongeriget. 

Ikke i så store mængder som vi plejer at lukke ind i biograferne den sidste søndag i april, men til gengæld med større geografisk spredning.

Næste år i biografen

Vi er glade for at have holdt den europæiske filmflamme tændt, og ser forbandet meget frem til at vende tilbage i biograferne med næste års udgave af EFA’s Young Audience Award. 

Dette års ceremoni, og meget andet godt, kan ses på www.yaa.europeanfilmawards.eu 

Tak for samarbejdet og for alle de virtuelle møder!