Artikel

Skrevet af Anette Vibeke Norsk-Nielsen i samtale med Mathias Madsen Munch

 

 

Giv jeres medlemmer en sanselig oplevelse, hvor det er tilladt både at hoppe og klappe mens de, bliver introduceret til orkestermusik og animationsuniverset om trolden Mogens. Komponist Mathias Madsen Munch fortæller her om sit særlige interaktive format til alle mellem 3-100 år.

 

Det musikalske eventyr om Mosbefængte Mogens er et bud på et alternativt arrangement i filmklubberne. Mange af os oplevede komponist Mathias Madsen Munch på årets landsseminar, hvor han med sin keytar under armen introducerede os for trolden Mogens og gav os en sanselig kickstart på weekenden.

Mathias har udviklet et særligt interaktivt format, der gennem animation, musik og historiefortælling introducerer børn til klassisk musik. Jeg har mødt Mathias til en snak om hans arbejde og særligt hans cinema-show om Mosbefængte Mogens:

Musik som historiefortæller

“Traditionelt set er musik på film med til at understøtte dramaet og sætte en stemning. I eventyret om Mosbefængte Mogens er musikken gjort til en ligeværdig medfortæller.

Udgangspunktet for mig og animatorerne har været at trække tempoet helt ud af historien. Når jeg er sammen med børnene i rummet, så kan jeg fange deres opmærksomhed med interaktion, og vi har derfor ikke brug for så meget tjubang som man ellers kender det fra meget andet animation til børn. I min præsentation giver jeg børnene redskaber til at opleve og forstå animationen og musikken. Når de så oplever noget, som udfordrer dem, eller som de ikke er vant til, så har de noget konkret at gribe ud efter.

Vi har fx en sekvens, hvor trolden Mogens skal op på sin solskinshøj, og han er rigtig ked af det, fordi han ikke har noget mos på sin mave. Han bevæger sig op ad højen, og det går rigtig langsomt. Der er nogle indikatorer i det visuelle og i musikken, som fortæller os, hvordan Mogens har det. Det er rigtig fedt at tale med børnene om netop de følelser. Det langsomme tempo giver plads til, at børnene kan nå at reflektere lidt over det, de oplever, inden vi går videre til næste sekvens.“

Hvad kan biografrummet bruges til

“Biografen giver mulighed for en mere intim oplevelse, end jeg er vant til fra koncertsalen, hvor publikum sidder forholdsvist langt væk fra os, der performer. I biografen kan vi også gøre det helt mørkt, som gør, at historien kommer endnu tydeligere frem.

Jeg plejer at starte med at sige, nu gør vi alt det, som man normalt ikke må gøre i en biograf. Vi må gerne klappe, synge, råbe og stille spørgsmål. Jeg elsker den interaktion jeg kan have med børnene undervejs. Når man står i en koncertsal med 65 musikere omkring sig, så kan det være sværere at improvisere på scenen. I biografen kan jeg være mere fri, og hvis jeg får lyst til, at vi skal klappe, så har vi mulighed for det uden at blinke.

Det har været ekstra givende for mig at arbejde sammen med animatorerne fra Ouros Animation, for de har kunnet tilføje en masse merværdi til formatet. Vi har fx en øvelse, hvor børnene skal klappe i syv. For at få børnene med, så har vi en sekvens med Mogens, som står og klapper som animation på skærmen, nærmest som et spil. Det er så intuitivt for børnene, når de ser figurens bevægelser, og de ved bare lige, hvad de skal gøre.“

Et indblik i håndværk

“Det er fedt som komponist at komme ud og fortælle om mit fag, og om hvordan jeg arbejder med musikken. Det er nemmere at forstå, hvad en komponist laver, når man ser mig synge og spille. Vi prøver både at give et indblik i animatorernes arbejdsproces og et indblik i musikkens opbygning. På den måde håber vi at videregive en respekt for håndværket, og skabe synlighed omkring de personer som står bag værket. En fortælling som kun er blevet endnu vigtigere med udbredelsen af kunstig intelligens, så vi ikke får generationer som slår sig tåls med autogenereret indhold.“

 

Et format som kan justeres til målgruppen

“Det er en del af formatet, at jeg kan jamme lidt med det, og det betyder også, at jeg kan tilpasse showet til målgruppen. Jeg har forskellige eksempler, jeg kan fremhæve alt efter børnenes alder. Med de mindste laver vi mere sjov og ballade og med de er ældre kan vi tale mere ind i følelser og nørde lidt mere. Hvis målgruppen fx interesserer sig meget for film, kan jeg tale mere om den proces, vi har haft med at udvikle musikken eller manuskriptet. Jeg vil mene, at showet kan tilpasses til alle mellem 3 og 100 år.“

Nyt format til de større børn

Til næste år er Mathias klar med et nyt format til biografen, det hedder Biofonia. Projektet er animation i koncertkontekst, som sætter fokus på regnskoven, biodiversitet og ansvaret for oprindelige folks kulturer i samarbejde med oprindelige folk i Sydamerika og Mellemamerika. Et noget mere alvorligt format med et aktuelt samfundsperspektiv, der umiddelbart er målrettet til udskolingen og de lidt større børn.

Der er derfor mere fra samme hånd, vi kan holde øje med og glæde os til.

Få besøg af Mathias og Mogens

Her i efteråret skal både Århus Børnefilm og Herlev Skolebio have besøg af Mathias og Mogens, og de kommer også gerne ud til jer.

Mathias kommer ud med sin keytar under armen og spiller live i biografen. Han kuraterer en oplevelse ind i musikkens og filmens univers via historien om Mosbefængte Mogens med et show som veksler mellem præsentation, animation og interaktion med publikum.

Skriv og aftal nærmere med Mathias Madsen Munch: mathias@biofonia.org

Ouros Animation har skabt animationssiden til historien med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut. Historien er baseret på en bog af Ida Christine Jacobsen, og Mathias Madsen Munch har komponeret sange og musik.

Se den komplette koncert Mosbefængte Mogens med Aalborg Symfoniorkester her.