
Artikel
Skrevet af Marc Honoré
Efter år uden en østlig modvægt til Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje får hovedstaden nu sin egen mediefond. Med 40 millioner kroner over fire år vil København skabe et tværmedielt kraftcenter, hvor film, spil og nye digitale fortællinger kan udvikles – og tiltrække både talenter og investeringer.
Mens fonde som Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje trækker filmprojekter til henholdsvis Fyn og Jylland, har Østdanmark i en periode stået uden tilsvarende initiativer. Det ændrer sig nu, hvor Københavns Kommune har afsat lige godt 40 millioner kroner over fire år til opstart af en ny mediefond.
Modsat sine pendanter vestpå er tanken, at den nye mediefond vil have et mere tværmedielt fokus, der inkluderer både film, spil og medier generelt.
“Hovedstadsområdet rummer en unik koncentration af kreative og teknologiske kræfter inden for film, spil og nye digitale medier, og står for 91 % af omsætningen, 82 % af arbejdspladserne og 70 % af virksomhederne i Danmark. Her udvikles allerede stærke intellectual properties og fortællinger, der har potentiale til at folde sig ud på tværs af platforme, fra biograf og streaming til spil og interaktive oplevelser,” udtaler Københavns kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard i en pressemeddelelse.
Et spil-hit som det københavnsk udviklede ‘Subway Surfers’, der er downloadet over fire milliarder gange, viser da også meget konkret, at der er både kulturel og økonomisk potentiale i udviklingen af nyt indhold og nye fortællinger, der ikke kun begrænser sig til filmmediet. En tendens man også ser på globalt plan, hvor mediekoncerner konstant hungrer efter at få fingrene i det næste stykke intellectual property, der kan versioneres til et væld af forskellige medieprodukter. Man kan kun håbe på, at den nye mediefond kan indgyde fortsat mere originalitet i den slags tendenser.
“Fonden kan være med til at udvikle nye talenter, skabe stærke kreative miljøer og åbne døren for investeringer og projekter,” siger Mia Nyegaard og ligger på den måde i direkte forlængelse af film- og spilbranchens ønske om en fond, der kan være med til at understøtte produktion, udvikling og innovation på tværs af brancherne.
Fonden er dog stadig i sin indledende fase, hvor fokus er på at skabe partnerskaber og sikre sig det statslige tilskud til ny regional filmstøtte.