Tid til at tænke nyt

Mens børn og unge i stigende grad vender sig mod udenlandske tjenester, sætter Det Danske Filminstituts nye B&U-center ind for at fastholde og forny dansk børne- og ungekultur. Centret samler viden, ressourcer og aktører på tværs af branchen – og skal som et laboratorium og en legeplads hurtigt omsætte idéer til handling.

Danske børn og unge opsøger i stigende grad udenlandske tjenester, går mindre i biografen, mens incitamentet til at producere kvalitetsfilm til målgruppen herhjemme er under pres. Kulturministeriets arbejdsgruppe anbefaler derfor en samlet støtteordning og en styrket indsats for at fastholde og udvikle dansk børne- og ungekultur.

Her kommer Det Danske Filminstituts nye B&U-center ind i billedet. Det Danske Filminstitut (DFI) er statens nationale filmcenter. Det finansieres primært af skattemidler via Finansloven og supplerende midler fra EU og forskellige aftaler. Pengene går til at støtte udvikling, produktion og distribution af danske spille-, dokumentar- og kortfilm samt til undervisningstilbud, festivaler og bevaring af Danmarks filmarv gennem Filmarkivet og Cinemateket. Og så giver DFI støtter til DaBUFs drift.

 

Et center med fart på

Centret samler viden, ressourcer og aktører på tværs af branchen, så idéer hurtigt kan omsættes til handling, og så børn og unge får adgang til relevante, nytænkende og inkluderende danske fortællinger – på tværs af platforme og formater. Centeret er et ‘work in progress’ – altså et sted, som er under opbygning og udvikling, hvor rammer og aktiviteter stadig formes og justeres.

For at få dette forklaret og uddybet, har Pråsen opsøgt konsulenterne Kirstine Vinderskov og Pelle Møller. Det er deres udlægning af centerets arbejde, denne artikel tager udgangspunkt i. Men fordi Vinderskov og Møller er enormt engagerede og glade for at dele deres tanker og erfaringer, kommer vi ud i andre kroge af filmbranchen og dens aktører.

Så nemme at tale med er de, at jeg en time inde i interviewet – stort set den tid, vi har sat af til det – udbryder spontant: ‘I er godt nok nogle taknemmelige interviewofre! Meget generøse med at svare på spørgsmål’. Pelle Møller griber bolden og siger “Vi skal være generøse! Det er det, vi er sat i verden for. Vi er her på lånt tid. Og i løbet af den tid skal vi sætte så meget i sving, som vi overhovedet kan.”

Dette opsummerer meget godt essensen af hele snakken og det billede, jeg sidder tilbage med af Det Danske Filminstituts nye initiativ, B&U-center – et center med fart på, som de to konsulenter fremhæver gang på gang. Og som er forsøgt beskrevet i ovenstående indledning.

 

Rundede af DR – og stadig anarkister

Mit indledende spørgsmål ‘Hvad er dette nye center for B&U overhovedet?’ har Kirstine Vinderskov og Pelle Møller brugte størstedelen af den forløbne time på at redegøre for. Kun med få opklarende spørgsmål fra min side. Alt sammen krydret med anekdoter fra deres seneste oplevelser og deres tid på Danmarks Radio.

Danmarks Radio (DR) er Danmarks offentlige medievirksomhed. Den finansieres via den medielicens, som siden 2022 opkræves som en del af skatten. DR driver bl.a. tv-kanaler, radiokanaler og digitale tjenester og har til opgave at levere nyheder, kultur, underholdning og undervisning til hele befolkningen som en uafhængig public service-institution.

DR, som jo for en del år siden blev belønnet med DaBUFs Pråspris for deres evne til at præsentere børn og unge for vedkommende og udfordrende billedbårne fortællinger. Indtrykket er, at de to konsulenter har taget den iværksætterånd og lettere skamløse anarkisme med ind på instituttet (og til dette interview).

 

Kort fra idé til produktion

B&U-centeret skal samle aktører og skabe en fælles strategi. For børns medievaner ændrer sig hastigt – de forsvinder ind i universer og kulturer, voksne ikke altid forstår eller bifalder. Vi voksne vil jo gerne hjælpe børnene til at få nogle gode relevante oplevelser, som spejler den kultur, vi alle er rundede af.

Rollen for B&U-centeret er at samle ressourcerne, så der bliver kort fra idé til handling og videre til produktion. Det skal være et sted, hvor de mange interesser og faglighed mødes. Det skal være her man kommer med sin viden om publikum og deler den med andre, som også har en interesse i at få dette publikum i tale.

 

Børn er genrestærke – og svære at fange

“Vi er jo begge rundede af Danmarks Radios B&U-afdeling. Som stadig er påvirket af Mogens Vemmer. Han sagde noget i retning af, at børn har dårlig smag og er verdens værste publikum. Hvad han mente var nok, at børn er enormt svære at lave indhold til. Og det er ikke blevet nemmere.

Børn og unge i dag er enormt genrestærke. De bevæger sig ubesværede rundt mellem et utal af genrer. Det betyder, at udviklingen går vanvittigt hurtigt. Strømninger og tendenser blandt børn og unge tager over i så stor hast, at de stort set ikke selv kan følge med.

Børn og unge forsvinder ind i universer. De bevæger sig på tværs af formater. Det er en styrke, men også en udfordring: For hvordan giver vi dem en fælles grund at stå på? – Meget gerne noget, som også vækker genklang hos os andre.

Børnene har en bred smag. De ser ikke på, om indholdet er på dansk. De ser lige så gerne noget på asiatisk eller norsk.”

Kirstine Vinderskov forklarer: “Det er vores ambition, at alle danske børn og unge skal have en betydningsfuld kontakt med dansk indhold. Medieindhold er formativt. De medier vi møder, er med til at forme os som mennesker: Vores holdninger og vores livssyn.

Børn elsker at se Squid Games. Men det er ikke sikkert, at det er den slags vi voksne vil have skal forme vores opvoksende generationer. Hvis ikke, skal vi melde os i kampen og komme med noget andet.”

 

Hvad børn har brug for og godt af

På den anden side har mange voksne en tendens til at mene, hvad der er ‘godt for børn at se’. Film om problematiske emner, som børnene kan lære noget af. Mobning for eksempel. Eller stoffer. Begge dele skal undgås. Men hvis det kan fortælles i en god og vedkommende historie kan det selvfølgelig godt fungere.

Problemet er bare, at man ikke selv gider se disse velmenende film som voksen. Derfor skal vi væk fra film, som er lavet med en intention om at opdrage børn.

“Anders Matthesens film om Ternet Ninja er gode eksempler på film, som fungerer: De er skideskægge både for børn og voksne. Og samtidig tager de fat i nogle relevante problematikker.” Siger Vinderskov og fortsætter: “Matthesen har sagt noget i retning af, at folk tror, at børn er skide dumme, og at de skal have alting ind med staveplader. Det er de ikke. De er kompetente og kræsne medieforbrugere.”

Det peger frem mod det næste spørgsmål:

Hvad er en klassiker i dag?

De to konsulenter er enige om, at de store klassikere fra 1980’erne havde deres tid, Men nutidens klassikere kommer til at se anderledes ud. Et bud kunne være, at det bliver hybridformer og måske mere udvidede universer, hvor spil, kortfilm og serie kan komme til at spille en større rolle.

Lettere retorisk spørger Kirstine Vinderskov: “Hvad er en klassiker i dag?” Hun svarer selv suppleret af Pelle Møller: “En klassiker i dag skal flytte publikum. Udfordrer deres forståelse og den verden de lever i. I en af DFIs publikumsundersøgelser udtaler en ung kvinde, som går på gymnasiet, at hun ikke gider se film eller en serie, som viser, hvordan det er i gymnasiet – det kender hun godt. Måske er det interessant for hendes mor, men hvorfor skal gymnasieeleven ville se det? Det er jo verdens bedste spørgsmål: Hvorfor skal jeg gide se mit eget liv, som jeg kender det!?!”

Hvis der sker et mord eller hvis en lækker lærer træder ind ad døren, så kan det måske blive interessant.” Fordi det er løftet lidt ud af hverdagen.

Film og serier må gerne tappe ind i de unges hverdag. Men de skal tilføje noget nyt. Ingen gider jo se en en-til-en gengivelse af hverdagslivet.

“Drama er bare livet med de kedelige afsnit skåret væk” sagde Alfred Hitchcock. En udtalelse, som præcist indkapsler hans filmfilosofi om, at film bør vise en version af virkeligheden uden de trivielle og kedelige øjeblikke, der kendetegner dagligdagen.

 

Et stort hus med (lidt for) mange døre

Filminstituttet er et stort hus med mange aktører omkring sig. B&U-centrets rolle er at være en dør, som åbner ind til filminstituttets B&Us støtte, analyse, formidling og undervisning. Hidtil har støtten været opdelt i puljer eller siloer. Med åbningen af centret skal det gøres lettere at finde ind til støttemidlerne og støtte mere på tværs.

Centret vil fungere som både legeplads og laboratorium – et sted, hvor idéer hurtigt kan prøves af og deles.

“Mange af dem, som producerer indhold til børn, er små produktionsselskaber. Så centeret skal være et sted man kan gå hen og få og dele viden og know how om sit publikum og få støtte til udvikling i den kunstneriske proces.. Det har man ikke nødvendigvis råd til at gøre ude i sit selskab, så vi skal være stedet man kan gå til for at blive klogere. Vi vil også gerne have brugernes input – hvad er børnene optagede af? Hvad er vigtigt for de unge? På den måde skal vi opbygge en vidensbank, som man kan sætte ind i og trække ud af.” Forklarer Pelle Møller.

 

Quick and dirty

Man skal kunne komme hurtigere fra idé til handling. Centret skal også gerne kunne være med til at facilitere gensidig befrugtning ‘Hey, det I sidder og arbejder med, kan måske bruges over hos nogle andre som sidder og arbejder med noget tilsvarende’. En meget stor del af den kunstneriske branche kommer jo forbi DFI.

“Derfor er det vigtigt, at vi kan rykke hurtigt. Der må gerne hele tiden være nogle forsøg og eksperimenter i gang i nogle ‘kolber’, så vi kan se effekten af forskellige tiltag og være modige sammen og prøve nyt. Det må også gerne være hurtigt og billigt. Quick and dirty.” Vinderskov lurer, om det er en lidt for kæk beskrivelse. Og fortsætter:

“Vi vil gerne være stedet, hvor branchen mødes og lærer af hinanden. Vi vil gerne facilitere møder. Hvad kan filmfolk fx lære af tv-mennesker og omvendt. Og hvordan kan de kreative komme tættere på børn og unge som publikum”

“Og vi vil gerne være med til at fodre fødekæden. Tage talenterne i hånden og bære dem kærligt igennem processen. Være den røde tråd, som sikrer sammenhæng.” Uddyber Møller pædagogisk.

 

Hvad med provinsen

Det lyder jo rigtig godt, at der er et sted, hvor filmbranchen kan mødes og alle kan blive klogere. Men hvad med provinsen? Størstedelen af vores klubber, vores medlemmer og vores bestyrelser befinder sig i provinsen.

Svarene falder prompte og næsten over hinanden:

“Inviter os! Vi vil gerne ud og møde jer. Vi vil elske at høre om jeres oplevelser og erfaringer med børn og unge. Og vi vil rigtig gerne komme ud og vise, hvad vi kan og hvad vi har af spændende nye projekter. Centeret er absolut ikke en lukket fest!”

Tværtimod føler de to konsulenter stor veneration for DaBUF og det arbejde, vi udfører.

Kirstine Vinderskov fortæller, at hun var på landsseminar, da hun næsten lige var tiltrådt. Hun er fuld af beundring over de tilbagemeldinger, hun fik fra deltagerne: “I har jo en enorm kontaktflade til børnene. Jeg fik virkelig meget med tilbage om, hvad folk savnede, men også om, hvad børnene tænder på og hvad der virker.”

Pelle Møller supplerer: “Mit problem som ny er, at jeg endnu ikke ved, hvor jeg skal gå hen. Så ræk ud og fortæl, hvad I har brug for.”

“Vi har jo en slags partnerskab med de regionale fonde på Fyn og Den Vestdanske som bliver endnu vigtigere fromover.” Tilføjer Vinderskov.

 

Hjertemennesker og kolde hjerner

Meget flatterende omtaler Vinderskov os fra DaBUF og alle de andre aktører på børnefilmområdet som ‘hjertemennesker’.

“Vi tror på og brænder for børns ret til levende billeder og historier, som er deres. Vi mener, at vi har en kulturel forpligtelse til at sikre, at gruppen har deres egne historier, som spejler deres måde at være i verden. Af høj kunstnerisk kvalitet.” Siger Vinderskov

Og der er sket noget: Kommercielle aktører er begyndt at se i samme retning.

“Faktisk oplever jeg en form for forbrødring mellem nogle af aktørerne.” Fortæller Pelle Møller. “Det er mit indtryk, at folk tidligere har holdt meget på deres eget. Man er selv løbet med bolden og kun haft sit eget for øje. Vores rolle i centeret er at understøtte tendensen til, at man er begyndt at spille bold med hinanden i branchen.”

Det er som om branchen har indset, at alle har en interesse i børnene. Både kunstnerisk og kommercielt: Der er nogle, som kan blive slået hårdt på pengepungen og miste deres levebrød, hvis ikke de sørger for at børn og unge går i biografen. Børnene og familierne fylder jo meget i biografen. Og så er de jo morgendagens forbrugere.

“Børn og unge er en vigtig gruppe i biograferne. Hvis ikke vi passer på dem, undergraver det hele forretningen – økonomisk såvel som nationalt og kulturelt.”

 

Højnet status

Men også blandt de udøvende ser konsulenterne en ændring. Hvor børnefilm før var et springbræt til at lave ‘rigtige’ film (for voksne) eller en midlertidig beskæftigelse, indtil man kom rigtigt i gang med karrieren, har børnefilm fået en højere status. Både helt nye talenter, men også velafprøvede, vil gerne lave noget til børnene på børnenes egne præmisser. Der er ikke en forestilling om, at ethvert barn kan fortælle historier til børn.

Mange af dem har fået ‘fiktionskilometer’ i benene af at lave tv. De har en stor viden og en god forståelse, fordi de har arbejdet på Ramasjang og Ultra med at fortælle historier til børn. For Vinderskov er det vigtigere, at man kan instruere børn, end om man har lavet en spillefilm med og for voksne.

 

Filmen som fællesskab

Vinderskov kommer med en udtalelse, som er sød musik i denne skribents øre: “Der er noget vi ikke har talt så meget om: Filmen som fællesskab. Det synes jeg, er vigtigt at hylde og passe på. Det store fællesskab man træder ind i, når man nyder noget sammen med andre – det er noget helt andet end en solo-oplevelse som streaming. Den fællesskabsfølelse, tror jeg, er enormt vigtigt at understøtte. Vi mennesker har brug for at mærke, at vi er en del af en stamme.

Min første biografoplevelse med filmen Lotte og Totte, der har kørt over sommeren og samlet tæt på 60.000 børn i biografen er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at der er noget lokalt dansk indhold til de mindste.”

 

Skal biografen være et museum?

Interviewet er slut, men Pelle Møller har en sidste pointeret anekdote, han deler:

“For nylig var jeg i biografen og sad bag en kvinde, som midt under filmen tog sin telefon frem og tog et billede af lærredet! Jeg må indrømme, at jeg kom til at sparke lidt til hendes sæde. Hvilket jeg gerne vil undskylde for.

Det fik mig til at tænke på, hvordan vi går i biografen.

Da jeg var barn, hadede jeg at gå på museum: Man skulle være helt stille og man måtte ikke lave noget.

Skal det virkelig være sådan at gå i biografen? Vi tysser på børnene og forlanger, at de skal opføre sig respektfuldt. Det er jo næsten ligesom at gå i skole!

Hvorfor ikke se det som en koncert: Tag billeder, når den fede scene, alle taler om, kommer. Del med venner og bekendte, at du har oplevet filmen i biografen.”

 

En vedkommende biografoplevelse?

Det er polemisk og provokerende. Men også tankevækkende. Tillader vi vores medlemmer at ‘få én på opleveren’? Eller er vi bare skolens forlængede arm, hvor medlemmerne bliver gjort til gode og produktive medborgere?

Skal vi give plads til at medlemmerne synger og danser med? At de deler deres oplevelser med andre? Måske er det ikke børnene det er galt med, hvis de ikke springer på vores idé om, hvad en vedkommende filmoplevelse er.